Det var en kold efterårsdag, da Mette kom hjem tidligere end planlagt. Hun havde tilbragt tre dage hos sin mor i Svendborg, hvor hun havde passet på den syge gamle kvinde, givet hende medicin og lavet suppe. Temperaturen var endelig faldet dagen før.
“Du burde blive endnu en dag,” havde moren sagt om morgenen.
“Erik er alene hjemme, mor. Han har sikkert allerede glemt at spise.”
Nu sad hun i toget og fortrydte, at hun ikke havde lyttet. Men Erik havde ringet hver aften, spurgt til hendes mor og brokket sig over den tomme køleskab. Hans stemme havde lyttet underlig. Træt, måske.
“Jeg savner dig,” havde han sagt aftenen før.
Mette havde smilt. Toogtredive år sammen, og han savnede hende stadig. En god mand, den hun havde fået.
Toget gyngede. Kvinden overfor knækkede solsikkefrø og læste en krimi. På forsiden omfavnede en smuk kvinde en mand i jakkesæt. Mette kiggede på sit spejlbillede i vinduet. Rynker, grå hårrødder. Hvornår var hun blevet så gammel?
“Skal du hjem til din mand?” spurgte medpassageren.
“Ja. Hjem til København.”
“Jeg skal til min elsker,” grinede kvinden. “Min mand tror, jeg er hos min søster.”
Mette rødmede og vendte sig væk. Hvordan kunne man sige sådan noget?
Telefonen vibrerede.
“Hvordan går det? Hvornår kommer du hjem?” skrev Erik.
Mette kiggede på uret. Fire timer endnu. Hun overvejede at svare ærligt, men besluttede sig for at overraske ham. Hun ville lave aftensmad til ham. Han ville blive glad.
“I morgen tidlig. Jeg savner dig også,” sendte hun.
Erik satte straks et hjerte.
Udenfor fløj marker og sommerhuse forbi. Mette tog termokanden op af tasken. Moren havde givet hende te og tvunget hende til at tage smørrebrød med. Hun behandlede hende stadig som en lille pige.
“Du er blevet så tynd, min pige. Den Erik af dig passer sikkert ikke på, hvad du spiser.”
“Mor, jeg er syvoghalvtreds år.”
“Hvad så? Du er stadig min lille pige.”
Mette tyggede sit smørrebrød med leverpostej og tænkte på moren. Alene i den lejlighed, hvor hun selv var vokset op. Faren var død for fem år siden. Moren ville ikke flytte til dem i byen.
“I har jeres eget liv,” sagde hun altid. “I skal ikke forstyrres af mig.”
Men det ville ikke forstyrre. Mette elskede at passe på andre. Hele livet havde hun gjort det. Først forældrene, så Erik, børnene. Hun havde arbejdet som lærer, men da Mads blev født, sagde hun jobbet op. Så kom Anna. Og på en eller anden måde var hun blevet husmor.
“Hvorfor skal du arbejde?” plejede Erik at sige. “Jeg tjener nok. Du skal bare passe hjemmet.”
Det gjorde hun. Tredive år langt. Lavede mad, vaskede tøj, gjorde rent. Opdragede børnene, kørte dem til aktiviteter. Stryge Eriks skjorter, sy hans sokker.
Børnene var voksne nu. Mads boede i Aarhus med egen familie. Anna var gift og havde født et barnebarn. Nu var hun selv bedstemor.
Og hvad så?
Toget bremsede. Mette samlede sine ting, sagde farvel til medpassageren. Perronen var fyldt med mennesker. Bussen hjem tog en halv time.
Hun forestillede sig, hvor overrasket Erik ville blive. Han troede, hun kom hjem næste morgen. Men hun var her i aften. Måske kunne hun handle ind på vejen. Noget godt kød, nye kartofler. Lave en lækker aftensmad.
I supermarkedet købte hun alt, hun havde brug for. Ekspedienten smilede:
“Har I noget særligt i gang?”
“Nej, bare min mand derhjemme.”
Poserne var tunge. Hun nåede lige indgangen, før hun måtte hvile. I elevatoren fandt hun nøglerne efter lang tids søgen.
Endelig åbnede hun døren.
“Erik, det er mig!” råbte hun. “Jeg er kommet hjem!”
Stilhed. Han sov sikkert. Det var sent, næsten ti.
Mette satte poserne og tog jakken af. Der var lys i lejligheden. Mærkeligt. Erik sov aldrig med lyset tændt.
Hun gik mod garderoben for at hænge jakken op og standsede. Ved døren stod et par sko. Kvindesko. Sorte, med hæl. Flotte, blanke.
“Erik?” kaldte hun lavmælt.
Hjertet hamrede. Måske var det Annas. Hendes datter kunne have kommet forbi, hun havde en nøgle. Men hvorfor havde hun ikke sagt noget?
Fra køkkenet lød en lav latter. En kvindes latter.
Mette stivnede. Det var ikke Anna. Stemmen var fremmed.
“Erik, du er så sjov,” sagde kvindestemmen. Mette satte poserne stille fra sig på gulvet. Hendes hænder rystede. Hun trådte et skridt tilbage, men tabte balancen og slog knæet mod spisebordskanten. Lyden gik hen over hende. Fra køkkenet lød knæggen af stole, så skridt. Døren svingede op. Erik stod der i sin morgenkåbe, ansigtet blegt. Bag ham en ung kvinde i undertøj, som hurtigt greb en trøje fra gulvet. “Mette… jeg troede, du kom i morgen,” sagde han. Hun nikkede langsomt. “Sådan er det,” sagde hun. Så vendte hun sig om, lukkede døren bag sig og gik ned ad trappen. Udenfor holdt regnen ind. Månen kom frem.
