Lise havde været elskerinde. Det var ikke gået hende godt med ægteskabet. Hun havde ventet til hun var tredive, før hun endelig besluttede at finde sig en mand. At Mads var gift, vidste hun ikke i begyndelsen, men det skjulte han heller ikke, så snart han mærkede, hun var faldet for ham.
Men Lise bebrejdede ham ikke. Tværtimod skammede hun sig over sin egen svaghed. Hun følte sig som en fiasko, fordi hun ikke havde fundet en mand i tide, og tiden løb.
Hvis man så nærmere efter, var hun ikke dårligt skåret ikke en skønhed, men sød nok, lidt rund om maven, hvilket måske gjorde hende ældre end hun var.
Forholdet med Mads førte ingen steder. At være elskerinde var ikke nok, men hun turde ikke forlade ham. Tanken om at blive alene var forfærdelig.
En dag dukkede hendes fætter, Søren, uanmeldt op. Han var i byen på arbejdsrejse og nåede lige at springe forbi. De spiste i køkkenet og snakkede, som de altid havde gjort, om alt og ingenting. Lise fortalte ham om sit kærlighedsliv, helt ærligt, og fik en lille gråd ud.
Lige da bankede naboens Mette på og ville have Lise med forbi for at vurdere nogle nye indkøb. Lise smuttede afsted i tyve minutter. Netop da ringede det på døren. Søren åbnede, troede det var Lise men døren var ikke låst.
I døren stod Mads. Søren vidste med det samme, hvem han var. Mads blev helt paf ved synet af en stor, træningsklædt mand med en leverpostejsmad i hånden.
“Er Lise hjemme?” spurgte Mads ubehageligt berørt.
“Lise er i badet,” løj Søren prompte.
“Undskyld, men hvem er du?” stammede Mads.
“Jeg er hendes mand. For nu…” Søren trådte tættere på og greb fat i hans skjorte. “Er det dig, den giftige flotfyr, som Lise har talt om? Hør her hvis jeg ser dig her igen, ryger du ned ad trappen, forstået?”
Mads slap fri og forsvandt i en fart.
Da Lise kom tilbage, fortalte Søren om besøget.
“Hvad har du gjort? Hvem bad dig om det?” græd Lise. “Han kommer aldrig tilbage nu.”
Hun faldt sammen på sofaen og gemte ansigtet i hænderne.
“Nej, han kommer ikke tilbage og det er kun godt. Stop nu med at pive. Jeg har en perfekt mand til dig. En enkemand i vores by. Kvinderne har jagtet ham siden konen døde, men han har afvist dem alle. Måske vil han vente lidt. Når jeg er færdig med arbejdet, henter jeg dig, så er du klar. Vi tager hjem, og jeg introducerer jer.”
“Hvad? Nej, Søren, det kan jeg ikke. Hvem er han overhovedet? Det er pinligt…”
“Det er pinligt at sove med en gift mand, ikke at møde en fri. Ingen tvinger dig i seng med ham. Kom nu, det er min kones fødselsdag om et par dage.”
Få dage senere var Lise og Søren i byen. Sørens kone, Mette, havde dækket bord i haven ved badehuset. Naboer, venner og Sørens kammerat enkemanden Jens kom forbi. Naboerne kendte Lise godt, men Jens havde hun aldrig mødt.
Efter hyggelige timer tog Lise hjem. Hun tænkte på, hvor stille og beskeden Jens var. “Han sørger sikkert endnu over sin kone. Stakkels mand. Så følsomme findes der ikke mange af…”
En uge senere ringede der på døren en lørdag. Lise ventede ingen. Hun åbnede og der stod Jens med en pose i hånden.
“Undskyld, Lise, jeg var lige i byen. Tænkte, nu hvor vi kender hinanden, kunne jeg lige hilse på.”
Lise inviterede ham ind, stadig forbløffet. De satte sig til te og snakkede om vejret og priserne i Netto. Da teen var drukket, rejste Jens sig. I entreen tog han langsomt sin jakke på, som om han tøvede. Lige ved døren vendte han sig pludselig om:
“Hvis jeg går nu uden at sige det, fortryder jeg det. Lise, jeg har kun tænkt på dig hele ugen. Kunne knap vente til weekend. Adressen fik jeg af Søren…”
Lise blev rød og så ned.
“Vi kender hinanden jo knap…”
“Det gør ikke noget. Det vigtige er, om du kan lide mig? Må jeg sige ‘du’? Jeg ved godt, jeg ikke er noget catch. Og så har jeg en lille datter på otte. Hun er hos farmor lige nu.”
Hans hænder rystede let.
“En datter er dejligt,” sagde Lise drømmende. “Jeg har altid ønsket mig en pige.”
Jens tog hendes hænder, trak hende tæt på og kyssede hende. Da de slap, så han tårer i hendes øjne.
“Er jeg virkelig ikke ubehagelig?”
“Nej, tværtimod. Det var… uventet. Og dejligt. Og jeg stjæler ikke længere en andens mand.”
Siden da så de hinanden hver weekend. To måneder senere blev de gift og flyttede til byen. Lise fik job i børnehaven, og et år senere fik de en datter. Så voksede de to piger op begge lige elskede.
Og Lise og Jens blev kun yngre af lykken. Deres kærlighed blev stærkere med årene, som en god, gammel snaps.
Til fester vinked Søren smugt til Lise:
“Nå, Lise, hvad siger du så til den mand, jeg fandt til dig? Du bliver kun smukkere. Hun lo, slog ham let på armen og hviskede:
“Du var min redning, Søren. Men den her lykke havde jeg aldrig drømt om.”
Og når børnene løb ud i haven med skingre latter, stod hun stille et øjeblik og tænkte:
Dette er mit liv nu. Og det er lige præcis, som det skal være.
