Hemmelige Møder
Efter skilsmissen fra sin kone var Mads på udkig, som han selv fortalte sine kolleger og venner. Efter otte års ægteskab gik de fra hinanden som fjender, selvom han ikke havde ønsket det. Men konen havde et utåleligt temperament. Det var en lettelse, at de ikke havde børn hun havde aldrig villet føde.
I sine seksogtredive år så Mads godt ud: sporty, bredskuldret og med et charmerende, mystisk blik. Han havde haft sine rendezvous med kvinder, selv unge piger, men tanken om at gifte sig igen var langt væk. Kollegerne lod han være en arbejdspladsromance var for banalt, og de fleste af dem var alligevel gift.
“Jeg har da forhåbentlig nok fornuft til at holde mig fra den slags,” sagde han til vennerne, når de mødtes på caféen til en øl.
“Lad være med at sige hop, før du har sprunget,” grinede de. “Du kender jo sangen: Kærlighed kommer, når man mindst venter det”
Men Mads var åbenbart for selvsikker, og skæbnen skulle nå ham alligevel. Han ville aldrig glemme den sommerdag, hvor en ny kollega startede på kontoret. Aftenen før havde hans ven Jakob fortalt ham om det:
“Der kommer en ny medarbejder konen til Frederik fra nabokontoret.”
Mads kendte Frederik kun flygtigt, en kedelig og farveløs type, syntes han.
“Mon ikke konen er lige så kedelig,” tænkte han og gav ikke Jakobs ord mere opmærksomhed.
Næste dag blev den nye kollega, Astrid, præsenteret. Mads kastede et blik på hende og tabte mælet. Hun var en skønhed. Og det viste sig snart, at hun også var klog. Mads mistede roen, og efter en uge ventede han ængsteligt på hende hver morgen. Om aftenen sad han alene hjemme og tænkte på hende.
“Astrid er præcis den kvinde, jeg har brug for. Hun passer til mig på alle måder. Og hvis jeg passer til hende, må hun også kunne se mig. Men jeg må gøre en indsats hun har jo en mand. Min position er dog bedre end hendes. Med vores arbejde vil vi konstant være sammen, og det er godt ingen vil mistænke os.”
Endnu en uge gik. Mads begyndte at lægge mærke til, at Astrid syntes godt om ham. De arbejdede side om side, drillede og lo, men han blev irriteret over, at hun altid talte om sin mand.
“Hun nævner Frederik for meget. Enten vil hun signalere, at hun ikke er interesseret i mig, eller også elsker hun virkelig sin kedelige mand. Det sidste håber jeg ikke er tilfældet, men hun giftede sig jo ikke med ham uden grund.”
Alligevel holdt han sig tilbage med åbenlys flirt. Men hvad skulle han gøre, når de sad med dokumenter og arbejdede på et fælles projekt? De var sjældent alene, og selv da kun kort, for Jakob arbejdede også på samme kontor.
Men en dag var Jakob væk, og Mads og Astrid sad tæt sammen, deres hoveder næsten rørende. Pludselig mærkede han hendes varme ånde, og uden at tænke kyssede han hende. Hun rykkede sig hurtigt væk og holdt hånden for munden.
“Åh, Mads, lad være med det igen”
Men hun løb ikke væk eller blev vred. Mads tog det som et godt tegn.
“Undskyld, jeg kunne ikke styre mig,” svarede han bare med et smil.
Astrid lod, som om intet var hændt, og tog fat på papirerne igen. Mads lettet over, at hun ikke blev vred, og fulgte trop. De næste dage arbejdede de videre uden at nævne hændelsen. De var sjældent alene, altid var der nogen i nærheden. Fredagen kom, og ved fyraften så Mads på hende og sagde:
“Kan jeg ringe til dig i weekenden?”
“Nej, nej,” svarede hun forskrækket og rystede på hovedet. Men efter et øjeblik tilføjede hun: “Jeg ringer selv til dig.”
“Godt,” smilede Mads, “jeg glæder mig allerede. Men hvornår?”
“Når jeg kan.”
Lørdagen gik med ham, der utålmodigt stirrede på telefonen, men Astrid ringede ikke. Søndagen begyndte på samme måde, men intet opkald kom.
“Hvorfor ringer hun ikke? Selv hvis manden er hjemme, kan hun da finde et øjeblik,” tænkte Mads.
Om søndag aften ringede han til hende. Hun tog straks telefonen og hviskede:
“Ring ikke til mig Jeg ringer selv”
Mandag morgen vækkede Astrid ham, før hans alarm gik.
“Hvad kan der være sket, så tidligt?” tænkte han og tog telefonen.
“Mads, har du tid? Kan jeg komme forbi?”
Mads satte sig op i sengen.
“Alene? Ja, du har jo bil. Selvfølgelig. Skriv adressen ned.”
Han sprang ud af sengen, skyndte sig i bad og nåede at lave kaffe, men ikke at drikke den. Dørklokken ringede. Da han åbnede, så han det i hendes øjne og lukkede døren bag hende uden et ord. Han tog hende i favnen og kyssede hende, som om tiden var ved at løbe ud. Hun trak sig lidt tilbage og hviskede:
“Godmorgen.”
Men Mads havde aldrig følt sådan en længsel før. Han kunne ikke styre sig
Bagefter drak de kaffe i hans køkken, mens Astrid sagde:
“Min mand kører tidligere på arbejde end mig.” Mads tav, irriteret over, at hun igen nævnte ham.
Hun så sig omkring og tilføjede:
“Du har det hyggeligt her og kaffen er god.”
De nåede arbejdet lige i tide, men kun lige. Mads forventede mistænksomme blikke, men alle var optaget af deres egne ting. Kun Jakob bemærkede det:
“Mads, du er sent på den i dag. Normalt er du altid først.”
“Ja, bare sådan,” svarede han afværgende.
Frokostpausen bragte dem ikke alenetid, men de spiste sammen i kantinen, udvekslede et par ord indtil Jakob satte sig ved siden af dem.
“Velbekomme,” sagde han. “Jeg er sulten som en ulv i dag. Sov over mig og nåede ikke morgenmaden, selvom min kone havde lavet mad.”
Mads og Astrid fortsatte deres samarbejde uden at vække opsigt. Hvad var der i det? De arbejdede jo på samme projekt. Og Astrid var jo en gift kvinde. Mads havde altid holdt professionel distance til kolleger.
Nu kom Astrid ofte om morgenen. De havde altid en time eller to til sig selv. En lørdag klokken ti ringede telefonen.
“Kan jeg komme forbi nu?”
“Astrid, du er altid velkommen hvornår som helst. For altid, hvis du vil,” svarede han glad.
Hun var der en halv time senere. Mads var overrasket han havde ikke ventet hende i weekenden.
“Hvordan kunne du komme i dag?” spurgte han, mens de lå i sengen.
“Frederik tager nogle lørdage til sine forældres sommerhus. Jeg kommer aldrig med jeg hader sommerhuse.”
“Fantastisk, bliv her!”
“Jeg bliver næsten hele dagen.”
“Jeg mente for altid”
“Det kan ikke lade sig gøre,” sukkede hun.
Mads blev skuffet, men tænkte, at han måske skyndte sig for meget.
“Hun har brug for tid. Jeg burde være taknemmelig for, at hun ofrer sin weekend på mig. Men hvad sker der, hvis hendes mand opdager noget? Så må vi skilles. Men det kan jeg ikke hun betyder for meget for mig.”
Efter en pause spurgte han:
“Astrid, hvad gør vi fremover? Hvordan skal vi mødes?”
“Vi fortsætter som nu. I dag er jeg her længe.”
“Men det er en undtagelse. Jeg vil have alle weekender med dig.”
“Jeg forstår dig, Mads.”
“Det ville måske være bedre, hvis jeg var gift. Så var vi lige.”
“Åh, Mads Hvis du var gift, var der aldrig sket noget mellem os. Så havde jeg vidst, at du var forbudt frugt.”
“Men forbudt frugt er den sødest.”
“Ja, men jeg er ikke til slik,” lo hun.
Tiden gik. De mødtes tidligt nogle dage om ugen, og en sjælden lørdag, når Frederik var hos sine forældre. Men Mads besluttede, at det måtte stoppe.
“Astrid, bliv skilt, så gifter vi os. Jeg trænger til mere end disse stjålne timer. Jeg savner dig,” sagde han en dag.
“Nej, Mads, det kan ikke lade sig gøre.”
“Hvorfor ikke?”
“Fordi jeg har en søn på ti. Han er selvstændig, så jeg kan komme til dig uden problemer. Han klarer skolen selv. Er du skuffet? Vi har aldrig talt om ham.”
“Overhovedet ikke. Hvad har det med sagen at gøre? Jeg elsker dig og vil gerne adoptere ham.”
“Tak, men han har en far. Frederik vil aldrig acceptere det han elsker drengen.”
Efter den samtale mødtes de kun kort. Mads indså, at det førte ingen steder. Han ville giftes, men hun ville ikke skilles. De hemmelige møder udmattede ham. Og han var træt af at stå op så tidligt. Så en dag sagde han:
“Astrid, jeg har tænkt meget over det. Jeg kan ikke acceptere denne halve tilværelse. Bliv skilt, så vi kan være sammen rigtigt.”
“Nej, Mads, jeg kan ikke. Undskyld.”
“Så er det her slut,” svarede han bestemt.
“Ja, hvis det er din beslutning.”
Astrid forsvandt for altid. Mads mødte senere en anden kvinde fri og single. Men han elskede hende ikke som Astrid. Og han var overbevist om, at man kun kunne elske sådan én gang i livet. Mellem lidenskab og ro valgte han et roligt liv. Det var bedre sådan.
