“Vores far bor også i et andet hus,” sagde sønnen, og jeg vidste straks, at hans “forretningsrejser” var løgn.
“Nej, jeg vil ikke have den kjole på!” Freja stampede vredt i gulvet og foldede armene over brystet. “Den klør, og kraven er grim!”
“Men skat, vi købte den specielt til Farmors fødselsdag,” sagde Mette og forsøgte at holde stemmen rolig, selvom irritationen boblede indeni. “Hun bliver ked af det, hvis du kommer i jeans.”
“Lad hende blive ked af det! Jeg er ti år, jeg bestemmer selv, hvad jeg vil have på!”
Mette lukkede øjnene og talte langsomt til fem. Frejas udbrud var det sidste, hun havde brug for lige nu. Dagen havde allerede været hård kaos på arbejdet, indkøb til festen, og så bagning af fødselsdagskagen til sin svigermor. Og som sædvanlig var Mads på “forretningsrejse”, når hun allermest havde brug for hans støtte.
“Freja, hør nu…” begyndte hun, men lille Nikolaj kom løbende ind med en legetøjsbil i hånden.
“Mor, mor, se hvad jeg har tegnet!” Han rakte hende et sammenkrøllet stykke papir. “Det er vores familie!”
Hun så på tegningen typiske børnestreg: hun selv med et stort smil, Freja med hestehaler, Nikolaj, og så far, tegnet to gange, i hver sin ende af papiret.
“Det er rigtig flot, skat,” sagde hun distræt. “Hvorfor har du tegnet far to gange?”
“Det er ikke to gange,” forklarede han, som om det var åbenlyst. “Det er vores far i vores hus, og far i det andet hus, hvor han bor, når han ikke er hos os.”
En kold følelse krøb ned ad ryggen på Mette. Hun kiggede nærmere på tegningen to fætre, den ene hos dem, den anden ved et skematisk hus i den anden ende.
“Hvilket andet hus, Nikolaj?” spurgte hun forsigtigt.
“Nåh, det med blomsterne i vinduerne og katten,” sagde han og trak på skuldrene. “Han tog mig med derhen, når du var på arbejde. Men det er en hemmelighed, far sagde, jeg ikke måtte fortælle dig.”
Freja, der havde glemt alt om kjolestriden, stirrede med store øjne. Så udbrød hun:
“Nikolaj, hvad fabler du om? Far er på forretningsrejse, ikke i et andet hus!”
“Jeg fabler ikke!” Han satte munden på skrå. “Vi så tegnefilm og spiste pizza. Og Tante Lise lavede kakao til os.”
“Hvem er Tante Lise?” Mette følte, som om værelset svajede.
“Fars veninde, hun bor der,” sagde Nikolaj, der allerede havde mistet interessen og kørte bilen hen ad gulvet. “Må jeg se tegnefilm?”
Mette nikkede, ude af stand til at sige et ord. Freja skiftede forskrækket blik mellem broren og moren.
“Mor, han forveksler sikkert noget,” sagde hun usikkert. “Far kan da ikke…”
“Gå op på dit værelse, Freja,” afbrød Mette hende stille. “Og glem den kjole. Tag det, du vil.”
Da Freja var gået, sank Mette tungt ned på sofaen. Tankerne flød, hjertet hamrede i halsen. Mads, hendes Mads, hvis “forretningsrejser” hveranden uge? Han, der altid fortalte så overbevisende om sine ture og bragte souvenirs med hjem?
Hun mindedes, hvordan en vag mistanke første gang havde strejfet hende for et halvt år siden. Han blev ved med at blive længere på arbejde, de der “rejser” begyndte, selvom han før kun tog afsted en gang hver tredje måned. Engang fandt hun en kvittering fra en café i byen med en dato, hvor han burde have været i Aarhus. Han forklarede, at han var kommet hjem en dag tidligere, men ikke ville forstyrre familien så sent.
Hun troede på ham. Eller tvang sig selv til det.
Hun rejste sig og gik hen til kommoden med familiesager. I en mappe lå regninger, de havde betalt sammen. Hun bladrede hurtigt igennem dem telefon, internet, husleje. Normalt stod Mads for det, men nu var han først hjemme om tre dage.
Pludselig fangede en ukendt regning hendes opmærksomhed. **Telefon og internet, men på en anden adresse i Frederiksberg. Og modtagerens navn: Mads Sørensen.**
Hænderne rystede. Der var det beviset. Dumt at håbe, at barnet havde fantaseret. Børn i den alder lyver ikke om sådanne ting.
Telefonen i lommen vibrerede. En besked fra Mads: *”Hvordan går det? Glæder mig til at komme hjem. Kys.”*
Hun stirrede på skærmen. Skulle hun svare nu? Ringe? Eller vente, til han kom hjem, og se ham i øjnene, mens han løj?
Hun sendte kort: *”Alt er fint.”*
De næste to dage føltes som en tåge. Hun fungerede automatisk arbejde, børn, hjem men tankerne kredsede konstant om hans dobbeltliv. Nikolaj nævnte ikke det “andet hus” igen, og Freja så bekymret på hende, som om hun ventede på et udbrud.
Til svigermors fødselsdagsselskab sendte hun børnene på egen hånd og undskyldte med hovedpine. Hun kunne ikke udstå at sidde ved bordet og lade som ingenting. Vidste svigermor noget? Var hun den eneste, der ikke vidste det?
Tredje aften vendte nøglen i låsen. Mette sad i køkkenet med en urørt kop te. Børnene sov.
“Jeg er hjemme!” lød Mads’ muntre stemme, og han kom ind med en buket blomster og en kuffert. “Jeg har savnet jer!”
Han bøjede sig ned for at kysse hende, men hun veg tilbage. Han løftede forskrækket øjenbrynene:
“Er der sket noget? Du virker… underlig.”
“Nikolaj har tegnet et interessant billede,” sagde hun roligt og så ham direkte i øjnene. “Vores familie. Og dig i to huse.”
Hans ansigt fortrak sig næsten umærkeligt. Han standsede et øjeblik, smågrinede så.
“Børnefantasi, du ved, de finder på de vildeste ting…”
“Lad være, Mads,” afbrød hun træt. “Jeg fandt regningerne for lejligheden i Frederiksberg. Og Nikolaj fortalte om Tante Lise, der laver kakao. Og om katten. Ret mange detaljer for en fantasi, synes du ikke?”
Mads satte blomsterne på bordet og sank ned på en stol. Hans ansigt udtrykte alt fra benægtelse til resignation.
“Mette, jeg kan forklare…” begyndte han.
“Hvad vil du forklare?” Hun mærkede vreden stige. “At du har to familier? At dine “rejser” bare var tid med en anden kvinde? At du tog vores søn med hjem til din elskerinde?”
“Det er ikke så simpelt,” sagde han og strøg sig gennem håret. “Jeg ville ikke have, at du skulle finde ud af det på den her måde… gennem børnene.”
“Hvornår ville du så selv fortælle det?” spurgte hun bittert.
“Jeg… ved det ikke,” indrømmede han ærligt. “Det startede som en affære, intet seriøst. Men så blev Lise gravid, og…”
“Hvad?” Mette følte gulvet svigte under hende. “Har du et barn med hende?”
“Hun er fire,” sagde han stille. “Ida er fire år.”
Mette lukkede øjnene. Fire år. Mens hun havde passeret deres børn, lavet mad, vasket hans skjorter, ventet på ham fra “rejser”, havde han passet et andet barn i et andet hjem.
“Hvorfor flyttede du ikke til dem?” spurgte hun og bemærkede, hvor rolig stemmen lød. “Hvorfor det her dobbeltspil?”
“Jeg kunne ikke vælge,” sagde han og slog ud med hænderne. “Jeg elsker vores børn, Mette. Og dig. Men også dem… Det er som to forskellige verdener.”
“Nej, det forstår jeg ikke,” rystede hun på hovedet. “Jeg forstår ikke, hvordan man kan lyve i årevis, se én i øjnene og sige, man har savnet én, når man lige er kommet hjem fra den anden familie.”
“Jeg savnede jer,” forsøgte han at tage hendes hånd, men hun trak den til sig. “Jeg ved, det lyder forfærdeligt. Men jeg elsker jer alle. Jeg ville ikke miste nogen.”
“Hvad nu?” Hun så på ham med et bittert smil. “Nu hvor hemmeligheden er ude? Hvad gør du?”
Mads tav og så ned. Udenfor lyste en forbipasserende bil op i køkkenet. Et ur tikked et sted i lejligheden.
“Jeg ved det ikke,” sagde han omsider. “Uanset hvad jeg vælger, bliver nogen såret.”
“Du har allerede valgt,” rejste hun sig. “Da du besluttede dig for at leve et dobbeltliv. Da du løj for mig. Da du tog vores søn med til din anden familie.”
“Jeg ville ikke have, han skulle se Lise,” skyndte han sig at sige. “Det var et uheld. Jeg skulle hente papirer, troede ikke, hun var hjemme…”
“Og det skulle trøste mig?” Hun rystede på hovedet. “Hør her, Mads. Jeg vil ikke skrige, smadre ting eller smide dig ud i nat. Børnene sover. Men jeg vil have, at du går. Pakker dine ting og går. Du kan bo i dit andet hus på fuld tid uden at skjule dig.”
“Mette, hør nu…”
“Nej, nu hører du,” hun mærkede tårerne presse på, men holdt dem tilbage. “Jeg fortjener ikke dette svig. Vores børn fortjener ikke en far, der kun er der efter tidsplan. Jeg vil skilles.”
Han vaklede, som om han var blevet slået:
“Du kan ikke bare afskrive femten års ægteskab!”
“Det var ikke mig, der afskrev det,” sagde hun stille. “Det var dig. Da du besluttede, du kunne have to familier. At jeg aldrig skulle opdage det. At du kunne slippe afsted med det.”
Han tav, og i hans tavshed læste hun en erkendelse af skyld. Ikke anger bare forståelse af, at spillet var slut.
“Kan jeg i det mindste sige farvel til børnene?” spurgte han til sidst.
“De sover,” rystede hun på hovedet. “Kom i morgen og tal med dem. Men lad være med at lyve mere. De fortjener sandheden, omend forklaret på en børnevenlig måde.”
“Hvad vil du fortælle dem?” Der var frygt i hans øjne.
“Sandheden,” svarede hun enkelt. “At far har en anden familie, en anden datter. At han vil besøge dem, men ikke bo hos os mere.”
“De vil hade mig.”
“Måske,” nikkede hun. “Men det vil være deres ægte følelser. Ikke et resultat af dine løgne. Mads sank sammen som en tom pose, støttede albuerne på køkkenbordet og skjulte ansigtet i hænderne. Mette stod i døren og så på ham den mand, hun havde troet var hendes, og som pludselig virkede som en fremmed. Hun vendte sig om, gik stille hen ad gangen og standsede foran børnenes døre. Lyttede til deres rolige vejrtrækning. Så lukkede hun øjnene og lod én tåre glide ned ad kinden. I morges havde hun været gift. Nu var hun en kvinde på vej ud af mørket alene, men fri.
