“Nej, nej og atter nej!” kaldte Freja og slog hænderne i vejret i desperation. “Jeg kan simpelthen ikke tage med til det bryllup, Mette! Du ved jo godt, at Mads har planlagt den der fisketur med Henrik i måneder. De har forberedt sig så længe, jeg kan ikke bare aflyse det i sidste øjeblik.”
“Men det er Lises bryllup!” protesterede Mette og satte sin kaffekop hårdt i bordet. “Din bedste veninde siden universitetet! Hun vil aldrig tilgive dig, hvis du ikke kommer. Hvad er vigtigst – en fisketur eller hendes store dag?”
“Det er helligt for Mads,” sukkede Freja. “Han kommer så sjældent væk uden mig. Han har snakket om det hele foråret, købt nyt fiskegrej, et telt. Jeg kan ikke få ham til at springe over.”
“Så Lise kan du godt skuffe?” Mette rystede på hovedet. “Hun valgte datoen specifikt så du kunne komme fra din lille by i Jylland. Og bordet er betalt, I er begge på gæstelisten.”
Freja stak en løs lok bag øret. Dilemmaet havde pint hende i uger. På den ene side – Lises bryllup, veninden siden studietiden. På den anden side – Mads’ længe planlagte fisketur med drengene. Og så skulle det lige falde samme weekend.
“Skal jeg tage afsted alene?” foreslog hun tøvende. “Jeg kan forklare situationen, Lise vil forstå det.”
“Selvfølgelig vil hun forstå det,” fnøs Mette. “Men hun vil også være såret resten af livet. Husker du, hvordan hun var sur på dig i tre måneder, da du ikke kom til hendes fødselsdag for to år siden?”
“Det var anderledes,” protesterede Freja. “Jeg glemte det bare, men her er der en gyldig grund.”
“Ja ja, fisketur,” sagde Mette sarkastisk. “Okay, det er dit valg. Men kom ikke og sig, at jeg ikke advarede dig.”
Samtalen med Mette efterlod en dårlig smag i munden. Freja kørte hjem og tænkte over situationen. Måske skulle hun tale med Mads igen? Fortælle ham, hvor vigtigt dette bryllup var for hende? Men han havde været så begejstret for fisketuren, så glædet sig til weekenden… Det var egoistisk at bede ham om at aflyse.
Mads mødte hende i entreen og hjalp hende af med jakken. Han duftede friskt og af noget lækkert fra køkkenet.
“Middagen er klar,” smilede han. “Din yndlingspasta med skaldyr. Hvordan gik din dag?”
“Fint,” Freja gav ham et taknemmeligt kys på kinden. “Var sammen med Mette, hun hilser.”
Ved middagsbordet kom samtalen uundgåeligt ind på den kommende weekend.
“Er du helt sikker på, det er okay, at jeg tager på fisketur?” spurgte Mads og så undersøgende på hende. “Hvis det bryllup betyder så meget for dig, kan jeg godt blive hjemme.”
“Nej nej,” skyndte Freja sig at svare. “Tag du bare afsted. I har planlagt det så længe. Jeg forstår det godt.”
“Det er helt sikkert?” Han så stadig bekymret ud. “Henrik siger, at der er dårlig dækning derude, så det kan være svært at ringe. Men jeg sender beskeder, når der er signal.”
“Det er helt fint,” forsikrede Freja ham. “Nyd din tur, fang masser af fisk. Jeg tager nok alligevel med til Lises bryllup, jeg kan ikke lade hende i stikken. Men alene, jeg forklarer, at du er på fisketur.”
Mads nikkede, men der var et glimt af lettelse i hans øjne. Freja tog det som en reaktion på, at han ikke behøvede at aflyse sin tur.
Fredagen morgen var kaotisk med pakning. Mads samlede fiskegrej, tjekkede teltet og soveposen, og ringede til Henrik flere gange for at aftale detaljer.
“Glem ikke fiskestangen, fiskeprofessor,” drillede Freja, mens hun så ham fare rundt i lejligheden på jagt efter en lommelygte. “Og held og lykke med fangsten.”
“Tak, skat,” han krammede hende tæt. “Pas på dig selv, og savn mig ikke for meget. Og hilser Lise fra mig.”
“Det skal jeg nok,” Freja begravede næsen i hans hals og indåndede den velkendte duft. “Det bliver bare ikke det samme uden dig.”
“Jeg er sikker på, du får en fantastisk tid,” Mads kyssede hende på issen. “Okay, jeg må afsted. Henrik er nede med bilen.”
“Kommer du hjem med fangst?” spurgte hun, mens hun fulgte ham til døren.
“Selvfølgelig!” Han blinkede. “Så laver vi en fest!”
Da døren lukkede sig efter ham, følte Freja en underlig tomhed. Tre dage uden Mads. De var sjældent væk fra hinanden, tog altid på ferie sammen. Men det gik nok, weekenden ville flyve. Især når brylluppet var i morgen – der var masser at tage sig til.
Om aftenen ringede hun til Lise og forklarede situationen med Mads. Til hendes lettelse tog veninden det pænt.
“Det vigtigste er, at du kommer,” sagde Lise. “Uden dig ville det ikke være det samme. Og Mads ser vi alligevel sjældent, det overlever vi nok.”
“Så ses vi i morgen,” smilede Freja. “Og tillykke igen. Du bliver den smukkeste brud!”
Lørdagen forsvandt med forberedelser. Freja tog til frisøren, købte en gave, prøvede sit kjole. Hun valgte en elegant blå kjole, der klædte hende godt, fik lagt håret og brugte tid på makeup. Et sidste blik i spejlet – hun så færdig og tiltrækkende ud.
Fra Mads kom der en kort besked om morgenen: “Ankom fint, sætter lejr op. Dårlig dækning som forventet. Kys, god dag!”
Hun smilede og svarede: “Held og lykke med fisket! Elsker dig.”
Brylluppet blev afholdt i en smuk restaurant i Københavns centrum. Freja kom lidt for sent – trafikken i hovedstaden var som altid forfærdelig. Da hun ankom, var ceremonien forbi, og gæsterne tog plads ved bordene.
“Freja!” Lise, strålende i hvidt, løb hen og krammede hende. “Endelig! Jeg troede næsten, du også havde meldt afbud!”
“Hvordan kunne jeg gå glæ af sådan en dag?” Freja krammede hende tilbage. “Du er simpelthen drømme-smuk! Anders er en heldig mand.”
“Tak, skat,” Lise strålede af lykke. “Det er ærgerligt, Mads ikke kunne komme. Men jeg forstår godt, mænd og deres fisketur – det er helligt.”
“Han sender sine lykønskninger og undskyldninger,” sagde Freja. “Og han lover at gøre det godt igen en anden gang.”
Lise førte hende til bordet, hvor der allerede sad deres fælles venner fra universitetet – Mette og hendes mand, Ida og hendes ægtefælle, Ole med sin nye kæreste. Det var rart at se de gamle venner, selvom Mads’ fravær var mærkbart. Der blev skålet, fortalt historier og grinet – stemningen var varm og glad.
“Hvor er din bedre halvdel?” spurgte Ole og lænede sig mod Freja. “Han må da ikke gå glip af sådan en begivenhed?”
“På fisketur med drengene,” svarede hun. “Ah, mænd og deres fisk,” sagde Ole og rystede på hovedet med et smil. “Sidste gang han fangede noget, var det en gammel sko, husker du, Freja?”
Hun lo. “Ja, men han var stolt af den i tre dage.”
Solen skinnede gennem vinduerne, og lyset dansede i kroneslygterne over bordet. Musikken skiftede til noget langsommere, og parrene begyndte at vandre ud på dansegulvet. Freja sad tilbage og nød øjeblikket venskaberne, latteren, den blå kjole, der føltes lige så rigtig som dengang hun købte den. Mads’ fravær var der, men ikke tungt. Det var nok, at hun var her. At hun havde valgt at være til stede for Lise.
Sent på aftenen, da stjernerne viste sig over byen og de sidste gæster sagde farvel, stod Freja udenfor restauranten og fik en besked: en række uskarpe billeder Mads og Henrik foran et lille telt, to flade fisk på jorden, en kaffekande over bål. Og så en enkelt sætning: “Ingen stor fangst. Men fed tur. Savner dig. Kommer hjem med kærlighed.”
Hun smilede, rakte op og rørte ved sin bryster, hvor en tråd fra kjolen var gået. Så tog hun sin telefon frem og skrev: “Jeg har haft en dejlig aften. Bruden græd af glæde. Og jeg tror, jeg har danset for meget. Men det var det værd. Kom hjem til mig. Hun smilede, rakte op og rørte ved sin bryster, hvor en tråd fra kjolen var gået. Så tog hun sin telefon frem og skrev: “Jeg har haft en dejlig aften. Bruden græd af glæde. Og jeg tror, jeg har danset for meget. Men det var det værd. Kom hjem til mig. Kom hjem til mig.
