“Bedstemor har vi ikke brug for,” besluttede børnebørnene ved familiens rådslagning.
“Er I blevet skøre? Tredive tusind kroner for det skrot? Der er ikke en plet, der er hel!” Knud Erik smækkede hæftigt motorhjelmen i på den gamle Volvo og sendte sælger et arrigt blik.
“Det er ikke skrot, det er en klassiker,” svarede han roligt, mens han strøg hen over det slidte rat. “Sådan nogle biler laver de ikke mere. 1978-model, original fabrikssamling. Alle papirer er i orden, og den er fuldt ud renoveret. Motoren kører som et ur.”
“Som et ur, der er gået i stå,” fnøs Knud Erik og vendte sig mod sin kone. “Mette, lad os komme væk herfra. Jeg har ikke tænkt mig at bruge penge på det her metalaffald.”
Mette Kirsten sukkede og sendte sælger et undskyldende smil:
“Undskyld, men min mand har ret. Vi har brug for en bil til sommerhuset, så vi kan transportere ting og selv komme afsted. Og den her…”
“Tag den, tag den, I vil ikke fortryde det,” forsøgte sælger at fange hendes blik. “Jeg giver jer en familierabat. Otteogtyve tusind, og den er jeres.”
“Nej tak,” sagde Mette Kirsten bestemt og tog sin mand under armen. “Vi kigger videre.”
De gik tavse gennem garageforeningen. Knud Erik var stadig ophidset, mens Mette Kirsten tænkte på, hvor lang tid det tog at finde den rigtige bil. Og sommeren var lige om hjørnet de skulle have en løsning, så de kunne komme til sommerhuset. Efter at deres gamle Peugeot var blevet totalskadet af en fuld chauffør (de var i det mindste uskadte), måtte de enten tage bussen med to skift eller betale naboen for et lift.
“Skulle vi tage et lån til en ny?” foreslog Mette Kirsten forsigtigt, da de trådte ud af foreningen.
“Med vores pensioner?” gryntede Knud Erik. “Nej, vi finder noget brugt i ordentlig stand. Vi må bare blive ved med at kigge.”
“Men sommeren nærmer sig, og haven er ikke engang gravet op endnu,” sagde Mette Kirsten og rettede på sit halstørklæde. Den forårslige vind var stadig kølig. “Børnene lovede at hjælpe, men du ved godt, hvordan det går. Anders har arbejde, og Lise har sine egne børn…”
“Netop, børnene,” sagde Knud Erik pludselig opmuntret. “Hvad nu, hvis vi spurgte fru Nielsen?”
“Fru Nielsen? Min mor?” Mette Kirsten så forbavset på sin mand. “Hun er 78 år hvor skal hun køre hen?”
“Hvad har alder med det at gøre?” afbrød Knud Erik. “Din mor er stærkere end mig. Hun går til gymnastik hver morgen, handler ind og drikker kaffe med sine veninder. Og hun har jo sine opsparinger. Hun sagde selv, hun sparede op til en regnvejrsdag. Den dag er kommet.”
“Knud!” protesterede Mette Kirsten. “Hvor er du ikke flov! Det er hendes penge, hun har sparet hele livet. Hun ville give dem til børnebørnene.”
“Og vi skal bruge dem netop til børnebørnene,” insisterede Knud Erik. “Vi køber en bil, så vi kan køre dem til sommerhuset. Friskluft, natur, bær og frugter. Sundt for dem.”
Mette Kirsten rystede på hovedet men svarede ikke. Tanken om at bede sin mor om penge behagede hende ikke. De så hende alligevel så sjældent for tiden fru Nielsen boede alene i en gammel toværelses på udkanten af byen, og det var besværligt at komme derud. Og nu skulle de møde op med sådan en anmodning… Nej, det var forkert.
Derhjemme ventede børn og børnebørn Anders med konen Hanne og deres søn Niklas på 14 samt Lise med manden Jens og deres tvillinger Emma og Magnus, der lige var fyldt 12. Alle var samlet til den sædvanlige søndagsmiddag en tradition, Mette Kirsten havde holdt i årevis.
“Nå, fandt I en bil?” spurgte Anders, mens han hjalp sin mor med at dække bord.
“Nej,” sukkede Mette Kirsten. “Alt er enten for dyrt eller i stykker.”
“Far foreslår, at vi spørger fru Nielsen om penge,” sagde Knud Erik pludselig, da han kom ind i køkkenet. “Hun har jo sine opsparinger.”
“Fru Nielsen?” Lise så overrasket op fra brødet, hun skar. “Ville hun gå med til det?”
“Det ved jeg ikke,” indrømmede Mette Kirsten ærligt. “Jeg har ikke spurgt endnu. Og jeg er ikke sikker på, det er en god idé.”
“Hvorfor ikke?” Knud Erik satte sig ved bordet. “Hvem skal hun ellers give dem til? Det er os og børnebørnene.”
“Hun sagde selv, hun ville have, at børnebørnene skulle få en uddannelse,” mindede Mette Kirsten ham om. “At pengene skulle bruges til deres skolegang.”
“Netop, vi køber en bil til børnebørnene,” gentog Knud Erik. “Så kan de lære om naturen i virkeligheden, ikke bare fra bøger.”
Alle lo, og samtalen gled hen på andre emner. Men efter middagen, da børnene var gået hver til sit, og børnebørnene havde trukket sig tilbage med deres gadgets, vendte Knud Erik tilbage til idéen.
“Mette, jeg mener det alvorligt,” sagde han, mens han hjalp hende med at rydde af. “Vi skal tale med din mor. I sidste ende er det familiepenge, og de bør gavne hele familien.”
Mette Kirsten rystede tøvende på hovedet:
“Jeg ved ikke, Knud. Mor har altid været selvstændig hun kan ikke lide, når folk fortæller hende, hvad hun skal gøre med sine penge.”
“Hvem siger noget om at fortælle hende noget?” protesterede Knud Erik. “Vi skal bare tale med hende, forklare situationen. Hun må da forstå, at vi ikke beder om penge til fornøjelse, men til noget nødvendigt.”
Om aftenen, da alle var samlet i stuen foran fjernsynet, sagde Knud Erik pludselig:
“Hvad nu, hvis vi inviterer fru Nielsen til at bo hos os?”
Alle stirrede forbavset på ham.
“Her hos os?” gentog Mette Kirsten. “Knud, vi har ikke plads. Hvor skal hun sove?”
“Vi kunne lave et lille værelse af køkkenskabet,” foreslog Knud Erik. “Eller sætte en sofa i stuen. Så behøver hun ikke sidde alene i den lejlighed, og vi har det mere sikkert. Hun er jo ikke så ung længere.”
“Hvad med hendes lejlighed?” spurgte Anders forsigtigt.
“Den kunne vi leje ud,” sagde Knud Erik opmuntret. “Det er en fin torums, selvom den ligger lidt ude. Det ville give mindst ti tusind om måneden. Så har vi penge til bilen, sommerhuset og alt muligt andet.”
Mette Kirsten rynkede panden:
“Knud, vi taler om min mor, ikke en indtægtskilde. Hun har boet i den lejlighed hele sit liv der er alle hendes minder og ting. Hvordan forestiller du dig det?”
“Åh, kom nu,” viftede Knud Erik henkastet. “Hvilke minder i den alder? Hun har brug for omsorg og selskab. Og det kan vi give hende.”
Mette Kirsten ville protestere, men Niklas, der havde lagt sin telefon væk, sagde pludselig:
“Ved fru Nielsen overhovedet om jeres planer?”
“Ikke endnu,” svarede Knud Erik. “Vi diskuterer lige, hvordan vi bedst foreslår det for hende.”
“Men hvad hvis hun ikke vil?” spurgte Emma, den yngste af tvillingerne.
“Vi overtaler hende,” sagde Knud Erik selvsikkert. “Vi forklarer, at det er bedst for alle.”
“For alle eller for jer?” spurgte Magnus pludseligt skarpt, normalt tavs og tilbageholden.
“Magnus!” irettesatte hans mor ham. “Vær ikke uforskammet overfor bedstefar.”
“Jeg er ikke uforskammet,” svarede drengen roligt. “Jeg vil bare vide, hvem det egentlig behøver fru Nielsen eller os?”
Der fulgte en pinlig pause. Knud Erik hostede:
“Selvfølgelig tænker vi først og fremmest på fru Nielsen. Det er hårdt for hende at være alene, mens hun her får familie og omsorg.”
“Har I spurgt hende, om hun synes, det er hårdt?” fortsatte Magnus. “Vi besøger hende næsten aldrig. Kun til fødselsdage og store helligdage.”
“Alle har travlt med arbejde og skole,” sukkede Mette Kirsten. “Det er ikke let at finde tiden.”
“Netop,” sagde Knud Erik. “Hvis hun bor her, ser vi hende hver dag.”
Børnebørnene så på hinanden, og Mette Kirsten bemærkede, at de ikke delte deres bedstefars entusiasme. Og det var forståeligt nok fru Nielsen var streng og gammeldags, en af de bedstemødre, der mente, det var deres pligt at opdrage og irettesætte. Hun forstod ikke moderne teknologi og brokkede sig altid over, at unge brugte for meget tid på “de der sociale medier.”
“Jeg foreslår, at vi spørger fru Nielsen selv først,” sagde Lise og kiggede på sine børn. “Måske har hun slet ikke lyst til at flytte. Hun har det jo godt derhjemme naboer, veninder…”
“Selvfølgelig spørger vi hende,” nikkede Mette Kirsten. “Jeg tager derhen i morgen og taler med hende.”
“Jeg følger med,” sagde Knud Erik straks. “Sammen overtaler vi hende lettere.”
Næste dag tog Mette Kirsten og Knud Erik hen til fru Nielsen. Den ældre dame modtog dem med glæde dækkede bordet, hentede hendes hjemmelavede syltetøj og bagte Knud Eriks yndlingskage med æbler.
“Hvordan har du det, mor?” spurgte Mette, mens hun hjalp i køkkenet. “Klarer du dig?”
“Hvorfor skulle jeg ikke?” svarede fru Nielsen muntert. “Gymnastik om morgenen, så indkøb, så en lur eller en bog. Om aftenen drikker jeg te med veninderne. Livet går sin gang.”
“Det er lige det, vi vil tale om,” begyndte Knud Erik, da de satte sig til bords. “Om hvordan dit liv går, fru Nielsen.”
“Er der noget galt?” spurgte hun skarpt og blev straks på vagt.
“Nej, nej,” skyndte Mette Kirsten sig at sige. “Vi tænkte bare… måske er du ensom? Kunne du tænke dig at flytte til os? Vi vil gerne give dig dit eget værelse og passe på dig…”
“Flytte? Til jer?” fru Nielsen så forbløffet på sin datter. “Hvorfor pludselig den omsorg?”
“Altså,” sagde Knud Erik. “Du er jo ikke så ung længere, og man ved aldrig, hvad der kan ske. Hos os er der altid nogen.”
Fru Nielsen tav og studerede sin svigersøn grundigt. Så så hun på sin datter:
“Hvad sker der så med min lejlighed?”
“Vi kunne leje den ud,” sagde Knud Erik så afslappet som muligt. “Ekstra indtægt er altid godt. Især nu, hvor vi mangler en bil til sommerhuset.”
“Nå,” nikkede fru Nielsen. “Så det er pengene fra min lejlighed, I vil have?”
“Det er ikke det eneste,” skyndte Mette Kirsten sig at sige og sendte sin mand et irritabelt blik. “Vi er oprigtigt bekymrede for dig.”
“Og derfor har I ikke besøgt mig i fire måneder?” spurgte fru Nielsen med et lille smil.
“Alle har travlt,” begyndte Knud Erik at undskylde. “Men hvis du bor hos os, behøver vi ikke at bekymre os.”
“Jeg forstår,” sagde fru Nielsen og lagde sin gaffel fra sig. “Hvad siger børnebørnene til det?”
“De… er helt vilde med idéen,” løj Knud Erik uden at se på sin kone. “De glæder sig vildt til at have dig hver dag.”
Fru Nielsen fnøs:
“Det tror jeg ikke på. De er teenagere de har deres eget liv. Og de kan nok ikke lide min strenge side.”
“Nej, nej, de glæder sig,” insisterede Knud Erik. “De kan knap vente.”
Fru Nielsen rejste sig:
“Hør engang, kære venner. Lad mig tænke over det. Giv mig en uge, er I med på det?”
“Selvfølgelig, mor,” sukkede Mette Kirsten lettet over, at samtalen ikke endte i skænderi.
Da de kom hjem, ventede en overraskelse. Børnebørnene havde samlet sig i børneværelset og diskuterede ivrigt. Da de hørte bedsteforældrene komme, kom de ud i stuen med alvorlige miner. “Vi har talt med fru Nielsen,” sagde Magnus og så fast på sine bedsteforældre.
“Alle sammen?” spurgte Mette Kirsten forbavset.
Emma nikkede. “Vi ringede i går aftes. Vi savnede hende. Og vi syntes ikke, det var rigtigt, at I ville flytte hende herind, uden at hun selv ville det.”
Knud Erik åbnede munden, men ingen lyd kom ud.
“Vi spurgte hende, om hun havde lyst,” fortsatte Niklas. “Og hun sagde nej. Men hun sagde, at hun gerne vil se os mere. Så vi har lavet en aftale.”
“En aftale?” gentog Mette Kirsten.
Lise nikkede stolt. “Hver anden søndag besøger vi hende. Vi laver kaffe, spiller brætspil, og nogle gange tager vi ud at gå sammen. Magnus har endda lovet at hjælpe hende med at oprette en e-mail.”
Knud Erik så fra den ene til den anden. “Men bilen? Sommerhuset?”
“Vi tager bussen,” sagde Emma. “Eller vi låner onkel Bents bil. Det er ikke så vigtigt.”
Mette Kirsten smilede langsomt, mens tårer steg op i øjnene. “Nej,” sagde hun stille. “Det er ikke så vigtigt.”
Knud Erik sukkede og rejste sig. “Nå, måske kan vi se nærmere på den der Volvo alligevel,” mumlede han og gik ud i køkkenet.
Og dagen efter sendte Mette Kirsten en besked til sin mor: *Vi kommer alle sammen lørdag. Må vi tage kaffe hos dig?*
