**Dagbogsnotat En underlig dag**
*Viggo, Viggo hvorfor sover du stadig? Hører du overhovedet efter? Rejs dig op, ellers sover du hele livet væk. Nej, men se lige ham der sovende Viggo, kom nu op, du misser din skæbne!*
*Adelheid Margrethe, for pokker, lad mig da sove lidt mere.*
*Sove lidt mere Du kan sove nok på pension.*
*Ja, eller måske i graven, mumlede Viggo og trak dynen op om ørerne.*
*Nej, du sover ikke nu. Op med dig!*
Viggo så sig selv i spejlet, rødkantede øjne, håret på ende.
*Nå?*
*Du er umulig. Gå nu og vask dig, barber dig, og få styr på dig selv. Der er tid nok.*
*Hvilken tid?*
*Denne her!*
Viggo slæbte sig ud i badeværelset, bandende indvendigt. Det var bedst ikke at protestere for meget, ellers kunne han lige så godt regne med en flyvende sutsko mod hovedet. *Hun opdrager mig, for fanden,* tænkte han bittert.
*Viggo, har jeg fortalt dig, at jeg nogle gange kan høre dine tanker? Nej? Nå, men nu ved du det.* Hans svigermor sad nu i lotusstilling på hans seng. *Bivirkning, kan man sige. Gå nu og børst tænder, og husk at barber dig. Du ligner en, der har tilbragt natten i en busk.*
Viggo vidste, at der ikke var nogen idé at diskutere. Selv i live havde hun været umulig at vinde en debat med.
For Adelheid Margrethe var ikke helt almindelig. Hun var et spøgelse.
Ja, du hørte rigtigt.
Nej, han var ikke blevet vanvittig eller druknet i snaps. Men en dag, efter hun var blevet jordet, dukkede hun op i hans lejlighed.
*Jeg hører det, næsten altid, hvad du tænker,* sagde hun og svævede hen imod ham. *Hvordan kunne min lille Lise overhovedet leve med dig? Du er en dinosaurus, en ægte gammeldags én.*
Viggo viftede afværgende og gik tilbage til badeværelset.
Han og Lise blev skilt for et år siden. Børnene var voksne nu, med deres egne liv. Lise havde pludselig fået nok, kaldt ham en patriark og smækket med døren.
Han ringede til hende senere, men hun råbte noget om, at hun ikke ville have noget at gøre med en fortidslevende mysogynist. Ord, han aldrig havde hørt før.
Hvordan kunne han *lade være* med at være en patriark? Han byggede jo *huse* til folk! Mærkelig kvinde, den Lise. Og så bandede hun også. Viggo skrabede skummet af kinderne og kiggede på sit spejlbillede igen. Øjnene var stadig røde, men mindre døde. *Der, se nu,* sagde Adelheid Margrethe og svævede ind bag ham. *Du kan da godt se pæn ud, hvis du bare prøver.* Han sukkede. *Hvorfor er du her, egentlig?* Hun smilede, næsten blidt. *Fordi nogen skal tage sig af dig. Og fordi Lise bad mig om det.* Viggo stivnede. *Hvad sagde du?* Men hun var allerede forsvundet. Kun en svag duft af lakrids hang tilbage. Han standsede vandet, tørrede sig og smilede langsomt. *Måske,* tænkte han, *skal jeg kalde hende i dag.*
