**Sen Forældreskab**
Hendes første datter, Mette, fik Sofie som sekstenårig. Sådan gik det bare. Moren hjalp hende med at opdrage lille Mette. Som toogtyveårig giftede hun sig med Mads. De levede sammen i årevis, men børnene udeblev. Sofie kunne ikke blive gravid.
De opsøgte lægehjælp – i dag findes der store muligheder for medicinsk behandling. Først efter fire forsøg med fertilitetsbehandling lykkedes det. Men det var hendes sidste chance. Sofie var otteogtredive, Mads enogfyrre.
Da hun opdagede, hun var gravid, var hun lykkelig. Lige netop da kom datteren Mette også med glædeligt nyt:
“Mor, tillykke – du er blevet mormor! Min Dennis og jeg har fået en lille dreng.”
“Tillykke, skat. Tak for mit barnebarn.”
Graviditeten var hård. Sofie kunne næsten ikke tro, det var virkeligt. Hun og Mads havde altid ønsket sig børn, men nu var det endelig sket. Pludselig dukkede problemerne op: forhøjet blodtryk, hævede ben, selv blodsukkeret steg.
“Du må indlægges, ellers kan der blive alvorlige komplikationer,” sagde lægen.
Uden at protestere flyttede Sofie på hospitalet. Hun ville gøre alt for at føde dette barn. Hendes fixering på at blive mor havde fyldt hele ægteskabet. Det begyndte at trætte Mads, men…
Sofie tilbragte de næste måneder på hospitalet. Man kunne ikke kalde det behandling, men psykisk var det en lettelse. Og hvis noget gik galt, var lægerne lige ved hånden.
Nu levede de på to adskilte steder. Hun bekymrede sig om Mads og katten.
“Mads, husk at give Mikkel vand, når du fodrer ham. Han bliver også tørstig. Pas godt på ham,” mindede hun ham om.
“Selvfølgelig, skat. Bare rolig, vi klarer os. Det eneste, der betyder noget, er, at du og den lille har det godt,” svarede han blidt.
Sofies tvillingesøster, Lise, kom ofte på besøg. Lise var selv gift, havde to børn og en omsorgsfuld mand, der lod hende frit besøge sin søster. Der var altid noget at tage sig til – en tur til hospitalet, et besøg hos Mette og barnebarnet, en kontrol hos Mads. Lise havde travlt, men manden støttede hende.
For Lise og moren virkede det, som om Sofie bekymrede sig om de forkerte ting. Ikke om, at Mads overnattede andre steder, men om en kat. Mads havde altid været sådan. Hver gang de skændtes – og det var altid ham, der startede – forsvandt han samme aften. Enten til sin mor, en ven, eller sommerhuset. Sofie troede på ham.
Mads havde altid haft et ry som en, der ikke kunne holde sig til én. Men Sofie nægtede at tro det. Lise og moren havde sagt det utallige gange:
“Hvorfor stoler du blindt på ham? Han er dig utro, du har ikke brug for et barn med ham. Hvorfor er du så besat af det?”
“Lise, det er min sidste chance. Jeg *skal* få et barn. Er jeg ikke en rigtig kvinde? Kan jeg ikke bære et barn?” insisterede Sofie.
“Datter, det er Guds måde at sige, du ikke skal have et barn med den mand. Men du insisterer…” sagde moren.
Selv Mette forstod det ikke.
“Du har et barnebarn. Glæd dig over ham! Nej, hun skal have sit eget,” sukkede hun over for sin mand.
Mellem hinanden tænkte Lise og moren:
“Hvis Mads døde eller forlod hende, ville det måske lette den konstante spænding omkring Sofies desperate ønske om et barn. Hun kunne græde det ud og så komme videre. Men nu… det er bare et problem. Hun ligger på hospitalet, mens vi herhjemme må håndtere alt.”
“Hvad gør vi, hvis Sofie opdager det selv? Hvis hun fanger ham? Hun tror os ikke. Han ved altid, hvordan han skal vinde hende tilbage.”
“Jeg ved det ikke. Hvis hun ikke har troet os på tyve år, hvorfor skulle hun nu?”
Lise grublede og diskuterede det med sin mand.
“Jeg har ingen idé, og ærligt talt, er jeg træt af at bekymre mig om Mads. De er voksne mennesker. Mads lader som om, han besøger sin mor, og hun bekræfter det vagt. Sofie lader også som om. Måske roder det sig, når hun får barnet.”
På Sofies anmodning holdt Lise øje med Mads, ligesom forældrene gjorde. Faren kom “tilfældigt” forbi med kartofler fra landet, Lise bragte kattemad, Mette dukkede op for at hente en glemt bog. Alle prøvede at holde styr på Mads.
Lejligheden, stor og lys, tilhørte Mads. Før brylluppet havde han solgt sin bedstemors gamle lejlighed og købt denne med et lån fra banken. Derfor var familien bekymret – hvis de blev skilt, måtte Sofie flytte hjem til moren eller leje noget. Og hvad så med et barn?
Nogle gange var Mads ikke hjemme. Hvor skulle en mand med en indlagt kone ellers være? Men Lise havde sine mistanker – lejligheden var altid pletfri. En dag mødte hun naboerne, den ældre fru Jensen, der forklarede:
“Mads bad mig om at rydde op og lave mad til ham. Jeg hjælper ham for en billig pris – det er min lille indtægt.” Lise sukkede og tog tøj med til Sofie.
En aften, på vej hjem fra arbejde, ringede Mette ophidset og bad om et møde.
“Ikke noget, vi taler om i telefonen. Det handler om min stedfar.”
Lise forstod straks, at denne gang var Mads blevet opdaget. Mette havde aldrig før interesseret sig for hans utroskab, selv om han havde været som en far for hende.
De mødtes på en café nær Mettes lejlighed. Hun nippede til sin sodavand og skævede utålmodigt til døren. Da Lise kom, gik det stærkt:
“Han har en affære med nabo
