Sommertærsklen
Mette sad ved køkkenvinduet i sin lejlighed i Aarhus og så, hvordan aftenens sol glødede mod den våde asfalt udenfor. Regnen havde efterladt slørede striber på ruden, men hun havde ikke lyst til at åbne vinduet luften indenfor var varm og støvet, blandet med lyde fra gaden. I en alder af 44 var det mere almindeligt at tale om børnebørn end om at forsøge at blive mor. Men lige i dette øjeblik, efter år med tvivl og undertrykt håb, havde Mette endelig besluttet sig for at tale seriøst med lægen om IVF.
Hendes mand, Jens, satte en kop te på bordet og satte sig ved siden af hende. Han var vant til hendes omhyggelige, rolige sætninger, til måden, hun valgte ordene på for ikke at røre ved hans skjulte bekymringer. *”Er du virkelig klar?”* spurgte han, da hun første gang sagde tanken om en sen graviditet højt. Hun nikkede ikke med det samme, men efter en kort pause, hvor alle hendes tidligere skuffelser og uudtalte frygt rummede sig. Jens protesterede ikke. Han tog hendes hånd i stilhed, og hun mærkede det han var også bange.
I huset boede også hendes mor, en kvinde med strikse principper, for hvem livets naturlige orden betød mere end personlige ønsker. Ved familiens aftensmad, tav hun først, men sagde så: *”I din alder tager man ikke den slags chancer. Hun rørte i sin suppe, mens ordene hængte i luften som røg. Mette så på Jens, så på sin mor, og sagde stille: “Måske ikke. Men nogle chancer tager man, fordi man ikke kan leve uden at prøve.” Dagen efter ringede hun til klinikken og bestilte en samtale. Udenfor var himlen klar, og solen skinnede på det våde gadebillede, som om verden ventede på noget, der lige var begyndt.
