**Almindelig Morgen**
Jeg står foran lejlighedsdøren, hvor jeg ikke har overnattet i flere måneder. Nøglen i min hånd dirrer lidt det har været slud udenfor, og mine fingre er kolde. Gadelyset spejler sig i pytterne ved opgangen, og på den snavsede sne kan jeg se spor efter fremmede støvler. Jeg trækker døren til mig og prøver at lade være med at larme, og straks mærker jeg det: luften derinde er anderledes. Varm, lidt fugtig, som om der ofte bliver luftet ud, men alligevel er det stadig varmt fra radiatorerne.
I entreen møder jeg en duft af vasketøj og noget andet måske rester fra aftensmaden. Jeg sætter min taske ved væggen og lægger mærke til, at skoene står anderledes, end jeg plejer. På knageren hænger hendes halstørklæde over min frakke. Alt står på sin plads, men da jeg tager mine sko af, bliver det klart: her er der blevet skabt en orden uden mig. Hun kommer ud fra køkkenet og smiler lidt anspændt. Hun siger, at maden kan varmes hurtigt. Jeg svarer lige så forsigtigt. Vores stemmer glider bare hen over overfladen. Vi lytter begge efter os selv og hinanden, bange for at røre ved noget vigtigt.
Stuen er halvmørk. Udenfor er det allerede mørkt, og gadelygten tegner skygger på væggene. Hun tænder bordlampen. Jeg går ind og kigger mig omkring: bøgerne står anderledes, og vindueskarmen er fyldt med nye småting. Mine ting ligger stablet på en stol. Jeg føler mig både som gæst og herre på samme tid. Vi sætter os ved bordet. Hun sætter en tallerken foran mig med pasta og stuvet grøntsager. Vi spiser i tavshed. Kun skeernes klirren mod keramikken. Jeg har lyst til at spørge hvordan hun har haft det alene, om hun har savnet mig men ordene sidder fast i halsen. I stedet spørger jeg til arbejdet, og hun fortæller om et nyt projekt og hvor længe hun blev sent i går. Jeg nikker.
Aftenen går stille: hun vasker op, jeg tager tingene ud af tasken og lægger dem på plads. Undervejs bliver jeg klar over jeg ved ikke længere, hvor mit sted er her. Hun går ud et øjeblik, og jeg hører vinduet i køkkenet blive åbnet. Luften bliver lidt friskere. Vi tester begge grænser: hvor hver af os kan sætte vores kop eller hænge håndklædet. Ved sengetid ligger vi hver på vores side af sengen. Vi slukker lyset næsten samtidig, og mellem os er der en strimmel kold luft.
Om morgenen vågner vi tidligt: jeg er først i badeværelset og hører hendes fødder bag døren. Vandet løber længe rørene larmer. Jeg skynder mig, så hun ikke skal vente for længe. I køkkenet leder jeg efter te og ser to forskellige kopper. Jeg spørger, hvilken jeg skal tage. Hun siger: “Hvilken som helst.” Men jeg mærker, der er et stik under overfladen. Jeg laver sort te til hende, grøn til mig selv. Hun flytter sukkerkrukken tættere på sig uden et ord. Vi spiser morgenmad ved det lille bord ved vinduet. Udenfor ligger våd sne i pletter og drypper fra vindueskarmen. Jeg kigger på hende i smug: hun har trætte øjne og en lidt anspændt mund.
Efter morgenmaden gør vi os klar hver for sig. I gangen mødes vi ved spejlet begge leder efter vores nøgler på samme tid. Hun går først ud af lejligheden og venter på mig i opgangen. Jeg låser døren og hører hendes åndedrag tæt på. I elevatoren står vi tavse, kun lyden af gaden nede under os.
Om aftenen går vi sammen i supermarkedet. På vejen synker vores fødder i det våde asfalt, skoene glider. Ved indgangen må vi længe tørre vores fødder af på måtten. Indenfor skærer det lyse lys i øjnene efter gaden. Jeg spørger hende om indkøbslisten, hun svarer kort: mælk, brød, æbler og noget til teen. Jeg foreslår at købe pasta og ost. Hun rynker panden og siger, hun er træt af pasta. Vi diskuterer småting: hvor meget mælk vi skal have, om vi har brug for ny yoghurt. Vi holder fast i vores mening længere end nødvendigt.
Ved kassen tager jeg min tegnebog frem først, hun lader som om hun leder efter sit kort i tasken. Jeg betaler selv en akavet pause strækker sig helt ud til døren. På vej hjem er vi begge trætte og taler næsten ikke.
Derhjemme lægger vi varerne på plads i tavshed: jeg sætter brødet midt på bordet, hun flytter det hen til køleskabet. Vi ved begge to vi leder efter kontrol, hvor der ingen er.
Om aftenen arbejder jeg ved computeren, hun læser en bog på sofaen, indhyllet i et tæppe til hagen. Udenfor trækker tusmørket ud; vi tænder allerede lys midt på dagen. På et tidspunkt spørger hun om mine weekendarbejdsplaner stemmen er rolig, men forsigtig. Jeg svarer undvigende, for jeg ved det ikke selv endnu.
Til aftensmad laver vi mad sammen: hun skærer grøntsager med hurtige bevægelser, jeg koger kartofler og steger kylling på panden. Vi undgår begge at se hinanden i øjnene; vi taler kun om mad og oprydning.
Da vi sidder og spiser i det dæmpede lampelys hovedlampen blev slukket tidligere fylder spændingen mellem os rummet igen, tæt og varmt på samme tid.
Jeg bemærker: hun spiser næsten ingen kylling og roder i maden med gaflen; jeg stiller bestikket perfekt midt på bordet uden at tænke over det. Udenfor hører jeg lyden af regn eller sildig sne mod karmen.
Pludselig lægger hun gaflen fra sig og siger stille:
“Skal vi tale ærligt?”
Jeg nikker stemmen dirrer mere end hænderne.
“Jeg er bange for at starte forfra Jeg er bange for at lave de samme fejl igen”
“Jeg er også bange for at miste dig igen eller ikke at passe ind her”
Vi taler længe om tiden væk fra hinanden, om uudtalte følelser, om frygten for at blive afvist, om trætheden ved at spille roller selv derhjemme, om hvad vi hver især tænkte om hinanden i de lange nætter uden hinanden.
Ingen beskylder direkte kun ærlige erkendelser om hvor svært det er at bygge broer igen og hvor meget smerte der stadig er i os begge.
Hun siger:
“Jeg vil gerne prøve igen Men hvis du går nu så får jeg dig ikke tilbage igen”
Jeg svarer:
“Jeg er her allerede Det betyder, jeg vil blive.”
Efter den samtale føles køkkenet anderledes: ikke så koldt og fremmed som før. Hun samler tallerkenerne i tavshed, og jeg rejser mig for at hjælpe. Jeg spørger ikke tager bare gaflen fra hende og skyller sovsen af under vandhanen. Hun stiller kopperne ved siden af og rører ved min hånd måske ved et uheld, måske ikke. Det er lettere at vaske op sammen end at skændes om, hvem der skal gøre det. Jeg rækker hende de våde tallerkener, hun tørrer dem af og lægger dem væk uden at se mig i øjnene. Men der er ingen spænding mellem os, ingen forsigtighed, som holdt os på afstand hele dagen.
Senere sidder vi begge i stuen: jeg åbner vinduet trækket bringer duften af fugtig jord ind fra gaden. På karmen ligger der stadig små iskrystaller blandet med snavs, men luften er ikke så tung længere. Hun sætter sig på sofaen med en bog, og jeg slår mig ned med min computer men i aften når jeg ikke at arbejde rigtigt: mine tanker vender hele tiden tilbage til det, hun sagde ved middagsbordet.
Tiden går stille: en af os siger et par ord om at teen er blevet kold, eller at lampen skinner for kraftigt. Så fordyber vi os hver i vores eget igen. Og pludselig føles dette “sammen”, selv så stille og enkelt, rigtigt som om der endelig er plads til os begge uden roller.
Før sengetid går jeg i køkkenet efter vand; jeg hører hende bag mig hun sætter vand i koger til urtete. Vi står skulder ved skulder ved vinduet; udenfor løber dråber ned ad rammen. Hun hælder først vandet i min kop den sorte te er væk og derefter til sig selv kamille. Vi holder vores kopper med begge hænder, føler den samme varme fra porcelænet.
I soveværelset smiler hun kort til mig, før hun lægger sig. Af gammel vane lader hun en smule plads mellem os men nu føles det ikke som en barriere.
Morgenen kommer uventet let: udenfor er det lysere skyerne er forsvundet for første gang i dagevis. Gennem gardinerne falder blødt morgenlys, næsten uvant efter den lange tusmørketid.
Jeg vågner næsten samtidig med hende. Et øjeblik ligger vi stille og lytter til vandet, der drypper fra taget, og lyden fra gaden nedenunder. Jeg rækker efter telefonen for at tjekke tiden men holder min hånd tilbage: jeg indser pludselig, at jeg ikke har samme travlhed som før.
Hun vender sig mod mig:
“Vil du sætte vand over?”
Der er ingen spænding i hendes stemme kun en træt varme og noget, der ligner et smil.
“Selvfølgelig,” svarer jeg lige så roligt.
Vi går sammen ud af soveværelset. Jeg er først i køkkenet og fylder kogeren den står tættere på komfuret nu. Hun tager to kopper frem uden spørgsmål, sætter sukkerkrukken mellem os, som om det altid har været sådan.
Mens vandet varmer, tørrer hun bordet af det dufter stadig af regn fra i går, og jeg vælger teposerne. Jeg spørger hende med blikket grøn eller sort? Hun smiler let:
“I dag grøn”
Jeg nikker, laver teen lige stærk til os begge før skændtes vi altid om det.
Vi sætter os ved vinduet overfor hinanden for første gang mærker jeg en lethed i bevægelsen: ingen af stolene føles som om de tilhører kun én af os. Udenfor smelter de sidste sneflekker hurtigt, vandet drypper fra tagene i en ujævn rytme gennem den åbne vindueskarm.
Vi spiser morgenmad næsten uden ord: jeg skærer brødet i tynde skiver som hun kan lide det hun lægger et helt æble ved sin kop, hvor hun før kun tog et halvt. I smug møder vi hinandens blikke i vinduet: jeg ser hendes ansigt spejlet i glasset ved siden af mit eget og forstår pludselig sådan ser ny nærhed ud, en umærkelig forandring i et almindeligt fælles morgen.
Da vi er færdige, rydder hun sin tallerken med det samme, mens jeg bliver stående ved vinduet lytter til dryppen og mærker den kølige morgenluft mod mine kinder: karmen er stadig åben efter udluftningen. I det øjeblik kommer hun tæt på mig, lægger hånden på min skulder:
“Tak”
For hvad? For morgenmaden? For at jeg blev? Eller bare fordi det nu er vores fælles morgen?
Vi spørger ikke og leder ikke efter flere ord. Korte smil og følelsen af en ny orden så skrøbelig, men ægte er nok.
