Freja, hvorfor skal vi have et barn? sagde min kone, mens hun slog hænderne sammen. Vi har jo det fint som to! Kære, med børn kommer så mange besværligheder: de holder dig vågen hele natten, du skal være på pleje døgnet rundt. Min figur vil gå i stykker, jeg bliver tyk Er det virkelig det, vi vil? Lad os skubbe babyens ankomst seks år frem, hvad siger du?
***
Jens og Freja havde været gift i fem år, og i starten var alt som i eventyret. Så begyndte Jens langsomt at lede Freja ind i tanken om moderskab, mens hun så vidt kunne trække tråden ud af den. Pludselig sagde hun, at hun ikke engang ville høre om børn. Forholdet gik på en knivsæg, de begyndte at skændes. Jens faldt ned på den skammelige rute med afpresning, mens Freja de sidste måneder kun gentog:
Jens, hvad skal vi med den lille klump af spyt og slim? Søvnløse nætter, åbne bleer, en krop som en ko efter en fødsel og konstant træthed. Det er alt, jeg lige har nævnt! Jeg vil ikke ofre min ungdom for det. Lad os vente lidt!
Frejas ord ramte Jens som torden i en klar himmel. Før brylluppet drømte Freja om en stor familie og forsikrede ham:
Selvfølgelig, skat, vi får mange børn! Minimum tre! Men ikke med det samme, okay? Lad os først bo lidt sammen, så har vi råd til at bygge et slot af lego, og så får vi børn.
Fem år var gået siden vielsen, og så pludselig sagde Freja, at hun «lige nu» ikke er klar til børn. Jens, som altid havde drømt om en arving, prøvede at overtale hende:
Freja, vi har været sammen i otte år, fem som ægtefolk. Jeg tror, det er på tide at tænke på fremtiden! Vi har lejlighed, bil, vi har sparet op i kroner til barsel og alt, hvad et lille barn skal bruge. Hvad venter vi på?
Hvorfor tror du, nu er det rigtige tidspunkt? mumlede Freja. Jeg vil have tid til mig selv. Jeg har så mange planer! Et barn passer ikke ind i dem. Er vi ikke fine som to? Vi har alt! Hvorfor skal vi have en tredje?
Hvad mener du med en tredje? Taler du om barnet som en fremmed? rystede Jens. Jeg mener, at en normal familie skal have børn. Jeg vil være far, punktum! Jeg forstår ikke, hvorfor du pludselig har vendt dig om. Før brylluppet sagde du noget helt andet!
Det er fordi du har det let! eksploderede Freja. Du føler ikke de ni måneder med en oppustet mave, du føler ikke kvalmen, du kæmper ikke med de ekstra kilo! Jeg har trænet i fem år! Og nu er alt dette spildt? Jeg vil ikke miste min form, jeg vil ikke opgive min livsstil! Efter fødslen vil jeg i fem år glemme venner, butikker og et normalt liv! Hvorfor skal jeg det?
Freja, det er sådan, alle lever! forsøgte Jens at berolige hende. Der er intet at frygte, barnet vokser, og du kan vende tilbage til dine hobbyer. Jeg lover at hjælpe med alt!
Jens, lad os tage den her snak om femseks år. Okay? Jeg er ikke klar nu! Jeg vil ikke skændes med dig, så forstå og accepter min holdning. Til sidst er det min krop, og jeg bestemmer, hvad der skal ske med den. Jeg vil ikke blive grim af det!
I starten forsøgte Jens at overtale Freja på alle mulige måder. De så film om lykkelige forældre, gik ture i parker med legepladser og endda i børnehaver. Jens prøvede at få hende til at lege med nyfødte hans svigermor havde netop fået deres fjerde barn, og han kørte Freja på besøg hver uge. Men Freja viste ingen begejstring; hun så ud som om selve berøringen af et lille barn gjorde hende utilpas. Det materielle instinkt syntes at mangle helt.
***
Efter at have udtømt alle tricks gik Jens så langt som at stille ultimatum:
Freja, hvis du ikke vil have børn med mig, så er vi ikke på rette vej! Lad os skilles. Vi hver for sig kan finde den, der deler vores syn, og jeg jeg vil ikke stå alene.
Freja blev forskrækket, for skilsmisse havde hun ikke overvejet. Hun arbejdede hjemmefra, og Jens hjalp hende med de daglige ærinder. Efter en separation skulle hun finde nyt arbejde og en ny lejlighed i København.
Vent, Jens! bønfaldt Freja. Hvorfor siger du det? En skilsmisse? Er du klar til at miste mig over så lidt?
Det er ikke lidt! svarede Jens. Jeg voksede op i en stor familie med brødre og søstre. Jeg tror, et ægteskab uden børn er dømt til at dø. Vi spilder tiden. Hvis du ikke vil have børn, hvorfor så skulle vi være sammen? Du har løjet for mig så længe! Jeg spurgte dig om børn før vielsen, og du sagde ja! Nu viser du dig kun at være bange for at blive fed. Det er simpelthen komisk!
Men kan vi ikke bare leve som vi vil? Et barn er en stor udgift. Vi skal afvise alt, hvad vi ellers nyder. Du behøver ikke at ændre dig, men jeg må give afkald på min livsstil! Med et barn kan du ikke gå ud, du skal være hjemme hele tiden. Søvnløse nætter, evig træthed. Jeg er ikke klar til det. Er det så svært at forstå?
Jeg kan hyre en barnepige! En hushjælper! Forældre kan hjælpe! Hvad er problemet? udbrød Jens. Problemet er din holdning til barnet! Du har ingen smule ømhed i blikket! Fortæl mig, hvad du egentlig vil? Hvad ser du for vores fremtid?
Freja turde ikke indrømme, at hun overhovedet ikke havde planer om børn. Hun ville leve sit liv, rejse og købe dyre ting, og hun havde brug for en mand, der kunne betale regningerne. Selvom hun havde varme følelser for Jens, var økonomien høj på prioriteringslisten.
Ingen støttede hende. Tanten gik lige på:
Freja, du opfører dig som en lort! Du har tabt al skam! Glemte du, at du er gift? Du hænger i barerne, mens din mand arbejder! Stop med at skamme familien!
Tante, hvad gør jeg? Jens ved, hvor jeg går. Det er ikke hver dag, men i weekenden er jeg hjemme hele tiden! Giv mig et råd. Vi skændes hele tiden om børn. Han vil, jeg vil ikke. Hvorfor nu? Måske kan du tale med ham? Han respekterer dig, måske lytter han.
Jeg taler ikke med ham! afbrød tanten. Jeg mener, han har ret. Du skal snart få et barn! Så vil du få fornuft!
Freja ville ikke bukke for tanten. Til sidst besluttede hun, at hendes krop var hendes eget, og hun ville aflede manden ved at lade som om, hun gik med på hans vilje. En dag smed hun dramatisk en pakke på gulvet og erklærede:
Okay, Jens, jeg er med! Jeg vil føde dig et barn! Men på én betingelse: en barnepige skal opdrage ham, mens jeg gør, hvad jeg vil!
Jens troede hende. Men Freja fortsatte i hemmelighed med at tage p-piller og gik flere gange til en bekendt læge for at berolige Jens. Lægen rystede på hovedet og sagde:
Der er ingen problemer. Bare slap af! Glem barnet for en stund! Jeg kender mange par, der har ventet i årevis med fertilitetsproblemer, og så sker det naturligt!
***
Et halvt år senere ramte den overraskelse, som Freja frygtede: testen fejlede, og der viste sig to streger! Freja gik i panik: Hvad nu? Skal hun føde? Ødelægge det liv, hun har bygget op?
Jens listede sig ind på badeværelset uventet. Freja prøvede at gemme testen bag ryggen, men det var for sent.
Hvad er det, du har? spurgte Jens, mens han kom nærmere.
Freja holdt hovedet nede. Jens greb testen ud af hendes hænder.
Freja! Er du virkelig gravid? Åh gud, jeg bliver far! han løftede hende op og kørte hende rundt i badeværelset. Tak, min elskede! Dette er den lykkeligste dag i mit liv!
Freja tvang et smil frem. Hvad skulle de nu gøre? Hvordan skulle de komme ud af dette?
De fejrede begivenheden på en restaurant i Aarhus. På Frejas finger glimtede en ny ring. Jens sad overfor i en skarp habit, smilede bredt og gentog:
Vi bliver de bedste forældre i verden! Jeg lover, du skal ikke mangle noget! Tak, min skat!
Den nat lå Freja vågen. Jens’ glade ansigt gik i loop i hendes hoved. Dårlige tanker sneg sig ind:
Måske gør barnet vores liv bedre? Er jeg bare bange for forandring? Jeg kan jo tabe vægt, træne, klare mig som før Kvinder klarer det jo. Og det er jo et barn fra den jeg holder af
For første gang på mange år bankede Frejas hjerte. En ny, ukendt følelse vågnede. Måske havde hun gjort det rigtige?
***
Ni måneder fløj forbi som et strømlinet tog. Jens bar Freja på skuldrene, opfyldte alle hendes små ønsker, valgte fødeklinikken og gik på forældrekurser sammen med hende. Freja støttede ham, men frygten for fødslen og moderskabet holdt hende fast.
På den fastsatte dag fødte Freja en sund dreng. Da hun lagde ham på maven, så hun for første gang hans lille ansigt. En lille, rynket klump, overraskende lig Jens, der fnød lidt. I det øjeblik forsvandt al hendes frygt.
Min lille hviskede Freja, og tårerne strømmede ned ad kinderne.
De navngav ham Søren. Fra første dag smeltede Freja ind i moderskabet. Hun ammede, sang vuggeviser, gik ture i Kongens Have med ham. Hun blev endda jaloux, når Jens tog Søren i sine arme. Freja opdagede en verden, hun aldrig havde kendt en verden af stille øjeblikke ved barnets seng om natten, af små fingre, der krammede hendes hånd, af et hjerte, der bankede i takt med et andet. Hendes smil blev varmere, hendes skulderfald lettet, og selv Jens så hende med nye øjne. De skændtes ikke mere. I stedet delte de tavshed, som kun følger efter fuldkommen forståelse. En aften, mens Søren sov i sin vugge, lagde Jens armen om hende og sagde:
Vi var så tæt på at gå glip af det her.
Freja nikkede, trykkede sin pande mod hans skulder og hviskede:
Jeg vidste ikke, at lykken kunne føles sådan.
