Giv mig en ny chance, gentager pigen, trækker et lille hvidt lommetørklæde med blå kant ud af den smalle lomme og tørrer hurtigt næsen.
Tørklædet er hvidt, med en blå kant og små blomster i hjørnerne.
Anders Sørensen tænker: »Det er rørende.« Han mærker, at han ikke kan holde ud at se pigers tårer.
Der er ingen chance i år. Prøv igen næste år, min ven, men i mellemtiden kan jeg sætte dig i et job som sygeplejerske på hospitalet. Arbejdet er hårdt og beskidt, men du får se fra indersiden, hvor du vil arbejde. siger Anders, mens han ser ud over den fulde gård ved universitetet i København.
Han beskriver den hvide, skinnende uniform, de funklende instrumenter, de sterile og solrige korridorer, hvor man nikker til patienterne, som så ser bange på dig.
«Hvor mange fregner har du, Mette? Solen har kysset dig overalt,« griner han pludselig, mens han tænker på den unge pige, solen der kysser hende, hans egen hustrus fødselsdag, fiskene i dammen på sommerhuset, bierne i bistaderne.
Mette løfter hovedet, rynker panden.
«Professor, du ler Det er mærkeligt. Det føles forkert,» siger hun, mens hun føler sig fanget af eksamenskomitéen, hendes hænder ryster på billetterne.
Anders undskylder: «Undskyld, jeg griner ikke af dig. Du er en smuk pige, Mette. Skal vi have is? nej, det er for varmt her,» trækker han i kraven på skjorten, holder sin slidte lædertaske under armen.
«Her, tag nogle penge, køb is til dig selv og mig. Jeg venter på dig ved bænken,» siger han og smækker hånden mod den lille grønne park.
Mette spørger stille: «Hvilken slags?»
«Hvilken som helst, men hurtigt. Jeg vil ikke ende som et tomt sted, der aldrig bliver til en sygeplejerske. Skynd dig, Mette!»
Han ser hende gå hen til isbodens kvinde med sine tynde ben.
«Du er virkelig som et barn, Mette,» siger han og ryster på hovedet.
Han trækker sit eget store, grimme lommetørklæde frem fra jakken, et skævt blågrønt ternet stykke, og tørrer sin pande. Han føler sig træt, svedig og gammel, mens han ser på den unge pige med fregner.
«Det er ubehageligt at føle sig så gammel ved siden af en så ung, uskyldig pige, men jeg elsker min kone mere end noget andet. Jeg vil ikke kigge på studerende på den måde,» tænker han.
Mette rækker ham en indpakket is, men han afviser den:
«Hvorfor ser du så på mig? Jeg sagde to stykker, men du lytter ikke! Hvad skal vi gøre nu?»
Hun skynder sig tilbage til boden, køber en ekstra kugle is og sætter sig ved bænken ved siden af hans taske.
«Spis,» beordrer Anders. «Jeg har mange ærinder, jeg skal hente min kone til sommerhuset, binde pakker, bære kasser. Spis nu! Hvor skal du hen?»
Mette tørrer let læben med fingeren, løfter skuldrene. Isen er alt for sød og fed, den giver kun lyst til at drikke.
«Hvor er du egentlig? spørger han irriteret. Jeg må sikre mig, at du ikke er hjemløs.»
Mette svarer: «Jeg bor hos min tante. I dag kommer resten af familien fra Vendsyssel, så jeg må snart flytte ud. Lejligheden er lille.»
Anders spørger: «Hvor bor du? Hvor kommer du fra?»
«Det er ikke vigtigt. Lad mig bare bestå eksamen. Jeg kan fortælle fire eller fem svar, men jeg blev forvirret,» protesterer Mette.
Anders ryster på hovedet: «Det kan du ikke gøre, du kan ikke skære fjert eller milt ud i stedet for lever. Det er umuligt!»
Mette insisterer: «Vil du have mere is? To?»
Anders smiler bittert: «Nej, du behøver ikke. Gå nu, Mette, jeg har brug for at hente min kone. Tag turen tilbage næste år, så er alt ordnet.»
Mette sidder alene på bænken med den røde og hvide pandebånd, trækker vejret tungt og gemmer sin lille kuffert i buskene.
«Det er alt Jeg vil aldrig tro, at jeg kan blive læge,» siger hun i tåre, mens hendes næse, dækket af fregner, hviler på knæene.
I den lille provinsby Rødby, delt af en snoet motorvej i to uligvægtige kvarterer med gamle lejlighedskomplekser og hyggelige huse med blomsterkurve, tror ingen på, at Mette kan blive læge og engang gå rundt i et hvidt frakke på sygehuset.
Sygeplejerskerne på Rødby Sygehus har ingen moderne udstyr, vinduerne er tætte med gamle gardiner, og hospitalsdirektøren Nikolaj Hansen tror på sprit som mirakelmiddel.
Mette forbereder sig til optagelsesprøven, men fejler i biologi og genetik.
Anders Sørensen er allerede væk fra hendes syn, mens Mette stadig sidder på bænken med sin is-pind.
«Nu har jeg lyst til at drikke,» tænker hun, griber sin kuffert, ser sig omkring og går mod busstoppet.
Hun er bange for at gå alene om aftenen, hver busk virker som en spøgelse fra hendes bedstemor, der som barn fortalte om trolde og nisser.
Hun hører skramlen fra et hegn, knagenes knæk, hønsenes skrækken, hundenes hylen, og hendes far er død i en syg lungebetændelse.
Barnet i hende gemmer sig under dynen, mens faren brummer i sengen.
En ung mand, Viggo, kommer løbende, bærer hendes kuffert, og hun genkender ham.
«Hvorfor er du her? Du troede ikke, jeg ville blive optaget,» siger hun.
Viggo svarer: «Jeg har kæmpet for dig længere end nogen anden. Jeg har holdt fast i dine drømme.»
De omfavner hinanden, hun kaster sig i hans arme, han kysser hende blidt.
Viggo hvisker: «Jeg er glad for, at du er tilbage. Jeg ville have kommet for at hente dig, men jeg ventede på den rette tid.»
Mette smiler, og de går sammen mod den lille bus, hvor de skal til Rødby.
På vej derhen ser de Nikolaj Hansen, den røde, hævede næse og blå årer, stå ved indgangen til sygehuset med en flaske spiritus i hånden.
Han råber: «Hvor er patienten? Der er hjerteanfald!»
Vagten prøver at holde roen, men Nikolaj svarer: «Der er ingen hænder på mig, jeg har kun spiritus!»
Mette når frem til sygehuset, ser den kolde, grå bygning med gule pletter af mug på væggene.
Hun får en kop vand af en sygeplejerske, mens hun ser Anders Sørensen ligge på en tom seng, hans ansigt blegt som et koldt glas vand.
«Mette? Er du her?» spørger han, hans næse dækket af fregner.
«Ja, professor. Jeg har fundet dig. Jeg kommer tilbage i år, jeg vil studere, blive læge og ændre alt her,» svarer hun beslutsomt.
Anders sukker: «Det er svært, men du må holde fast. Vi har brug for forandring, men det er som at skære en fisk i stedet for leveren.»
Mette lægger sin hånd på hans skulder, og de ser hinanden i øjnene.
Sygeplejersken Tove siger: «Skal vi have te med småkager?»
Mette tager Tove i hånden, går ind i den lille køkkenhal og siger: «Vi har brug for en god læge, men også en pause med kage.»
Tiden går, og Anders læser listen over optagelsesansøgere for femte gang:
«Mette Sørensen optaget.»
Han smiler, rejser sig, går mod isvognene, klar til at fortsætte sit mærkelige liv i Rødby.
Mette sidder på bænken, smiler over sin lille kuffert, og tænker på fremtiden, hvor hun en dag står i et hvide frakke, hjælper patienterne og endelig får sin drøm realiseret.
