**Dagbog**
Skyldfølelsen ville ikke slippe mig.
Lisas liv var delt i et før og efter. Hun gik i 10. klasse og klarede sig godt, men derhjemme var det langt fra roligt. Det var hendes mor, Mette, der bar skylden for deres situation. Hun drillede konstant Lisas far, krævede alt muligt af ham, mens hun elskede og ynkede deres datter.
Anders arbejdede uden pause, men for Mette var det aldrig nok:
*”Vores møbler er gamle. De skal skiftes ud. Vores naboer har fået nye, moderne møbler, og det skal vi også!”* Lisa forstod ikke, hvorfor de skulle sammenligne sig med naboerne og leve som dem.
*”Vi kan godt leve med de her møbler,”* sagde faren. *”Lisa bliver snart voksen. Hun skal bruge penge til at studere eller måske gifte sig.”*
*”Vi skal have en ny bil. Den gamle er for dårlig. Min søster og hendes mand har lige købt en ny udenlandsk bil!”* sagde Mette i en bebrejdende tone.
Mette elskede penge og skændtes konstant om, at Anders var en taber, der ikke kunne tjene nok. Hun havde ingen medlidenhed med ham. Og Lisas hjerte knugedes af sorg over sin far – en stærk mand udenpå, men knust indeni.
Den aften skændtes de igen, eller rettere – moren angreb faren igen:
*”Jeg skulle være gift med Mads i stedet! Så ville jeg leve i luksus nu. Men nej, jeg valgte dig – en taber!”* råbte moren. Lisa lukkede døren til sit værelse for ikke at høre det. *”Du bliver altid en taber! Jeg gider ikke leve af småpenge længere. I morgen søger jeg om skilsmisse!”*
*”Mor, hvis du skiller dig fra far, støtter jeg ham. Jeg bliver hos ham. Lev dit liv alene,”* sagde Lisa og stormede ud af værelset.
*”Utaknemmelige tøs!”* Moren bandede og gav hende en lussing.
Det var første gang, moren slog hende. Lisa holdt sig om kinden, så på moren med tårer i øjnene, gik ind på sit værelse, pakkede sine bøger i tasken og løb hjemmefra. Hun skyndte sig til sin klassekammerat, men i sit ophidsede tilstand så hun ikke bilen, der kom. Hun mærkede kun et slag.
Jakob havde den dag haft en voldsom skænderi med sin kone, Lene. De havde været gift i fem år, men de havde ingen børn – hun ville ikke have dem endnu. De sidste par år var blevet fyldt med konflikter. Lene krævede alt muligt af ham uden at give noget tilbage. Hun forstod ikke, at kærlighed kræver gensidighed.
Hun havde intet at give. Hun kunne ikke elske eller vise medfølelse. Hun ville ikke have børn og nægtede at være husmor. Jakob spiste halvfabrikata eller mad fra den lokale delikatesseforretning. Når han brokkede sig, snerrede hun:
*”I stedet for at bebrejde mig, kunne du tage mig med på restaurant!”*
*”Jeg er ikke en millionær. Jeg er bare arbejdsmand. Du arbejder ikke, vi lever af min løn – hvordan skal vi have råd til restauranter? Få dig et job, så kan vi måske gå ud engang imellem.”*
*”Det er din pligt som mand at forsørge mig!”* Sådan endte deres skænderier altid.
Men i dag var der ingen aftensmad til ham. Han vidste, Lene igen havde brugt hele dagen på at sludre i telefonen med bekendte – ingen af dem var egentlige venner. Hun troede, veninder var en risiko. En af dem kunne være bedre end hende, og hvad hvis Jakob begyndte at sammenligne?
Jakob så intet spiseligt i køkkenet.
*”Ingen aftensmad? Jeg kommer lige hjem fra arbejde,”* sagde han.
*”Nej, jeg er ikke din kok.”*
*”Så tager jeg til mine forældre. Og vi skilles.”*
*”Åh, hvor er du skræmmende,”* hvæsede Lene og spyttede så mange grimme ord ud, at Jakob knap kunne holde sig fra at slå til.
Sulten og rasende kørte han ud på landevejen. Han ville nå sine forældre før mørket. Der var ingen lyskryds eller fodgængerovergange, så han kørte hurtigt. Pludselig – en pige løb ud foran ham. Han nåede kun lige at bremse. Slaget var hårdt, og hun blev slynget i grøften.
*”Hvad har jeg gjort?”* tænkte han, da han kørte hende på hospitalet.
Senere kom retssagen. Dommeren tog alle omstændigheder i betragtning: Pigen løb ud på vejen, vejen var mørk, Jakob bragte hende selv på hospitalet og tilbød at betale behandlingen. Men han kørte for hurtigt, og pigens mor krævede en hård straf. Hun skreg i retten – hendes datter havde en rygsøjelskade.
Jakob fik fængsel i flere år. Lene tøvede ikke – hun skiltes og tog alt fra lejligheden. Heldigvis var lejligheden hans mormors arv, så den slap hun ikke af med.
Nu havde han tid til at reflektere over sit liv.
*”Jeg kunne være gået fra hende tidligere. Hvorfor gjorde jeg det ikke? Mine forældre sagde det længe – hun var en blodsuger. Men nu er det ovre. Jeg kommer ud og starter på en frisk.”*
Men et nyt liv var ikke så let. Skyldfølelsen for den piges ødelagte fremtid forfulgte ham. Folk sagde:
*”Du skal ikke bebrejde dig selv. Det var ikke din skyld. Hun løb ud på vejen, og du måtte lide for det. Hendes mor tog en masse penge fra dig og dine forældre. Du har betalt nok.”*
Men det hjalp ikke. Jakob vidste, pigen nu var handicappet.
Da han blev løsladt om foråret, kom han hjem til en tom lejlighed. Heldigvis havde Lene ikke kunnet tage den fra ham.
*”Jeg har intet. Men det ordner sig. Jeg skal bare finde et job.”*
Han ringede til sin gamle chef uden store forhåbninger.
*”Jakob, kom tilbage. Alle ved, det ikke var din skyld.”*
Han var lettet over at få arbejde. Men om aftenen tænkte han stadig: *”Hvis jeg ikke havde kørt så hurtigt den aften…”*
*”Lene pressede mig, jeg var på randen. Men det er ingen undskyldning. Jeg burde være gået fra hende for længe siden.”*
Om weekenden hjalp han sine forældre, men når han kom hjem, var skyldfølelsen der igen. I fængslet havde han følt, han udstod sin straf – nu var han fri, men kunne ikke nyde det.
Hans mor sagde ofte: *”Jakob, du må
