Du går! sagde jeg til min mand, da han stod ved døren.
Mette Jørgensen var i færd med den store nytårsoprydning, da hun fandt en USBdrevet i hjørnet ved radiatoren i stuen. Den lå gemt bag den blå lænestol, næsten usynlig, som den der farlige opgave, man altid udsætter. Mette kravlede rundt på gulvet, tørrede af hver en krog, så den lille enhed kom frem.
Det var nytårsaften, stemningen var festlig juletræet stod endnu ubesat, men der var masser af gløgg, lys i lanterne og en duft af bagværk i luften. Min mand, Lars, var ikke så god til at hænge julepynt.
Du ved, skat, jeg kan sgu ikke klare at samle den der guirlande, sagde han, mens han prøvede at få legetøjet til at hænge lige.
Mette pegede på træet og sagde: Se, stammen er akset, så hænger du grenene på begge sider, og så fylder du de tomme mellemrum ud. Det lyder så simpelt, men Lars fik den ene side overfyldt med nisser, mens den anden stod helt tom. Det var som at se en klodset dans.
Så hæng den selv! sagde Lars lidt fornærmet, men det var nemt for ham at blive såret. Han sagde, at han hellere ville have, at Mette selv gjorde det, og så kunne hun også gøre resten alt fra madlavning til oprydning. Så Mette gik i gang selv hurtigere end at gøre det om igen og om igen.
Mette arbejdede som konsulent i en ejendomsmægler, der solgte og lejede luksuslejligheder i København. Mange havde brug for penthouselejligheder og totrinsboliger; nogle var tomme, andre havde kun små perler. Pengene kom fra en hvor du har, får dumentalitet, og Mette knoglede hele dagen for at tjene penge til brød, smør, appelsiner og den røde karpe, som hun altid sagde: Jeg elsker dig, kanin!. Lars havde altid svært ved sit arbejde hans forældre havde aldrig lært ham at holde en fast indkomst. De havde ingen børn endnu, så de sagde: Vi lever for os selv! og så gik de i gang med at prøve.
Lars var en solid, høj fyr, som måske kunne have været en baron i gamle dage, men han var mere til at slappe af end at arbejde. Efter deres bryllup for tre år siden mistede han et job og sagde: Forestil dig, de sænkede mig! og Mette forklarede ham, at det bare var en omstrukturering, ikke en fornærmelse. Så han tog et lavere job, selvom lønnen faldt lidt. Men så blev han fyret igen, så han måtte finde en ny stilling. Hans svigerfar forsøgte at hjælpe ham med en ven, men den nye vej var 40 minutter med bus fra Aarhus, og Mette måtte køre selv i sin bil.
Efter to hårde dage sagde Mettes bedstemor spøgende: Så du ender på sofaen igen? og så afslog Lars to nye job, fordi interviewerne enten var ubehagelige eller chefen var en bøvlskuffe.
Lars var en slags drømmedreng, der skulle være ejer af en stor herregård eller en kaptajn på et skib, men egentlig var han lavet til at nyde livets små glæder som at slappe af med en god film efter en lang dag. Mette elskede ham trods bedømmelserne fra bedstemor, som kaldte ham generalen i sofatroppen. Mette forsvarede ham: Han ligger jo ikke bare derhjemme! og bedstemor sagde: Det er en skam, at du må bære en så hård mand!
Da Lars gik på sauna med vennerne, måtte Mette fortsætte med den enegangsoprydning: Du klarer det selv, kanin, sagde hun. USBdrevet var blevet lagt i et askebæger, fordi de havde flere lejligheder og hvem ved, hvad der gemmer sig i Brasilien. Lars ledte ikke efter den, så den tilhørte tydeligvis Mette, som gemte boligopslag på den.
Efter et par uger gik Mette på nysgerrighedens grund og åbnede USBdrevet. En underlig video begyndte en blanding af tango, thai-massage og mystiske kametider, som bedstemor kaldte ulækkert. Hovedrollen var Lars sammen med en anden kvinde, der syntes at arbejde som et par i perfekt takt. Det hele foregik i et ukendt rum i lejligheden.
Mette tænkte: Åh, det er ligesom PuhPuh, men med mere drama. Hun ringede til sin kloge veninde Lise, som var lige så skarp som den kendte Fie Søndergaard.
Tror du, han er en hemmelig agent? spurgte Mette.
Du må have fået en bølge, svarede Lise, der havde en onkel, der var sømand, så hendes sprog var fuld af maritime udtryk. Din sæl er ikke en agent, den ligger bare og slapper af! hun lo. Du skal finde en kvinde! sagde hun, mens hun nippede til en kaffe.
Mette gik så til Lise med USBdrevet, som hun aldrig havde nået at se færdig. Lise mente, at det var en afpresning, men måske bare en fjollet spøg. De besluttede at uploade videoen på nettet, men Mette spurgte: Hvorfor skal jeg gøre det? Lise svarede med et grin: Hvorfor lægger folk alt på internettet? Det er ligesom når Dzubas lægger alt ud.
Til sidst gik de videre og så videoen til ende. I slutningen kom en kvindelig stemme på skærmen: Hvis I vil tale om det, så ring på dette nummer. Nummeret stod på et stykke papir en adresse i USA. Lise udbrød: Så er det AmerikaEuropa, hvor hunden gravede?
Mette ringede med det samme, aftalte at mødes på en café, og Lise sagde, at hun ville være advokaten og holde Mette fra dumme beslutninger. Mette gik med på det, selvom hun allerede havde tænkt på at give Lars et lille skub og sende ham til sin mors hus.
I caféen gik det som sædvanligt:
Vi elsker hinanden, så lad ham gå! sagde en kvinde i samme alder som Mette.
Mette svarede: Hvorfor tror du, jeg holder ham?
Den advokatiske kvinde spurgte, hvad Lars havde sagt.
At du tager alle pengene, så du vil have en skilsmisse! svarede Mette.
De to kvinder kiggede på hinanden, og Mette sagde koldt: I er vildledt, tag ham bare.
Den anden spurgte: Hvorfor så hurtigt? Mette svarede: For jeg er træt af at vente. Lise tilføjede: Tag ham, hvis det er det I vil! Så sagde hun: I aften, lever hans ting!
Manden lå og snorkede efter en lækker frokost med svampesuppe, oksesteg og kompot. Mette samlede hans ting i en taske ved gangen. Da Lars vågnede, sagde hun: Du går!
Du ved jo, at jeg er helt uduelig i at handle ind! protesterede Lars, så hun svarede: Så gå du selv!
Rummet var varmt og hyggeligt, juletræet var pyntet af Mette, og fjernsynet spillede film sådan gik det altid efter nytåret. Det nærmede sig Kristi Himmelfartsdag, vejret var koldt, og termometeret gik ned. Mette sagde: Gå til din mor! men Lars spurgte: Til hvilken mor? Mette svarede: Til den, hvor du laver de her akrobatiske tricks! og tændte for en film.
Lars blev overrasket, for han havde altid haft en lille klud i lommen, et næsescarf. Mette spurgte ham: Sådan, sig noget smart! som om han var en skuespiller i en film. Hun mindede ham om den tidligere viste advokat, der truede med at afpresse. Lars havde ingen penge, ingen hemmeligheder, men han var alligevel efterspurgt.
Mette gik til sin veninde Lise igen, som sagde: Måske er han en hemmelig agent? Lise grinede: Din sæl er en doven løber, ikke en spion! så sagde hun: Find en kvinde! og de drak en kop kaffe.
Mette tænkte på Lises onkel, sømanden, og sagde: Så sejl væk, syv fod under kølen! Lars svarede: Måske tilgives du mig? Mette: Ikke! Lars: Hvad med pandekager? Mette lo: Du får kun kopandekager! så sagde hun: Sejl videre, Crossenstern, for en mæt mave er svær at ro.
Hun trak frem USBdrevet fra sin computer: Bonus fra firmaet! og gav Lars en sidste gang: Tag den med, vis den for mor! Og Lars gik. Hvorhen? Hvem ved. Mette lod være med at tænke på det.
Senere gik juletræet i blink med lys, fjernsynet buldrede, den gamle sofa stod tom. Det var slut. Morfar ringede og prøvede at få Mette til at føle medlidenhed, men hun havde blokeret hans nummer.
Så Mette indgav sin skilsmisse; det var virkelig slut. Lars gik tilbage til sin mors lejlighed og hun havde ingen idé om, hvordan hun skulle klare den sunde, men store mand med appetit. Mette tænkte på sin bedstemor og sagde: Så var det slut, din skøre dreng! og så gik hun videre.
