Det var i de tidlige 1990ere, da jeg som en ung kvinde i et lille kvarter i København stod midt i en storm, der aldrig så ud til at lette. Jeg husker, hvordan min mand, Jens, stille spurgte mig, om jeg nogensinde havde tænkt på mig selv, mens han talte om sin ekskone, Inger, og den lille pige, han havde fået med hende. Jeg svarede blidt, at jeg forstod hans kærlighed til sin datter, men jeg kunne ikke længere lade mig selv blive trukket i en cirkel af pengeudlæg og løbende krav fra Inger.
En fredag, da jeg var kommet hjem fra arbejde før Jens, lagde jeg dække på bordet. Det betød, at hans første datter fra et tidligere ægteskab, den elleve år gamle Freja, skulle komme på besøg om aftenen. Da døren gik op, stod Jens i hallen sammen med den unge pige. Freja gik forbi mig uden at så på mig, sagde kun et kort Hej og gik ind i stuen. Jens så skyldbetynget på mig og mumlede:
Hej, skat. Hvordan gik din dag?
Sådan passe, svarede jeg, mens jeg forsøgte at skjule den irritation, der voksede i mig, sæt jer ned og lad os spise.
Ved bordet sænkede en tung stilhed sig over rummet. Jens forsøgte at lette stemningen ved at fortælle Freja om sin dag, men pigen svarede kun med korte svar eller tavshed, som om hun bevidst ignorerede mig. Jeg spiste i stilhed, mens en knude voksede i min hals.
Far, mor sagde, at hun急t har brug for penge til en ny vinterfrakke, sagde Freja pludselig, hun har en så gammel, at hun er flov over at gå i skole med den.
Okay, Freja, svarede Jens roligt, lad os tale om det efter middagen.
Det var som om en gnist sprang i mig.
Endnu penge, endnu de samme krav, tænkte jeg. Hvor mange gange skal jeg høre det?
Efter middagen gik Jens og Freja op for at lave lektier. Jeg blev i køkkenet og vaskede op. Snippets af deres samtale nåede mine ører:
Far, du ved, at mor virkelig har brug for det. Hun er den eneste, der trækker på os, og hendes Frejas stemme dæmpedes.
Kan min egen mand ikke købe en ny frakke? spurgte Jens forsigtigt.
Far, hvad har det med mig at gøre! Han har ingen penge! Jeg ville ikke bede dig, hvis det ikke var helt kritisk. Du er en mand, du burde støtte hende! Og du er min far!
Jeg kunne ikke holde det inde længere. Jeg kastede svampen i vasken og gik ind i deres værelse.
Jens, vi må tale, sagde jeg fast.
Ikke nu, Bodil, forsøgte han at undvige, vi laver lektier.
Nej, nu, insisterede jeg, Freja, kan du give os et minut?
Freja krøllede på læben, men gik ud af rummet. Jeg lukkede døren bag hende og vendte mig mod Jens.
Hvor længe skal det her fortsætte? spurgte jeg.
Hvad mener du? Jens spillede uvidende.
Om pengene, om Inger, om Freja, om alt! Vi har knap nok til at betale huslånet, jeg må gå på kompromis overalt, og du giver hele tiden penge væk! Det er absurd!
Bodil, det er også mit barn. Jeg kan ikke afvise ham, svarede Jens.
Har du tænkt på mig? På os? Vi har også behov! Jeg kan ikke få tandbehandling, fordi der ikke er penge! sagde jeg, mens min stemme brød.
Jeg forstår, svarede han, jeg Jeg taler med Inger
Hun lytter aldrig! Hun får altid, hvad hun vil! Måske bør du minde hende om, at hun også har en mand, som skal tage sig af sin familie, udbrød jeg i frustration.
Lad være med at snakke så om Inger, sagde han med en rynket pande, hun er en god mor.
En god mor? Hvis hun var det, ville hun ikke lægge al sin byrde over dig! Det er bekvemt for hende, at du betaler, svarede jeg skarpt.
Hold op! udbrød han, du må ikke tale sådan om min barns mor!
Glem ikke, at du også har en rigtig kone! En kone, der elsker og støtter dig! svarede jeg, mens tårerne truede.
Jeg elsker dig, sagde Jens stille, men jeg kan ikke give slip på mit barn.
Så hvad vælger du så? spurgte jeg udfordrende.
Jens sænkede hovedet i tavshed.
Hvorfor råber du så? spurgte jeg, mens jeg så på den grædende Bodil, er I ved at skændes?
Nej, Freja, svarede Jens, prøv at berolige hende, alt er i orden.
Ikke i orden! udbrød jeg, vi skændes om dig og din mor!
På grund af mig? spurgte Freja med hævede øjenbryn.
Ja, på grund af dig! På grund af dine konstante pengekrav, på grund af hvordan du behandler mig som om jeg er en tom plads! svarede jeg.
Skal jeg elske dig? råbte Freja, du er ingen for mig! Jeg har min mor!
Det føltes som et slag i ansigtet. Jeg så på Jens og ventede på, at han sagde noget, men han sad bare stille med hovedet bøj
et.
Freja, sagde jeg med besvær, du kan blive så længe du vil, men jeg vil ikke længere tolerere dette. Min tålmodighed er udslidt.
Jeg gik ud af rummet, lukkede døren og greb telefonen. Jeg ringede til min gamle veninde, Karen.
Hej, sagde jeg gennem tårerne, jeg har brug for at tale.
Næste dag mødtes Karen og jeg på et lille café i Århus. Jeg så trist ud, rørte mig ved min mad uden at spise. Karen lyttede og spurgte:
Overvejer du virkelig en skilsmisse?
Jeg ved det ikke, svarede jeg ærligt, jeg elsker Jens, men jeg kan ikke leve sådan længere. Han er splittet mellem mig og sin tidligere familie, og jeg føler mig som en fremmed. Jeg er træt.
Jeg forstår. Måske skulle du give ham en chance til? forklare, hvad du føler, hvad du har brug for.
Jeg har allerede talt med ham tusind gange! Han virker forstående, men intet ændrer sig. Han vil ikke såre sin datter, men såret mig.
Har du prøvet at tale med Freja? spurgte Karen.
Det er forgæves! Hun lytter kun til sin mor og gør alt for at gøre mig utilpas. Hun ser mig ikke som et menneske.
Børn spejler ofte deres forældre, bemærkede Karen. Måske er det værd at prøve at finde fælles grund?
Hun kan ikke bære mig! Hun ignorerer mig bevidst! Det er umuligt, afbrød jeg.
Men hvad hvis du prøvede? foreslog hun. Måske vil hun mærke, at du virkelig vil opbygge et forhold.
Jeg tænkte over hendes ord. Hvis jeg ønskede at redde ægteskabet, måtte jeg sætte min stolthed på spil og forsøge at nå ud til den urolige teenager.
Okay, sagde jeg til sidst, jeg prøver. Jeg tror dog ikke, der kommer noget ud af det
Den dag, da Jens kom med Freja hjem, besluttede jeg at handle. Jeg gik ud af køkkenet med en bakke fyldt med kager og te. Freja sad på sofaen, opslugt af sin telefon.
Freja, spurgte jeg, vil du have te og kage?
Freja løftede blikket og kastede mig et afvisende blik.
Jeg er ikke sulten, svarede hun.
Bare smag, sagde jeg og lagde bakken på bordet, jeg har bagt dem selv.
Hun tog tøvende en lille bid af en kage.
Det er godt, mumlede hun.
Jeg er glad, svarede jeg med et smil, kom og sæt dig, så får du te.
Freja satte sig, tydeligt nervøs. Ikke længe før, da hun var vant til, at jeg råbte på hende, talte jeg roligt.
Jeg vil gerne tale med dig, Freja, begyndte jeg, jeg ved, du ikke kan lide mig, når jeg er sammen med din far.
Det burde du også, afbrød hun, du er ikke min mor.
Jeg forstår, svarede jeg, jeg prøver ikke at erstatte din mor. Jeg vil bare have, at vi kan leve i fred. Din far lider under vores stridigheder.
Hun så ned i sin kop.
Jeg ved, du elsker din mor, sagde jeg, og det er helt i orden. Men det betyder ikke, at du skal hade mig. Jeg elsker også din far.
Hun sagde intet, men hendes blik blødte en smule.
Freja, jeg har aldrig ønsket dig ondt, sagde jeg, jeg vil bare at vi alle kan være lykkelige. Du er datter til den person, jeg holder mest af, forstår du?
Freja løftede blikket og så mig i øjnene. Der var ikke længere den samme fjendtlighed.
Er det sandt? spurgte hun stille.
Det er sandt, svarede jeg, jeg kan sværge på det nu.
I det øjeblik trådte Jens ind i rummet. Han så overrasket på os, mens vi sad stille ved bordet.
Er der noget, der er sket? spurgte han.
Vi snakker bare, svarede jeg med et smil.
Aftenen gik i hyggelige stunder. Freja legede twist med mig, mens Jens lo højlydt. For første gang mærkede hun ingen modvilje over for sin stedmor. Hun var faktisk sød ogikke ond. Således endte den stormende periode, og jeg husker den som en tid, hvor modet til at tale ud, selvom ordene knækkede, langsomt bragte ro tilbage i vores lille familie.
