**Flugt til ukendt lykke**
Mette mødte sin mand, Mads, til en vennens bryllup, hvor de begge havde gået på konditorskole sammen. De blev gift, og i starten var alt perfekt – indtil lille Emil kom til verden. Så forvandlede Mads sig pludselig. Han begyndte at drikke, kom hjem fuld og råbte:
”Hvem fanden er hans rigtige far, hva’? Du har sgu snydt mig!” Selvom Emil var ham lignende, blev Mette knust af beskyldningerne.
En dag prøvede hun at protestere, men Mads slog hende. Naboen, Karen, som selv var flygtet fra en voldelig mand, rådede hende: ”Løb, Mette. Det bliver kun værre.”
”Hvor skal jeg løbe hen? Jeg har ingen, og hvem tager imod mig med en fire måneder gammel baby?”
Men da Mads igen slog hende – denne gang for ”forkert suppe” – besluttede Mette sig. Hun pakkede Emil i et tæppe, tog deres papirer og de få kroner, hun havde, og løb ud på landevejen.
”Hvad nu hvis han kommer hjem og jagter mig?” tænkte hun, mens hun løb.
Lige da kom Lasse kørende forbi i sin nye bil. Han var på vej til sin ven Jakob i Aarhus for at besøge gamle militærkammerater. Lasse var en sjov, snakkesalig fyr, mens Jakob var den stille, trofaste type.
Pludselig så Lasse en kvinde løbe ved vejkanten med en bundt i armene. Han bremsede, og før han vidste af det, hoppede hun ind i bilen.
”Kør!” sagde hun.
I bagsædet åbnede hun tæppet, og en lille grædende baby kom til syne. Lasse stirrede i spejlet og standsede bilen.
”Hvem?” spurgte han.
”Min mand,” svarede Mette.
Lasse lod hende fortælle sin historie, mens han købte bleer og babytøj i den nærmeste købmand. ”Han bliver en stor, stærk fyr!” sagde han og smilede til Emil, der sparkede med små fødder.
Undervejs til Jakob besluttede Lasse sig: ”Du bliver hos Jakob, mens vi besøger vennerne. Han siger ikke nej.”
Jakob åbnede døren, og da han så Mattees blå mærker, kneb han næverne. Men han sagde ingenting – bare tog imod dem.
Efter to uger kom Lasse og Jakob tilbage til en lys, ren og hyggelig lejlighed. ”Wow, din messy bachelorpad er blevet et hjem!” grinede Lasse. Mette havde bagt kager og syet nye gardiner med hjælp fra naboerne.
Jakob, der normalt var tavs, smilede. ”Bliv,” sagde han.
Lasse tog Mette med ud en aften. ”Jakob er vild med dig,” sagde han.
”Men min mand…”
”Den taber? Han er ikke din mand længere. Bare vent – jeg ordner det.”
Mette rødmede. ”Jeg kan ikke bo hos ham… Jeg er forelsket.”
Lasse lo. ”Fortæl ham det! Du løb væk fra mørke og løb lige ind i lykken.”
Da de kom hjem, vuggede Jakob Emil. Lasse klappede ham på skulderen. ”Hvordan kan nogen falde for sådan en surpæl? Men hun elsker dig, makker.”
Jakob strålede.
”I morgen tager jeg hjem,” sagde Lasse. ”Og så lige et lille ærinde… Den ‘mand’ af din skal nok skrive under på skilsmissen.”
Jakob ville med, men Lasse grinede. ”Nej, du bliver her. Du har en familie nu.”
Flere måneder senere kørte Lasse til Aarhus igen – denne gang til Jakob og Mattes bryllup.
