Hvad laver du her? spurgte Rigmor mistænkeligt, da hun så Mikkel stå i entréen med to store kufferter.
Jeg er kommet hjem, som du kan se, svarede han med et forsigtigt smil, mens han pegede på taskerne.
Hvorfor pludselig? sagde Rigmor og bøjede hovedet til siden. Det er jo et halvt år siden.
Riggede, jeg kunne ikke bare lade det gå! sukkede Mikkel tungt. Når jeg tænker på, at jeg har forladt dig, knækker mit hjerte i to. Jeg ser dig kæmpe her alene med barnet!
Jeg kæmper? spurgte Rigmor.
Du behøver ikke male dig selv for mig, sagde Mikkel med et grin. Du kan lade som om du har styr på alt, men du ved, at min afgang har ramt dig.
Jeg forstår, hvor svært det er at være alene med lille Sebastian! svarede hun eftertænksomt.
Har du udskiftet låsen? klirrede han med nøgleringen i hånden. Måske er den gået i stykker så har du beviset på, at jeg ikke smurte den i tide!
Rigmor stod tavs. Et pludseligt lyden fra elevatoren på tredje sal brød stilheden.
Far? spurgte Sebastian forvirret.
Ja, min dreng! sagde Mikkel og faldt i en omfavnende knæle. Jeg vil bo med jer igen. Kom, så giver jeg dig et kram!
Sebastian så på sin mor, som nikkede kort.
Kom ind, så får du se, Rigmor, sagde hun.
Mikkel gik ind som ejer, men nåede kun køkkenet som gæst. I gangen stod en ny nøglehylde, en frisk skohylde og en anden lampe. Dørene mellem stuerne var udskiftet.
Da Rigmor gik forbi badeværelset og slog lyskontakten, spurgte Mikkel:
Hvad er det her?
Husk du, at det altid har været fugtigt her? svarede Rigmor. Jeg har sat en ventilator i for at undgå mug.
Så lad os få en kop kaffe, sagde Mikkel og satte sig på en ny barstol. Rigmor hentede en kapsel fra kaffemaskinen, trykkede på knappen og sagde: Jeg skifter bare om.
Ingen hast, svarede Mikkel.
Køkkenet var også fornyet: nye gryder, fliser i stedet for plastfolie på køkkenvæggen, og håndklædestænger ved vasken. Da Rigmor vendte tilbage i sin træningsdragt, som hun plejer at bruge hjemme, bemærkede Mikkel straks:
Hvem er den fyr, du har med dig? Jeg vil vide, hvem der opdrager min søn! Vi er stadig ikke skilt!
Drik kaffen, sagde Rigmor med et smil.
Se på hende! Jeg kom tilbage af medfølelse, og nu ser jeg hende leve på egen hånd! råbte Mikkel. Jeg vil hælde kaffen over dig, hvis du ikke svarer på mine spørgsmål!
***
Et halvt år før havde Rigmor sagt, at hendes liv var slut.
Jeg tror, vi er ude af hinanden, Mikkel erklærede han. Følelserne er væk, varmen er forsvundet. Vi kan kun blive sammen for Sebastian, men det er en for stor ofring.
Skal vi skilles? spurgte hun med frygt i stemmen.
Lad os ikke haste, svarede han. Jeg kan tage fejl, måske meget. Vi kan bo hver for sig et stykke tid, men jeg vil altid være der, hvis du virkelig har brug for mig. Ring kun, hvis du har akut brug.
Jeg vil have, at du ikke ringer så meget. Jeg har allerede et nyt liv på vej, sagde han.
Han foreslog, at hun skulle undlade at ansøge om officielle børnebidrag; de ville kun give hende femten hundrede kroner om måneden. I stedet ville han overføre pengene som løn, så hver måtte forsørge sig selv.
Mikkel lovede at betale sin del til Sebastian og sagde: Så gør, hvad du må, men lad være med at blive såret.
Rigmor følte sig som om hun svævede mellem himmel og jord. Ni år i ægteskabet, som hun havde troet var lykkeligt, faldt i ét øjeblik sammen.
Hun kunne på ingen måde huske, hvad der gik galt. Alt syntes at have været i orden.
Rigmor havde altid været afhængig af sit ægteskab for at have et selvstændigt liv. Da hun fik sin universitetsgrad, forventedes det, at hun skulle giftes med Mikkel. Sammen gik de gennem graviditet, fødte Sebastian, og Mikkel støttede hende ved alle lægebesøg.
De havde ingen boliglån; Rigmors forældre havde givet hende en arvet lejlighed, så pengene til renovering og nye møbler var tilgængelige. Mikkel hjalp med huslige pligter, men gik ikke rundt, hvis hun bad ham om noget.
Forholdet til hendes svigerforældre var også godt. Når ferien kom, samlede de alle omkring et stort bord, og der var ingen stridigheder.
Da Sebastian voksede, gik Rigmor tilbage på arbejde, men Mikkel kunne ikke længere køre hende til og fra. Han gav hende sin bil og betalte for hendes kørekort. Når bilen gik i stykker, bad hun Mikkel om at tage den til værkstedet, men han insisterede på selv at gøre det, fordi han mente, at kvinder ofte blev dårligt behandlet i værksteder.
Rigmor var aldrig en tom hustru; hun håndterede alt i hjemmet selv og kontaktede Mikkel kun, når hun virkelig havde brug for hjælp. På jobbet blev hun respekteret for sin flid, og på fem år steg hun to trin på karrierestigen.
Da Mikkel pludselig forlod hende, stod hun i en tom hverdag og vidste, at hun måtte finde sin egen vej. Hendes forældre så hendes nedtrykte tilstand, og far, Dennis, kom på besøg.
Livet byder på mange udfordringer, sagde han, men du må ikke give op. Du er stærk, du kan klare det.
Rigmor græd, men hans ord gav hende mod. Hun indså, at hun kunne klare husstanden uden Mikkel. Rengøring kunne sløres ud til hver anden dag, vaskemaskinen gik længere mellem cyklusser, og maden skulle kun laves hver anden dag. Pengene, som kun kom fra hendes løn og et lille børnebidrag på femtusind kroner, syntes alligevel at løbe op til femogtyve tusind ved månedens slutning.
Hun købte nye døre, en hylde til nøgler og et nyt loftslampe. En ung håndværker kom og installerede dem på en time. Da han så på badeværelset, spurgte han om ventilation. Det er en evig klage, svarede Rigmor, men han installerede en udsugningsventilator på en halv time.
Sebastians skoleferie gik hun i besøgscenteret hos Mikkels mor, så de undgik at tale om skilsmissen. Kort efter kom Mikkel tilbage med et råb: Jeg er tilbage!
Rigmor kiggede ham ind i øjnene.
Du kunne have krævet mere, da du var min mand, men nu skal du bare drikke din kaffe og gå, sagde hun og rakte ham en kop.
Jeg vil ikke gå! Jeg er stadig din ægtemand! Jeg kom tilbage, fordi jeg ville redde dig, sagde han desperat.
Du er kun en papirægtemand, svarede Rigmor roligt, men jeg vil ordne det her hurtigt.
Mikkel stod målløs. Han havde troet, at hans noble handling ville blive mødt med taknemmelighed, men i stedet stod han over for en kvinde, der havde fundet sin egen styrke.
Drik din kaffe, så får du min velsignelse, sagde Rigmor, mens hun gik videre med sin søn til lektier.
Rigmor lærte, at selv når livet kaster dig ud i ukendt vand, kan du bygge din egen skib. Hver dag kan du vælge at stå på egne ben, finde nye veje og skabe et hjem, som du selv elsker. Det er i modgangen, at vi opdager, hvor stærke vi virkelig er.
