Så er han her, den uventede udbrød Mikkel Pedersen med et skævt smil. Så kan du lige hoppe af igen!
Far, hvad i alverden? stammede Anders. Jeg har været væk i tyve år, og så sådan et møde!
Hvis jeg havde haft lyst, så havde jeg givet dig en lortebælte i stedet for et håndtryk greb Mikkel om sin egen bælte. Men frygt ej, det ordner vi lige nu!
Tag det roligt, far! trak Anders sig tilbage. Jeg er ikke fem år gammel, jeg kan svare dig, hvis du vil!
Sådan er din natur! råbte Mikkel med en snert af ironi, mens han lod bælten ligge. Angribe de svage, løbe fra de stærke, snyde de gode og tjene de onde!
Hvorfor er du så sur, og hvad beskylder du mig for? trak Anders på skuldrene. Hvis jeg har gjort noget forkert, så er det gået i glemmebogen for tyve år siden! Så er det tilgivet!
Det er let at sige, når man selv er uskyldig! Selvfølgelig vil man have, at andre tilgiver én. Men jeg har ingen tilgivelse til dig! svarede Mikkel.
Hvad har jeg gjort mod jer? Jeg har jo altid drømt om at gå i skole, men mine forældre skrev mig ind på forræderklubben og sagde, at jeg ikke måtte komme hjem. I har aldrig svaret på mine breve! sukkede han.
Ved du, hvad jeg egentlig mener? spurgte Mikkel drilsk.
Anders så forvirret ud, men før han kunne uddybe, brød hans mor ind i skændes.
Stop! råbte Marie Jensen, der stod i køkkenåbningen. Du er en byrde, Anders! Gå ud og find dig et arbejde, ellers bliver vi de gamle tosser!
Anders stod som en statue, mens Marie fortsatte:
Hvis Gud havde givet mig styrke, så ville jeg have grebet dig i nakken og kastet dig ud af døren! Jeg ser, at Gud har sat dig på hovedet med en lygte!
Mikkel lo højlydt.
Det var en flot pointe! sagde han og rakte hånden frem.
Hvad er der, mor? brølede Anders. Er I blevet skøre? Jeg har været væk i tyve år! Hvorfor denne behandling?
Hvem har udstødt dig? spurgte Mikkel. Vi smider dig ud nu, men takker ham senere, hvis han vil have noget til tak.
Jeg ved ikke, hvem du taler om! udbrød Anders. Jeg var på bussen hjem, og så genkendte naboen Peter mig. Han kom hen for at hilse, men så stoppede bussen, og en ung fyr sprang ud, smed mig i ansigtet og løb væk! Jeg gik bare videre, og han forsvandt i støvet.
Mikkel klappede i hænderne.
En ukendt helt! sagde han. Vi må spørge Peter, hvem der slog dig i ansigtet!
Far, er du kun interesseret i den del? råbte Anders. Så jeg har været væk i tyve år, så kan jeg bare ikke komme hjem?
Hvorfor er du så vigtig, forræder? svarede Marie.
Hvorfor? spurgte Anders.
Fordi! råbte en stemme fra baglokalet.
Hvem er den tapre fyr? spurgte Anders vredigt.
En skygge kom frem i lyset.
Det er den unge fyr, der slog mig! råbte Anders og pegede på ham.
Mikkel grinede.
God dreng, min barnebarn! sagde han. Du gik ikke glip af chancen!
Hvilken barnebarn? rystede Anders på hovedet.
Det her er ham! dukkede Marie op foran ham. Din søn! Din forladte søn!
Jeg har ingen søn! råbte Anders. Jeg har aldrig haft en! Hvis jeg havde, så ville jeg kende ham!
Så husk, hvorfor du løb fra landsbyen for tyve år siden! sagde Mikkel med en alvorlig stemme.
***
Anders havde aldrig kaldt sin afrejse for et flugt. Det var en planlagt afgang, blot skudt i mål lidt for tidligt og der var flere grunde til det.
Det var en lang rejse fra den lille by i Jylland til København, og han skulle på teknisk skole. Stipendiet dækkede kun det nødvendige, så han måtte spare på mad og leje. At bede sine forældre om penge fra Jylland var besværligt de kunne jo kun sende ham kartofler, men hvordan skulle de sende kartofler?
Den anden grund var, at der var en usund stemning i landsbyen. Hvis han havde blivet et par uger længere, ville hans bryllup være i fare, så han valgte at løbe væk.
Når man bliver spurgt: Hvorfor? svarede han:
Jeg vil have mit liv ved havet! Jeg vil ikke ha en kone derhjemme, mens jeg er på eventyr!
Havet kom ind i hans liv ved en tilfældighed. Efter folkeskolen gik han først i militæret, men indså hurtigt, at livet på landjorden ikke var noget for ham. Da han kom hjem, havde han allerede en optagelse på en teknisk skole til sømekaniker.
Før studiet begyndte, gik han ud for at feste lidt som unge gør efter værnepligt. Festen gik fra den ene bar til den anden, fra bord til bord, uanset om han var på land eller til søs. Han så sig selv som en stolt høne, der skulle lægge æg til sin familie, men han ville ikke blive fanget i en bur.
Da han endelig forstod, at verden var fuld af fristelser, så han, at mange unge kom hjem fra militæret som stolte ørne, men endte med at bære en tung byrde æg, børn, hus og husdyr. Han ville ikke ende som en kylling, der kun var god til at blive spist.
Så han holdt sig i form, bandt sit eget bælte og skrudde skruen på sin egen livsstil. Selvom han stødte på nogle problemer, var det bedre end at lide hele livet.
Hans navn spredte sig i landsbyen, og de unge kvinder så på ham som en lovende dreng med klare planer, uden skandaler i bagagen.
Han blev bombarderet af invitationer, blide løfter og endda forslag om ægteskab via hans forældre. Han så, at han enten måtte give op eller flygte. Så han gik på en halv måned i forvejen og sagde farvel til landsbyen.
Som man siger: Den, der passer på sig selv, får også Gud til at passe på ham!
Han ankom til København, fandt sig en seng på kollegiet, skrev ind på teknisk skole, fik sit optagelsesbrev og sendte en besked til sine forældre om, at han var i stedet. De svarede med et vredt brev, kaldte ham forræder, fej og alt, hvad der ellers findes af ord. De skrev også, at han ikke længere havde nogen forældre, og at hans plads var på havets bund.
Anders forstod ikke, hvorfor de skrev så, men han fortsatte med at skrive breve, selvom de aldrig fik svar.
Da han fik sin eksamensgrad, kom et enkelt brev hjem kun en lille seddel på et stykke papir:
Må du synke! Forræder! Fej!
Underskrevet af Mikkel Pedersen og Marie Jensen.
Det var uklart, hvad de mente, men det stod klart, at han ikke var velkommen.
Han skrev videre, men svaret forsvandt. Efter fyrre år blev han mere interesseret i at finde ud af, hvilken af hans forældre, der havde sagt det for tyve år siden.
***
Hvorfor løb du væk? gentog Anders med en sarkastisk tone. Skal jeg tro, at I ville gifte mig med en, jeg ikke engang kender? Hvad tror I, at jeg så, da I planlagde min fremtid?
Jeg så gaver, jeg hørte løfter, og I vidste, at jeg skulle studere, men I ville stadig binde mig!
Vi ville have, at du fik en god ægteskab, men så gik du og droppede Nanna! sagde Marie med en bitter stemme. Hvem fandt du? En forældreløs dreng!
Hun havde selv kommet til mig kort efter min afrejse og spurgte, om hun kunne få et barn af mig. Så vi skulle kaste vores barnebarn ud på gaden?
Hvornår skete det? spurgte Anders. Jeg skrev til jer en måned efter, at jeg var væk, og I svarede, at jeg ikke skulle komme hjem!
Nanna skrev, at hun var gravid! Så du sagde til hende, at hun skulle få en abort og forsvinde fra dit liv! svarede Mikkel.
Virkelig? sagde Anders. Og hvad så? Jeg blev smidt ud af mit eget hus.
Vi tog hende ind, hun var forældreløs! Hun bar vores barnebarns hjerte! Sådan gik det med Stine!
Hent Nanna ind! krævede Anders. Vi skal afklare det her!
Der er ingen at tale med, svarede Stine. Min mor døde for ti år siden. Jeg blev opvokset af bedsteforældre!
Fantastisk! rystede Anders på hovedet. Så mødte jeg min far lige i øjnene!
Du dræbte min gravide mor! råbte Stine. Heldigvis har bedsteforældre været i orden!
Så I er alle rigtige, og jeg er den eneste forræder!
Og også en fej! tilføjede Mikkel. Du løb fra ansvaret og sendte pigen på abort!
Men vi troede på Nanna, da hun skrev, at hun havde født en dreng! Du kaldte hende en løgner i dit sidste brev!
Har I set brevet? spurgte Anders.
I troede på den fattige pige, mens I gik på kompromis med sandheden! sagde Marie.
Så lad os lave en DNA-test! foreslog Anders. Ellers kan jeg ikke bevise min ret. Hvis jeg er far, kan I korsfæste mig ved porten!
Testen blev negativ, og Anders gav resultaterne til sine forældre.
Er det klart? spurgte han. Nanna vidste, at jeg ikke var far, men hun kom til jer.
Problemet er ikke, at I troede på en løgn, men at I accepterede, at jeres søn var en fej og forræder!
I tyve år har I nægtet mig tilgivelse, men nu har jeg ikke brug for den. Jeg kunne have sagt, at jeg føler medlidenhed, men jeg har ingen. Så farvel! Selvom I sagde farvel for tyve år siden!
Anders gik sin vej, mens Stine blev tilbage og fortsatte at fortælle, at han var den elskede barnebarn, at testen var forkert, at moren var helgen.
Og så lever de videre i deres lille danske drama.
