Tilbage til Livet: En Forvandling af Hverdagen

Tilbage til livet

Kirsten havde i lang tid holdt sig væk fra sin søns lejlighed. Hun ville ikke, hun kunne ikke. Tårerne var væk for længe siden. sorgen var blevet til en knogleknogende, vedvarende smerte, en følelse af håbløshed, der hængte som en tung tåge over hver dag.

Sønnen, Søren, var 28 år gammel. Han havde aldrig klaget over sit helbred. Han var færdiguddannet fra DTU, havde et fast job i en IT-virksomhed, gik i fitnesscenteret hver aften og havde en kæreste, Anna. To måneder før alt begyndte, lagde han sig i seng og vågnede aldrig igen.

Kirsten blev skilt fra sin mand, da Søren kun var seks år gammel, og hun var så 30. Årsagen var simpel utroskab, gentagne gange. Den tidligere ægtemand betalte ingen underholdsbidrag, forsvandt i mørket, og Søren voksede op uden far. Kirstens forældre stod til hjælpen.

Der har været nogle korte forelskelser i hendes liv, men hun har aldrig turdet indgå et nyt ægteskab. Hun arbejdede som øjenlæge og startede med at leje et lille lokale i en købmandsbutik, hvor hun solgte briller og stel. Efter et par år tog hun et lån på 250000 kroner, købte sit eget lokale og grundlagde en solid optik, Kirstens Syn. Her holdt hun både konsultationer og udførte synstest.

Sidste år købte hun en etværelseslejlighed til Søren på Østerbro. De lavede en lille renovering ny maling, nye gulve. Alt var klar til at han kunne flytte ind og starte sit eget liv.

En dag, mens støvet svævede i luften, gik Kirsten i gang med at tørre gulvet. Hun skubbede sofaen til side, og en telefon faldt ud fra dens dybe indre. Hun kunne ikke finde den, men satte den på oplader.

Hjemme, med tårer i øjnene, så hun på billederne i telefonen: Søren på kontoret, på ferie med venner, i armene på Anna. Så åbnede hun Viber, og øverst stod en besked fra hans gamle studiekammerat Dennis. En foto af en ung kvinde med en dreng, drengen så præcis ud som lille Søren.

“Kan du huske, vi hængte hos Lene til nytår, da vi stadig gik på universitetet? Lene havde en veninde, jeg mødte med en lille dreng. Hun lejer en lejlighed lige overfor. Drengen er din dobbeltgænger! Så jeg sendte et billede som en påmindelse.”

Beskeden var sendt en uge før tragedien. Så Søren havde kendt ham og sagt ingenting? Det var som et knivslag i hjertet.

Kirsten kendte til, hvor Dennis boede. Dagen efter efter arbejde kørte hun til hans bygning. Den lille dreng løb efter en cykel og bad om en tur. Kirsten gik ned til ham og spurgte: Har du ingen cykel?

Drengen rystede på hovedet. Så kom den unge kvinde, omkring 22 år, med overdrevent farveblyantssminke, som skjulte hendes naturlige ansigt. Hvem er du? spurgte hun.

Jeg er bedstemor til denne dreng, svarede Kirsten.

Jeg er Maja, hans mor, svarede kvinden.

Kirsten tog dem med til en café på Nørrebro. Drengen, som de kaldte Lasse, fik en is, og Maja en kaffe. Maja fortalte, at hun som 17-årig kom fra en lille landsby i Jylland og gik på erhvervsskole for at blive syerske. Til nytår inviterede hendes veninde Lene, som hun havde mødt på skolen, hende til et festligt besøg. Lene boede sammen med sine forældre, som var på ferie hos slægtninge.

Lene var ven med Dennis. Dennis kom til festen sammen med sin ven Søren. Det var den aften, Maja og Søren havde haft et affære. Søren overlod sit mobilnummer og lovede at ringe, men han ringede aldrig.

Da Maja opdagede, at hun var gravid, ringede hun til ham. Da de mødtes, var Søren vred, råbte af hende, sagde at ansvarlige kvinder selv skal sørge for prævention, og gav hende penge til at afbryde graviditeten. Da han gik, bad han hende om at forsvinde fra hans liv for altid. Hun så ham aldrig igen.

Maja droppede ud af skolen, blev smidt ud af kollegieværelset med barnet, kunne ikke vende tilbage til landsbyen, hendes mor var død, far og bror drak.

Hun lejede et lille værelse hos en ældre enlig kvinde i Vesterbro. Nu passer hun på Lasse, mens hun arbejder på en pølsefabrik i Amager. Lønnen er kun 12000 kroner om måneden, men pengene går næsten straks til husleje og børnepasning. En plads i en privat børnehave er umulig at få.

Næste dag hjalp Kirsten Maja og Lasse med at flytte ind i Sørens lejlighed. Så begyndte et helt nyt kapitel for hende.

Lasse blev indskrevet i en anerkendt privat børnehave. Kirsten måtte købe tøj til både Maja og drengen, og hun brugte timer på at hjælpe dem. Lasse ligner Søren i alt blikket, gestusene, den stædige natur.

Kirsten tog på sig at være mentor for Maja. Hun lærte hende at bruge makeup uden at overdrive, at klæde sig pænt, at lave mad og holde orden. Hun viste hende, hvordan man kan stå på egne ben.

En aften sad de alle sammen foran tv. Lasse lagde armen om sin bedstemor og sagde: Du er min yndlings! I det øjeblik mærkede Kirsten, at tomrummet i hendes hjerte ikke længere var så trykkende. Sorgen havde mistet sin tyngde, og hun følte for første gang siden ulykken, at glæde kunne finde vej ind igen.

To år gik. Kirsten og Maja fulgte Lasse ind i første klasse. Maja arbejdede stadig for Kirsten og var blevet hendes uundværlige højre hånd.

Maja har nu en kæreste, som ønsker et seriøst forhold. Kirsten har intet imod livet skal leve videre.

Det ser ud til, at hun snart skal giftes. En gammel, god ven har foreslået det, og hvorfor ikke? Hun er smuk, selvstændig, med en slank figur og en blid karakter og hun er kun 54 år gammel.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

2 × 4 =

Tilbage til Livet: En Forvandling af Hverdagen
Stedfaderens Kærlighed – “Mor, jeg er gravid. Men lov mig, at du ikke går i panik,” sagde min datter i ét åndedrag. “Du må da spøge? Det er ikke sjovt,” svarede jeg. “Det er sandt,” insisterede Oksana. “Hvem er faren?” spurgte jeg forundret. “Det er Max,” hviskede Oksana. “Max? Maksim – din stedbror?” kunne jeg næsten ikke tro mine egne ører. “Mor, du begynder igen. Han er jo ikke rigtig min bror! Du og far Pavel prøvede altid at gøre os til søskende, men det var vi aldrig. Vi har altid været to fremmede. Nu har Max og jeg fundet sammen, og vi starter vores egen familie. Alt skal nok gå,” beroligede min datter. “Gud, hvornår nåede I det? I er jo kun 18 år… Nej, det kan jeg ikke tro,” begyndte jeg alligevel at gå i panik. …Mens jeg lyttede til min datters hjerteskærende indrømmelse, slog det mig, hvor naturligt det egentlig var. To teenagere af hvert sit køn under samme tag – det er som at sætte et stearinlys tæt på ilden. Før eller siden smelter lyset… …Det hele begyndte for tolv år siden, da jeg mødte Pavel og hans søn Maxim i Kongens Have. Vores børn legede sammen først, og snart begyndte vi at ses som familie. Jeg flyttede ind hos Pavel med Oksana, og senere blev vi gift. Gennem alle årene insisterede vi på, at vores børn skulle leve som bror og søster. Og nu – overraskelse! Vores datter og stedbror venter barn sammen. Hvad vil naboerne dog sige? Da jeg fortalte Pavel det, svarede han roligt: “Sådan er livet. Det er ikke til at ændre. Vi må bare arrangere et bryllup.” Hvordan overså vi det? Måske fordi børnene voksede op og først fik hver deres seng, da de var ti – før da delte de en sovesofa! …Brylluppet blev hurtigt arrangeret og chokerede gæsterne, som troede, vi var én lykkelig familie. Jeg rødmede og trak på skuldrene – sådan blev det bare. Da barnebarnet Oline blev født, begyndte der hurtigt at opstå skænderier mellem Oksana og Max. Fem år senere erklærede Max: “Jeg forlader Oksana.” Han havde fundet en ny familie – med barn. Og Oksana vidste det hele tiden. “Prøvede du aldrig at holde ham tilbage?” spurgte jeg. “Hvorfor? Hvis han ikke elskede mig, så måtte han gå. Jeg skulle jo ikke kaste mig i havnen af den grund,” svarede Oksana roligt. …To år senere kom Max tilbage – uden noget, uden bil, kun med skuffelse og depression. Oksana tog ham til sig igen. …Et år senere fik de sønnen Egon. Men frygten lurer stadig – hvad hvis Max forlader hjemmet igen? …Oksana forelskede sig hovedkulds i sin chef, “Bjørn Brutage” – hele kontoret beundrede ham. Oksana kunne ikke styre sine følelser, forholdet blev skjult – men rygterne spredte sig. Nogen fortalte det til Max, og han blev først rasende, men kom sig, måske fordi han selv havde været utro. “Hvis man elsker ribs, må man også tage det sure med,” sagde Pavel. …Kontorromancen varede to år og resulterede i datteren Jane. Samtidig fik chefens rigtige kone en søn. Oksana accepterede situationen – chefens familie kom først. …Oksana vendte tilbage til familien, dog med tanker et andet sted. Max var som genfødt, og kærligheden mellem dem blev stærkere. Oksana tog imod Max som om intet var hændt, med øjnene “Én-én, min kære – vi er kvit!” Vi elsker alle børnebørnene lige højt – men nu sover alle på hver sin seng for alle tilfældes skyld. Også selvom Oline og Jane kun deler mor, men ikke far…