Tilbage til Livet: En Forvandling af Hverdagen

Tilbage til livet

Kirsten havde i lang tid holdt sig væk fra sin søns lejlighed. Hun ville ikke, hun kunne ikke. Tårerne var væk for længe siden. sorgen var blevet til en knogleknogende, vedvarende smerte, en følelse af håbløshed, der hængte som en tung tåge over hver dag.

Sønnen, Søren, var 28 år gammel. Han havde aldrig klaget over sit helbred. Han var færdiguddannet fra DTU, havde et fast job i en IT-virksomhed, gik i fitnesscenteret hver aften og havde en kæreste, Anna. To måneder før alt begyndte, lagde han sig i seng og vågnede aldrig igen.

Kirsten blev skilt fra sin mand, da Søren kun var seks år gammel, og hun var så 30. Årsagen var simpel utroskab, gentagne gange. Den tidligere ægtemand betalte ingen underholdsbidrag, forsvandt i mørket, og Søren voksede op uden far. Kirstens forældre stod til hjælpen.

Der har været nogle korte forelskelser i hendes liv, men hun har aldrig turdet indgå et nyt ægteskab. Hun arbejdede som øjenlæge og startede med at leje et lille lokale i en købmandsbutik, hvor hun solgte briller og stel. Efter et par år tog hun et lån på 250000 kroner, købte sit eget lokale og grundlagde en solid optik, Kirstens Syn. Her holdt hun både konsultationer og udførte synstest.

Sidste år købte hun en etværelseslejlighed til Søren på Østerbro. De lavede en lille renovering ny maling, nye gulve. Alt var klar til at han kunne flytte ind og starte sit eget liv.

En dag, mens støvet svævede i luften, gik Kirsten i gang med at tørre gulvet. Hun skubbede sofaen til side, og en telefon faldt ud fra dens dybe indre. Hun kunne ikke finde den, men satte den på oplader.

Hjemme, med tårer i øjnene, så hun på billederne i telefonen: Søren på kontoret, på ferie med venner, i armene på Anna. Så åbnede hun Viber, og øverst stod en besked fra hans gamle studiekammerat Dennis. En foto af en ung kvinde med en dreng, drengen så præcis ud som lille Søren.

“Kan du huske, vi hængte hos Lene til nytår, da vi stadig gik på universitetet? Lene havde en veninde, jeg mødte med en lille dreng. Hun lejer en lejlighed lige overfor. Drengen er din dobbeltgænger! Så jeg sendte et billede som en påmindelse.”

Beskeden var sendt en uge før tragedien. Så Søren havde kendt ham og sagt ingenting? Det var som et knivslag i hjertet.

Kirsten kendte til, hvor Dennis boede. Dagen efter efter arbejde kørte hun til hans bygning. Den lille dreng løb efter en cykel og bad om en tur. Kirsten gik ned til ham og spurgte: Har du ingen cykel?

Drengen rystede på hovedet. Så kom den unge kvinde, omkring 22 år, med overdrevent farveblyantssminke, som skjulte hendes naturlige ansigt. Hvem er du? spurgte hun.

Jeg er bedstemor til denne dreng, svarede Kirsten.

Jeg er Maja, hans mor, svarede kvinden.

Kirsten tog dem med til en café på Nørrebro. Drengen, som de kaldte Lasse, fik en is, og Maja en kaffe. Maja fortalte, at hun som 17-årig kom fra en lille landsby i Jylland og gik på erhvervsskole for at blive syerske. Til nytår inviterede hendes veninde Lene, som hun havde mødt på skolen, hende til et festligt besøg. Lene boede sammen med sine forældre, som var på ferie hos slægtninge.

Lene var ven med Dennis. Dennis kom til festen sammen med sin ven Søren. Det var den aften, Maja og Søren havde haft et affære. Søren overlod sit mobilnummer og lovede at ringe, men han ringede aldrig.

Da Maja opdagede, at hun var gravid, ringede hun til ham. Da de mødtes, var Søren vred, råbte af hende, sagde at ansvarlige kvinder selv skal sørge for prævention, og gav hende penge til at afbryde graviditeten. Da han gik, bad han hende om at forsvinde fra hans liv for altid. Hun så ham aldrig igen.

Maja droppede ud af skolen, blev smidt ud af kollegieværelset med barnet, kunne ikke vende tilbage til landsbyen, hendes mor var død, far og bror drak.

Hun lejede et lille værelse hos en ældre enlig kvinde i Vesterbro. Nu passer hun på Lasse, mens hun arbejder på en pølsefabrik i Amager. Lønnen er kun 12000 kroner om måneden, men pengene går næsten straks til husleje og børnepasning. En plads i en privat børnehave er umulig at få.

Næste dag hjalp Kirsten Maja og Lasse med at flytte ind i Sørens lejlighed. Så begyndte et helt nyt kapitel for hende.

Lasse blev indskrevet i en anerkendt privat børnehave. Kirsten måtte købe tøj til både Maja og drengen, og hun brugte timer på at hjælpe dem. Lasse ligner Søren i alt blikket, gestusene, den stædige natur.

Kirsten tog på sig at være mentor for Maja. Hun lærte hende at bruge makeup uden at overdrive, at klæde sig pænt, at lave mad og holde orden. Hun viste hende, hvordan man kan stå på egne ben.

En aften sad de alle sammen foran tv. Lasse lagde armen om sin bedstemor og sagde: Du er min yndlings! I det øjeblik mærkede Kirsten, at tomrummet i hendes hjerte ikke længere var så trykkende. Sorgen havde mistet sin tyngde, og hun følte for første gang siden ulykken, at glæde kunne finde vej ind igen.

To år gik. Kirsten og Maja fulgte Lasse ind i første klasse. Maja arbejdede stadig for Kirsten og var blevet hendes uundværlige højre hånd.

Maja har nu en kæreste, som ønsker et seriøst forhold. Kirsten har intet imod livet skal leve videre.

Det ser ud til, at hun snart skal giftes. En gammel, god ven har foreslået det, og hvorfor ikke? Hun er smuk, selvstændig, med en slank figur og en blid karakter og hun er kun 54 år gammel.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

four × 2 =

Tilbage til Livet: En Forvandling af Hverdagen
Slip mig fri, vær så venlig – Jeg tager ingen steder hen… – mumlede kvinden stille. – Det her er mit hjem, og jeg forlader det ikke. – Uselvte tårer dirrede i hendes stemme. – Mor, – sagde manden. – Du forstår jo godt, at jeg ikke kan passe dig… Du må forstå det. Anders var trist. Han kunne se, hvor meget hans mor, Kirsten, bekymrede sig. Hun sad på den slidte sofa i barndomshjemmet i en stille dansk landsby. – Det går nok, jeg kan godt klare mig selv. I behøver ikke passe mig, – sagde hun stædigt. – Slip mig nu fri. Men Anders vidste, hun ikke kunne. Det var et slagtilfælde. Kirsten havde været ofte syg før, og han huskede, hvordan han havde taget orlov for at pleje hende, da hun brækkede benet. Dengang kunne hun slet ikke klare sig uden ham i starten. Anders var begyndt at tjene godt for nylig og ville renovere huset til sommer, så hans mor kunne have det rart. Men så fik hun slagtilfældet. Nu gav det ikke mening at renovere mere – hun måtte med ind til byen. – Camilla pakker dine ting, – nikkede Anders mod sin kone. – Sig, hvis du mangler noget. Kirsten sagde ingenting og så bare ud ad vinduet, hvor en let efterårsvind rev blade af de gamle træer, hun havde kendt hele livet. Hendes ene, stadig fungerende hånd greb hårdt om den anden, der hang slap. Camilla rodede i klædeskabet og spurgte hele tiden svigermor, hvad hun skulle tage med, men Kirsten blev bare ved med at stirre ud ad vinduet. Hendes tanker var fjernt fra svigerdatteren, slidte morgenkåber og knækkede briller. …Kirsten var født og havde boet i samme lille landsby i alle sine 68 år. Hele livet arbejdede hun som syerske – først på det lokale værksted, der blev lukket, da landsbyen blev mindre. Derefter syede hun derhjemme. Med tiden blev der mindre at lave, og hun kastede sig over have og hus med hele sin sjæl. Nu kunne hun ikke forestille sig at forlade alt og flytte ind til storbyen. Til en fremmed lejlighed… … – Anders, hun spiser igen ikke noget, – sukkede Camilla og satte tallerkenen på bordet i køkkenet. – Jeg kan ikke mere. Jeg har ikke flere kræfter… Anders så tavst på både kone og tallerken og rystede på hovedet. Med et tungt suk gik han ind til sin mor. Kirsten sad stadig på sofaen og stirrede ud. Det var som om, hun ikke engang blinkede. Hendes grå øjne så ud i det fjerne. Den ene hånd lå på den anden, forsøgte næsten at give den liv. Rummet var fyldt med genoptræningsudstyr, håndtrænere, og på natbordet lå en stabel medicin. Men uden Anders’ insisteren havde hun ikke rørt noget af det. – Mor? Kirsten reagerede ikke. – Mor? – Min dreng? – svarede hun dæmpet og lidt sløret. Efter slagtilfældet kunne hun næsten ikke tale, ordene var utydelige, men det gik trods alt bedre nu end før. – Hvorfor har du ikke spist noget? Camilla har lavet mad til dig. Du har næsten ikke rørt maden i dagevis? – Jeg har ikke lyst, Anders, – svarede Kirsten sagtmodigt og så på ham. – Må du ikke tvinge mig. – Mor… Hvad har du lyst til? Du skal bare sige det… Anders satte sig tæt ved, og hun tog hans hånd. – Du ved det godt, Anders. Jeg vil bare hjem igen. Jeg er bange for, at jeg ikke ser huset mere. Han sukkede og rystede på hovedet. – Du ved, jeg arbejder hver dag nu, og Camilla render til læger hele tiden. Der er vinter udenfor, og at tage tilbage… Kan vi ikke vente til foråret, i det mindste? Hun nikkede, og Anders smilede svagt og gik ud. – Bare det ikke bliver for sent, min dreng… Bare det ikke bliver for sent. … – Jeg er ked af det, IVF lykkedes igen ikke, – sagde lægen, tog brillerne af og så på den unge kvinde. Camilla gispede og skjulte ansigtet i hænderne: – Men hvorfor? Hvorfor lykkes det for alle andre? I sagde, det var normalt, at kun fyrre procent blev gravide første gang. Men det her er tredje forsøg, og intet sker! Hvordan kan det være! Anders sad tavs og holdt hende i hånden. Han var nervøs. I klinikkens anden fløj var Kirsten til massage, og det var snart tid at hente hende. – Lyt, – begyndte lægen. – Jeg forstår jer. For jer er graviditeten en drøm, men I er låst fast på det her og under stort pres. Kroppen kan ikke… – Selvfølgelig er jeg det! Jeg arbejder hjemmefra for at betale for den dyre behandling, løber til behandlinger, tager piller konstant, passer svigermor og hendes luner. Hun vil hverken spise eller tage piller! Ja, jeg ønsker mig et barn, måske ville min mand så fokusere lidt på mig og ikke kun sin mor! Camilla tav, opdagede hun havde sagt for meget. Hun greb tasken og løb ud. – Undskyld, – hviskede Anders. – Det går nok, – svarede lægen. – Jeg har været ude for værre. Tavst gik Anders efter sin kone. Camilla sad på en bænk i venteværelset. Hun græd, ansigtet i hænderne, kroppen rystede. Hun løftede røde, blanke øjne mod ham. – Undskyld… Undskyld mig… Jeg mente ikke at sige noget dårligt om din mor. Jeg er bare så træt. Jeg er træt af at se et menneske visne væk, træt af kun at se én streg på testen og betale en formue for ingenting. Jeg kan bare ikke mere… – Hvis jeg kunne, ville jeg hjælpe jer begge, men det er ikke i mine hænder… – Jeg ved det, – smilte Camilla svagt gennem tårerne. – Det ved jeg. De sad længe, hånd i hånd i stilhed, så rejste Camilla sig, rettede sin skjortekrave og smilede. – Kom. Kirsten er sikkert færdig. Hun bryder sig ikke om hospitaler. Hun bliver trist af dem. … – Jeres mor har næsten ikke gjort fremskridt, – sagde den lille, gråhårede læge, Anders mødte i gangen. – Da I kom første gang, troede jeg faktisk, hun havde en chance for at komme sig. Selvfølgelig er oddsene efter et slagtilfælde lave, men hun røgte ikke, havde ingen kroniske sygdomme. Hun havde chancen. – Men… Intet sker. Jeg ser det jo selv. – Måske… vil hun ikke. Hun har givet op. Der er ingen ild, ingen gnist… Hun vil ikke leve længere. Anders nikkede tavst. Det kunne han jo se. Kirsten havde tabt 15 kilo, var ikke sig selv længere. Hun sad bare samme sted ved vinduet, læste ikke, så ikke TV, talte ikke med nogen. Stirrede ud. – Efter et slagtilfælde kan adfærden ændre sig på grund af hjernens skader, – tilføjede lægen stille. – Men jeg troede faktisk ikke, det ville ramme hende så hårdt. Ikke efter første konsultation. – Jeg tror, det er noget andet, – svarede Anders stille. … – Anders, – sagde Camilla i telefonen, – kan du aflyse din forretningsrejse? Kirsten er blevet meget dårlig. Jeg er bange for, at du ikke når hjem i tide… Det var svært at sige. Hun vidste, hvor meget hans mor betød for ham. Og det var også svært for hende at se svigermor, der nærmest ikke rørte sig på sofaen længere. Før kiggede hun i det mindste ud ad vinduet, hørte lidt vinylplader fra landsbyen – arv fra faren, en musikskolelærer. Nu lå Kirsten bare og stirrede op i luften, sagde ingenting. Hun havde næsten ikke spist i flere dage, kun drukket mælk. Hun klagede tit over, at mælken ikke smagte som hjemme på landet. Men den drak hun nu… Anders kom hjem samme aften og satte sig hele natten hos sin mor. – Du ved godt, hvad jeg ønsker. Du lovede mig det. Anders nikkede. Det løfte havde han givet. Dagen efter kørte de til landsbyen. Kirsten nægtede at tage til læge. – Jeg vil ikke på hospitalet. Jeg vil hjem. Det var marts, men mirakuløst var vejene endnu ikke for mudrede, og de kunne køre hele vejen til huset. Anders åbnede bildøren og hjalp moren ned i kørestolen. Smeltende sne afslørede jorden, solen varmede, træerne svajede i en let brise. Kirsten sad i timevis i haven, smilede endelig og trak vejret dybt, så op mod himlen og græd – men det var lykkelige tårer. Hun var endelig hjemme. Så sit gamle hus, den stærke sol, hørte naturens lyde, mærkede den kolde forårsluft… Om aftenen spiste hun og sad længe ude, før hun gik i seng. Hun smilede hele tiden. Om natten sov hun stille ind – stadig med et smil. Hun gik bort lykkelig. Anders og Camilla holdt begge fri for at begrave Kirsten og få huset ordnet. Og sandheden var, Anders havde bare lyst til at blive lidt længere. Trække den friske landluft. Han havde ikke været her mere end få dage ad gangen de sidste mange år. …Lige før de skulle rejse tilbage til byen, fik Camilla det skidt. Hun gik ud på badeværelset, hvor hun pludselig måtte kaste op. Da hun kom tilbage, var hendes øjne store af overraskelse, og i hånden havde hun en graviditetstest. Hun havde næsten altid en i tasken – men forgæves. Nu var der to streger. To! – Det er hende, din mor… Det er Kirsten, der har hjulpet os, – hviskede Camilla stadig forundret og med glædestårer. Anders løftede blikket mod den blå, skyfri himmel og krammede sin kone tæt. Ja, det var hans mors gave. Den sidste og mest dyrebare…