“Du er gammel! Jeg er flov over at præsentere dig for mine partnere, så jeg har fundet mig en elskerinde!” sagde Mikkel, min mand, da han kom ind med den store skælmske smile.
Det har gået stærkt på mig den sidste tid. Jeg har startet mit eget skrædderi i en lille butik på Vesterbro, hvor jeg laver skræddersyet tøj på bestilling. Hver ledig time går på projektet, for jeg vil have det op at stå og få et skønt lille hjørne i sollyset. Så pludselig husker jeg, at i aften er der en velgørenhedsmiddag noget Mikkel så kort nævnte og jeg indser, at jeg har glemt helt den aftale.
Mikkel fortæller, at jeg ikke behøver at møde op; han forstår, at jeg har travlt, og han vil gå alene. Men han påpeger også, at det ikke er i orden at behandle familien på den måde. Jeg ringer til restauranten, fortæller, at jeg desværre ikke kan komme, fordi jeg har arbejde og skal se ordentlig ud. Så fylder jeg badekarret med varmt vand og æteriske olier, så jeg kan slappe af og lade op.
Mens jeg nyder duften af citron og gran, lukker jeg øjnene. Telefonen på kanten af karret begynder at ringe. Jeg tager den ud, skyller hånden af boblerne, tørrer mig med et håndklæde og svarer.
“Hvor er du, mor?” siger min datter Freja, som studerer i udlandet. Jeg har savnet hende så meget, at jeg næsten kan mærke hendes hænder omkring mig. “Hej, skat! Jeg har læst om dit skrædderi på nettet du er en sand geni! Din far er sikkert stolt, eller? Jeg tænkte, du bare var travl, men du har alligevel fået styr på alt. Hvordan kan du nå det hele? Du hjælper jo også far med regnskaberne.”
Jeg smiler og forklarer, at arbejdet er i gang, vi har allerede bestillinger, og jeg elsker at prøve noget nyt. Det føles som om, jeg endelig har fundet min plads, efter at have følt mig fanget i de gamle forretningsidéer, som far og jeg byggede op sammen.
Vi snakker lidt om vejret, og så skynder Freja sig videre til sit studie. Hun vender snart hjem, bare seks måneder tilbage. Jeg tænker på, hvor heldig jeg er med min familie, og den tanke holder mig varm hele aftenen, indtil jeg når restauranten.
Ved indgangen får jeg en hård modstand fra sikkerhedsvagten. “Uden invitation kan vi ikke lade dig komme ind,” siger han insisterende. Jeg svarer, at min mand har en invitation til to personer. “Hvad er din ægtefælles efternavn?” spørger han.
Jeg ruller med øjnene over hans kolde attituder. “Mikkel Jensen. Tjek listen.”
Vagten bladrer i listen, kigger på sin kollega og griner. “Der er sket en fejl, frue. Mikkel Jensen kom allerede ind med sin kone.”
“Hvordan kan det være?” spørger jeg forvirret.
“Listen viser, at han allerede er inde med sin ægtefælle. Du kan ikke snyde os, det er en lukket fest, og hvis du er en journalist, som vi ikke har inviteret”
Pludselig høres en blød stemme bag mig: “Anders, hvad foregår her?” Jeg vender mig om og ser min gamle klassekammerat Anders, som jeg ikke har set siden gymnasiet. “Det ser ud til, at sikkerhedsvagten har misforstået noget, fordi min mand allerede er inde med sin kone,” siger jeg lettet.
Anders smiler, nikker til vagten og siger: “Hun er med mig.”
Jeg er helt forvirret, men også lettet over, at han vil hjælpe mig. Jeg havde faktisk planlagt en overraskelse til Mikkel, men nu er jeg nødt til at improvisere. Jeg tænker på den tid, da Anders altid fik dårlige karakterer og blev sendt til rektor. Sådan en dag kunne han faktisk være rektor?
“Hvordan går det med dig? Jeg hører, du er gift med en så velhavende fyr,” spørger Anders med et grin.
“Vi har bygget alting sammen fra bunden, og nu har jeg mit eget skrædderi. Hvis du har brug for en jakkesæt, så sig endelig til.” Jeg giver ham mit visitkort.
Indenfor i lokalet begynder jeg at lede efter Mikkel. Anders følger med og vi udveksler små bemærkninger. “Du har stadig den samme charme, Karin,” siger han. “Du er stadig den smukke pige, jeg husker.”
Vi taler om, hvordan han har vundet sig op i livet, selvom folk sagde, han aldrig ville klare sig. Det er rart at finde ham igen efter så mange år.
Da jeg endelig ser Mikkel, går jeg hen og takker Anders for at have bragt mig ind. Mikkel smiler stolt og siger: “Min kone er min største inspiration.” Mit hjerte flammer lidt ved at høre ham rose mig offentligt. Så, ud af det blå, trækker han en kvinde hen til sig og giver hende et kys på kinden. “Karin, vil du have noget at drikke?”
Jeg fryser helt. Skal jeg bare stå her og lade ham kysse en anden? Jeg svarer høfligt, “Tak, men jeg klarer mig.”
Mikkel ser forvirret ud, men han undskylder til sine nye bekendtskaber, tager sin elskerinde, en ung kvinde i starten af tyverne, i hånden og går ud i haven. Jeg spørger ham i en lav stemme: “Hvad laver du her?”
“Jeg er bare kommet for at støtte dig,” svarer han, men det lyder som en undskyldning.
Han vender sig mod den unge kvinde og siger: “Polly, vent lidt, jeg er snart tilbage.” Så griber han mig i armen og trækker mig mod udgangen.
Jeg prøver at holde mig rolig, men indeni koger det. “Det er dig, du vil have en anden?” spørger jeg, mens hans ansigt bliver rødt af skam.
Han svarer indiskret: “Du er for gammel, Karin! Jeg er flov over at tage dig med til mine partnere, så jeg har fundet mig en elskerinde. Det er normalt i vores kredse konen skal skinne, ikke se ud som en slæbende hest. Du gør dit arbejde, men jeg vil have noget, der ser bedre ud.”
Jeg føler kun én ting: dyb skuffelse. “Selvfølgelig ser hun fantastisk ud. Hun behøver ikke at tænke på årsregnskaber eller hvor pengene skal investeres. Godt valg, Jensen.”
Mikkel ryster på hovedet. “20 år sammen, og du tror, du er den eneste for mig?” han mumler. “Det påvirker ikke vores fremtid. Gå nu, så vi kan snakke, når jeg kommer hjem.”
Jeg ved, at jeg ikke vil leve videre i et ægteskab, der kun er en facade. Jeg har min egen butik, der går op ad bakke, og jeg vil have halvdelen af alt, hvad der tilkommer mig. Mikkel går, og jeg sætter mig på en bænk under et gadelys, mens jeg prøver at fordøje, hvad der er sket. Anders sidder ved siden af mig, stille, men hans nærvær beroliger mig. Vi mindes gamle skolehistorier og griner af de skøre ting, vi lavede. Det føles som at være et barn igen, uden bekymringer.
“Jeg ville ønske, jeg kunne gå tilbage til skolebænken,” siger jeg drømt.
“Anders, hvis du har brug for noget, så sig til. Jeg kan også køre dig hjem,” svarer han.
Da vi siger farvel, går jeg tilbage til min butik, som nu føles som mit eget lille rige. Jeg har besluttet mig for at flytte ind i en lejlighed ved siden af skrædderiet, så jeg kan undgå Mikkel helt. Han er imod skilsmissen, men jeg har hyret en god advokat, og vi deler alt i to lige store dele. Freja er på min side hele vejen hun har valgt mig, og hun besøger mig ofte for at hjælpe.
Livet begynder at falde på plads igen. Jeg får flere bestillinger, overvejer at udvide, og en dag ringer Anders. “Det er Danni. Jeg har din visitkort, så hvis du har brug for et jakkesæt” Jeg griner. “Det er ikke så vigtigt, men lad os mødes over en kop kaffe.”
Jeg accepterer og ser det som en chance for at starte på en ny måde. Jeg har lært at sætte mig selv først og ikke lade mig binde af andres løgne. Trods alt er der stadig håb om lykke måske med Anders, måske med mig selv. Jeg ved, at jeg kan klare det, for jeg har min butik, min datter og de mennesker, der virkelig betyder noget.
