Kære dagbog,
I dag har jeg virkelig fået en smag af, hvad det vil sige at være den gamle husmor, der stadig kæmper med de moderne gæster. Min mand, Henrik, snusede afskyfuldt i luften i køkkenet, da han mærkede duften af tomater og sidste års surkål. De går rundt i de hippe caféer og restauranter i København, mumlede han. Hvorfor skal de have borsjtj som hovedret? Giv dem noget, de kan lide, noget med frikadeller og smørrebrød!
Jeg forsøgte at holde ham i ro: Der kommer også kødboller, salat med mayonnaise, og pandekager. Skærerne er også klar men lad mig være i fred, du gamle vrøvl, jeg klarer det uden dig. Jeg kastede min forklæde af i et øjebliks hast og sagde: Lad mig stå til den sidste gryde, så slukker du den om fem minutter, og så tager jeg ud.
Henrik så forvirret ud, trak sine bløde underbukser op og kiggede mistænksomt på komfuret. Hvor skal du? spurgte han. Til mødet med Pål, han kommer om ti minutter. Jeg skal lige købe ekstra rugbrød, så ingen går sultne hjem. Jeg rettede mit hår foran spejlet. Mine korte krøller er nu bare så kort, som de altid har været, men jeg savner de dage, hvor jeg var den blomstrende skønhed, som alle drømte om. Nu føles jeg som en falmet rose, der knapt kan holde sig i live.
Henrik lo så højlydt, at han næsten faldt i sig selv: De er små, de klarer sig selv! Jeg rystede på hovedet. Lad være, Peder, lad mig klare det uden dig. Husk bare gryden og tag noget tøj på, inden du går ude i al din undertøj.
Jeg følte mig så irriteret i dag, som om alt gik imod mig. Min søn, Mikkel, har aldrig fået en fast stilling han driver sin egen internetvirksomhed, hænger altid i kode og programmer. Jeg længes efter et barnebarn, så jeg kan fortælle ham om de dage, hvor vi sang Der er et yndigt land og drak kold øl på terrassen. Mine veninder har allerede fået børnebørn, mens jeg stadig er alene og venter.
Da jeg gik ud på fortovet, blev jeg mødt af den milde majbris, og jeg trak vejret dybt. En sølvfarvet bil rullede forbi, og min søn steg ud med sin nye kæreste, den søde Maja. Mor, lad mig hjælpe dig, sagde han og tog min arm. Mød venligst Maja.
Hvordan går det? spurgte jeg, mens jeg så på Maja. Hun smilede genert. Hej, svarede hun med et lille nik. Jeg sukkede lettet. Endelig en person, der ligner en almindelig dansk kvinde, uden de mange kunstige tricks. Jeg følte en bølge af håb: Måske kan jeg endelig have en god relation til min svigerdatter.
Maja fortalte, at hun arbejdede med miljø og bæredygtighed. Jeg har en gave til dig, sagde hun, og pegede på bagagerummet, hvor der lå en pose med økologisk saft og en æske med et lille gavekort fra hende. Jeg tog pakken med en tørrreklame i stemmen, men hendes smil var så ægte, at jeg lod mig rive med.
Mikkel sagde, at han ville tage gaven ud, fordi Maja ikke kunne løfte den tunge æske. Vi gik ind i lejligheden, og jeg lænede mig i døren, mens Mikkel bar den tunge pakke ind. Jeg mærkede, hvordan jeg allerede begyndte at gemme mig bag mine fordomme om deres mærkelige livsstil.
Ved bordet blev borsjtj serveret, og Maja gik straks til værket med en ske. Hun snakkede lidt om sit arbejde, men det lød som om hun bare var en lille brik i en stor miljøorganisation, som jeg knap forstod. Er du ansat? spurgte jeg. Ja, jeg er formelt ansat.
Mikkel spurgte, om han havde en ordentlig ansættelseskontrakt. Din arbejdsbog har samlet støv i ti år, dreng. Hvad sker der, hvis du bliver syg? Hvad med pensionen? Jeg kunne mærke min puls stige, mens jeg tænkte på hans alder, 37 år, og hvor hurtigt tiden går.
Maja rystede på hovedet. Jeg tror ikke, jeg når pensionen, sagde hun. Det er bare så svært at forudsige.
Pludselig råbte Mikkel: Kan du give mig en pandekage med ost, far? Men før han nåede at sige det færdigt, afbrød min far, der rejste sig for at give en skål med rosiner.
Maja rejste sig og sagde: Det er så lækkert, Alberte, jeg ville elske at hjælpe med at rydde bordet. Hun gik over til komfuret, hvor hun så en gavepakke ligge. Åh, jeg glemte den! Ud af æsken kom økologisk rengøringsmiddel, der skulle kunne opløses i vand og være godt for miljøet. Skal vi prøve det nu? spurgte hun, mens hun så utrolig smuk ud. Lad mig tage den på komfuret, så kan jeg vaske op med den specielle gel.
Jeg stod bag og holdt mig væk fra komfuret. Nej, du må ikke røre den, sagde jeg panisk. Jeg har ikke vasket den i tre dage, og jeg er så flov. Maja lo og sagde, at hun havde set utallige komfurer i sin barndom på landet, så jeg måtte bare sprøjte den på og så tørre den med en svamp. Hun gik i gang med at skrubbe, mens jeg mumlede spørgsmål om, hvor hun gik i skole, hvem hendes forældre var, og hvordan hun mødte Mikkel. Alt lå som et mønster af almindelige svar, som jeg accepterede.
Da Maja var færdig med komfuret, sagde jeg: Tak for den fine gave, Maja. Jeg føler mig stadig lidt mistænksom. Jeg ventede på, at der skulle ske noget uventet. Pludselig ringede en glas fra stuen, og Mikkel samlede os alle omkring sofaen. Han lagde armen om Maja, lagde hånden på hendes mave og sagde: Mamma, vi har besluttet at gifte os.
Åh! udrøbte jeg, mens mine hænder fløj op i luften. Det er ikke alt fortsatte han, og så knibbet han i Maja, som flammede af lyserød. Vi venter et barn, så I kan forvente et barnebarn til vinteren.
Jeg gik i ekstase. Dette er en gave fra Gud! Jeg har altid bedt om et barnebarn, og nu hører jeg den hellige Maria svare! Jeg tog Maja i armene, krammede hende forsigtigt, så jeg ikke skubbede hende. Jeg ved, hvordan man håndterer gravide, sagde jeg med et lille grin.
Maja begyndte at græde og sagde: Alberte, kan du dele dine opskrifter? Jeg kan ikke lave så god borsjtj som dig.
Jeg lo så højt, at jeg næsten mistede vejret. Det er min drøm, at give min svigerdatter min kærlighed og min viden, så vores barnebarn kan nyde den. Sådan endte min dag med håb om en ny generation, et nyt liv og den lille drøm, som kun din mor kan gøre til virkelighed.
Kærlig hilsen,
Alberte.
