Jeg husker, at der i min skole i Aarhus var en pige, der var forældreløs. Hun boede sammen med sin oldgamle, meget fromme bedstemor, som boede i en lille lejlighed på Nørrebrogade. Hver søndag gik de sammen til Vor Frue Kirke, begge slanke og skrøbelige i hvide bandanaer, som om de ville skjule deres skrøbelighed for verden. Ifølge de andre elever forbød bedstemor hende at se fjernsyn, spise søde sager eller grine med åben mund så de onde ånder ikke skulle komme ind og hun tvang hende til at skylle ansigtet med iskoldt vand hver morgen.
Vi drillede pigen. Hun så på os med grå, ikke-barnlige øjne og mumlede: Herre Gud, vær barmhjertig for dem, de ved ikke, hvad de gør. Ingen ville være venner med hende; de kaldte hende Sille, også Angelika, som om hun var en slags skør pige.
I min barndomsåret var kantinen i skolen ikke særlig velsmagende, men om fredagen fik man en puffet pølse i dej med kakao og en lille chokolade, som vi kaldte en chokoladekilde. En dag, mens nogen skubbede Sille, gik hun ind i mig. Jeg ramte en bakke med glas og alle de små glas med kakao væltede ud og flød som en chokolademark over to ældre elever.
Æh, sagde de ældre drenge.
Lad os løbe, råbte jeg, greb Silles hånd, og vi skyndte os tilbage til vores klasse.
Jeg kan stadig føle, hvordan det var som om en flok indianere og en flok bisoner jagtede os med høje råb. De sidste to timer gik med matematik. Bag den glasdøre stod to høje skikkelser, som af og til kiggede ind med nysgerrige hoveder, som om de ventede på noget. Jeg forstod, at der ventede en slags undersøgelse, dom og straf.
Det vigtigste er at glide ud af klassen uden at blive set. Jeg kender en trappe op på loftet, så kan vi gemme os der til mørket, og så løbe hjem, hviskede jeg.
Nej, svarede Sille, vi går som almindelige piger. Vi skal holde os i lyset og være beskedne.
Men Sille, der er de der de vil måske?
Hvad vil de? Kaste kefir på os? Slå os? Selv hvis de slår os, sker det kun én gang. Men hvis du ikke går, vil frygten følge dig hver dag.
Vi gik ud af klassen med de andre elever, som man gør som pige. Beskeden. To af de ældre drenge stod lænet mod væggen.
Hør her, småpiger, hvad har I mistet? En af dem holdt min pung med en tegning af Micky Mouse og ti kroner, som jeg skulle bruge til svømmehallen og keramikskolen.
Tag den, lagde han den i min hånd, og løb ikke væk igen.
Jeg gik hjem, svajede med min taske og tænkte på, hvor dejligt livet var. Hvor alt endte godt, og hvor heldig jeg var at have fundet en ny veninde.
Skal jeg ringe til min mor, så hun kan ringe til din bedstemor, få dig fritaget og så kan vi se film hos mig? Eller er det forbudt? spurgte jeg.
Sille rullede med øjnene. Lad os tage nogle vafler med flødeskum fra din bedstemor, hun bagte dem i dag.
Vi forblev venner i mange år, indtil livet førte os til forskellige kontinenter. Men jeg husker den ene gang, som om den var i går. At springe fra en høj platform ned i den blå vandpyt i svømmehallen er skræmmende men kun én gang er skræmmende. Det er skræmmende at prøve noget nyt. Hvad er det værste, der kan ske? At blive kaldt tåbelig? Det sker kun én gang. Men så vil jeg minde mig selv om det hver dag.
Det er kun én gang, man overvinder frygt. Eller så lever frygten med én hele livet. Valget er dit.
