Den velhavende klassekammerat ved genforeningen
Mikkel Jensen var på vej til genforeningen med sine gymnasiekammerater. Han havde ikke set dem i tredive år. Efter gymnasiet flyttede han straks til Aarhus for at studere. Først universitet, derefter et fast job.
Da han havde fået lidt erfaring, ville han tjene mere, så han startede sit eget ITfirma i København. Der var både op- og nedture.
Af og til savnede han sine gamle kammerater. I de sjældne friøjenskaber scrollede han igennem deres billeder på sociale medier og delte sine egne.
Særligt gerne ville han møde Jytte. Mikkel havde altid haft et svagt knæk for hende i gymnasiet, men Jytte havde aldrig lagt mærke til ham. Den stille topstuderende virkede for kedelig. Da han sidste gang overrakte hende blomster, sprang hun på bagsædet af sin ven Mads motorcykel uden at kigge på buketten, støvde op og kørte af sted. Han turde aldrig igen at nærme sig hende.
Mikkel havde kun få nære venner fra skolen, fordi han brugte mest tid på bøger. Han hyggede sig kun med de kammerater, der gik med ham til ekstra matematikundervisning og forberedte sig til optagelsesprøven.
Han ankom i godt humør, med små gaver til hver enkelt. Ingen blev glemt. De satte sig på den lille café på Strøgets hjørne, grinede og genopfriskede gamle minder. Mikkel stirrede drømmende på sine gamle klassekammerater, men især på Jytte, som sad langt væk og stirrede på sin telefon. Efter gymnasiet var Jytte gift med Mads, men de boede ikke længere sammen. Mikkel hørte, at hun alene plejede et sygt barn.
Mikkel besluttede sig for at tale med hende, men blev mødt med vrede.
Du bor i din store villa og har ingen idé om vores problemer! Jeg har set din lejlighed! Din kone arbejder kun i skønhedssaloner, det har jeg også set. Du har tjenestefolk, men du viser dem aldrig på billeder. Dine børn studerer i udlandet, mens jeg har et sygt barn. Hvad skal vi tale om? Du ville aldrig forstå.
Jytte, er det mig du skylder for dine problemer?
I vores land mangler de penge til syge børn, og folk som dig sidder på de penge og er grådige!
Mikkel blev rød i ansigtet. Emnet irritede ham, men han havde noget at sige.
Jytte, hvor mange syge børn har du hjulpet?
Jeg har selv et sygt barn! Nogle gange sender jeg SMSer med hjælp.
Jeg giver jævnligt store beløb til velgørenhed, men jeg råber ikke om det. Så hvem af os er mest hjælpsom?
For dig er det nemt; du mister ikke 100.000 kroner ved at give ekstra. Min hjælp betyder mere, fordi jeg giver, hvad jeg har, selvom det kun er få kroner. Ved hver morgen kører jeg to busser til arbejde og tjener kun en smule!
Folk kiggede på dem. Nogle nikkede til Jytte, mens resten var tavse.
Mikkel rejste sig, lagde sine gaver på bordet ved udgangen og bad tjeneren om at levere en konvolut til Jytte.
Han gik ud og tænkte: Vi havde de samme muligheder. Mange i klassen havde samme evner. Men jeg, Mikkel, valgte at læse i stedet for at drikke øl på gården, i stedet for at ryge på hjørnet, i stedet for at tilbringe hele natten på diskoteket selvom jeg af og til gik der. Jeg valgte den uddannelse, der interesserede mig, i stedet for den lokale erhvervsskole. Jeg turde tage risikoen og forlod min trygge zone for at starte min egen virksomhed.
Jeg kæmpede, lærte nye ting, havde både triumfer og tab. Er det min skyld, at de lever, som de gør, og fordømmer mig for min rigdom? Jeg har ikke stjålet deres penge jeg har tjent dem selv.
Hvor mange af jer kender folk som Jytte og mine gamle klassekammerater, der elsker at tælle andres penge? Nogle har haft lykketilfælde med velhavende forældre og god uddannelse, men der findes mange eksempler på, at børn fra fattige hjem, uden uddannede forældre, skaber succes med egne kræfter. Alt afhænger af de valg, vi selv træffer.
Livsvisdom: Det er ikke pengenes størrelse, men viljen til at tage ansvar for sine valg, der bestemmer, hvem vi bliver.
