De har været venner i århundreder, tror jeg. Så nu står han der foran mig og beder om hjælp.
Søren, jeg forstår alt, men tænk efter selv du er jo ældre nu. Hvor skal jeg tage dig hen? Du har været chef, og jeg vil have dig som lagerarbejder? griner Peter Poulsen, mens han kigger på den grå gamle mand.
Søren Mikkelsen nikker og smiler svagt.
Hold fast, Søren Jeg ringer, hvis der dukker noget brugbart op. Lad være med at blive sur, kammerat! Vi klarer det! råber Peter, da han tager af sted.
Det var ikke første gang, han fik et afslag i de sidste to uger. Søren var allerede begyndt at vænne sig til det, selvom han i starten blev rigtig skuffet. Man siger jo, at ægte venner viser sig i nøden. Søren Mikkelsen Stejner havde hele sit liv haft ledende stillinger. Han havde mange venner, men da det gik op for ham, at livet blev svært, så stod ingen ved hans side.
Som det ofte går, bragte den nye chefen sine egne folk med, og man bad Søren så høfligt men bestemt om at aflevere en opsigelse på egen hånd. Pensionen lå kun et lille stykke i sigte, men det betød ingenting for nogen. Så stod han pludselig uden den præstisjefulde stilling og uden indtægt.
Manden lod sig dog ikke slå ud. I København havde han mange bekendte, som han før havde hjulpet med job, studier og andre problemer.
Kiril vil jo ikke sige nej til mig! Jeg har hjulpet ham så meget engang, sagde Søren til sin kone Freja, da han gik til endnu en jobsamtale.
Men han kom tilbage med et surt ansigtsudtryk og tavshed:
Det kaldes også en ven, sukkede han.
Freja læste ham som en åben bog:
Så, Søren, sæt dig og spis. Alt, hvad der sker, er til det bedste, sagde hun, mens hun dækkede bordet.
Søren nikkede og gik resten af aftenen igennem sin telefonbog med de bedste kontakter.
Uventet kom hjælpen, da han næsten havde lagt armene i kors. En gammel chauffør, der nu var direktør på et lille slagteri i udkanten af Aarhus, inviterede ham ind.
Jeg kan ansætte dig som indkøber. Det er travlt, men du klarer det, sagde han venligt til sin tidligere chef.
Søren tog enhver job, og næste dag gik han i gang.
Det lille slagterier i en forstad til Aarhus lå bag en højt hegn, hvor to stærke arbejdere losser en lastbil med kød. Ikke langt derfra sad en flok gadekatte og holdt øje med den hellige handling.
Søren så på de stribede, moustrede dyr og smilede, mens de i takt gik frem og tilbage med deres små næser, som om de vinkede til den nye portion.
Det viste sig senere, at på fabrikken boede en hel bande af katte, som ikke lod fremmede komme ind. De var alle lidt særprægede og ikke særlig tilgivende. Hver gang Søren gik forbi, forsøgte han at puste en af dem, men den skubbede ham væk eller spindede højt.
De er hårde drenge her, grinede han, mens han så kokken Zinaida aflevere resterne af frokosten til sine firebenede følgesvende.
Ja, de er ikke ligefrem kærlige. Se, de små killinger er også ret reserverede, nikkede Zinaida og pegede på et par stribede unger, der løb mellem de ældre.
Efter et stykke tid slog Søren sig ned på den nye arbejdsplads, og han lærte alle kattene at kende. De begyndte også at stole på den gråsprængte mand, for han fodrede dem ofte. Selvom han ikke havde kæledyr hjemme, elskede han dyr og gik altid ud for at hjælpe dem.
Hver gang han gik ud for at ryge i gården, samlede kattene sig omkring ham, så på ham med respekt, som om de ventede på, om han havde noget lækkert med.
Et halvt år gik så hurtigt, at han næsten ikke mærkede det. Efter den varme sommer kom den kølige efterår med blæst og regn, men kattene gemte sig stadig bag skuret, selvom de stadig fik mad.
Pludselig dukkede der en sort, spinkel killing op i slagteriets indkvartering. Den holdt sig for sig selv, og de andre katte lod den ikke komme tæt på, men den angreb dem ikke. Den var så tynd, med en lille huller i ryggen, men den stjal straks Sørens hjerte.
Søren stod udenfor efter frokost og ryggede på sin cigaret, mens katten krøb frem fra et hjørne på sine tynde ben.
Mjau, sagde den hæsende og nystede.
Hvad i alverden er det? spurgte Søren, mens han så på de andre katte.
De så lige ud, som om de ikke gad ham. Kyllingen var tydeligvis en anden race de andre var brune med striber og gule øjne.
Killingens lille krop gnidede sig mod Sørens ben og spandt.
Se, hvor blød den er, sagde han med et smil.
Det må være en hjemmekat, de har smidt ud, bemærkede Zinaida, mens hun lagde en lille pølse ved dens fødder.
Søren gik ind og lagde et stykke salami foran den, mens de andre katte fik deres portion lidt længere væk. De andre sprang over den med store øjne, men den lille kat lå ved Sørens ben i lang tid, før den gik i gang med at spise.
Han kaldte den Pølse, og fra den dag gik han omkring på arbejdet med en lille, sort pølse i lommen.
Hvem skal du levere mad til? spurgte Freja.
Det er bare en lille, sjov lille ting, svarede han genert.
Måske du kan tage den med hjem? foreslog hun, selvom hun vidste, at han aldrig ville have en kat i lejligheden.
Nej, hvad skulle vi bruge en kat til? svarede han.
Sådan er det mumlede hun.
En dag, mens vejret var gråt og koldt, hørte han en velkendt stemme:
Hej, Søren!
Peter vendte sig om, hastende mod ham.
Har du fundet et arbejde? spurgte han venligt og rakte ud.
Søren kiggede koldt, nikkede stille og gik videre uden at tage hånden. Han havde lært, hvad deres venskab egentlig betød.
Peter sukkede, gik ind i sin bil og kørte af sted for ikke at fryse.
Killing Pølse sad på en lille bræt ved lagerdøren, og den sorte pels lignede nåle i kulden.
Så de lader dig ikke komme ind? Så er du en slags vilddyr, sagde Søren til den varme husly, hvor kattene gemte sig.
Kattenes øjne glimtede, mens de ventede på, om han ville give dem mad.
Radioen meldte, at der ville falde sne i natten.
Har du hørt, at der er sne i morgen? Så hvordan skal du komme på arbejde? spurgte chaufføren, da han tilbød at køre ham hjem.
Søren stoppede pludseligt:
Kør mig hellere til fabrikken, Dimka, sagde han.
Chaufføren rystede på hovedet og kørte videre.
Har du savnet arbejdet, Søren? grinede han, da han slapp ham af ved hegnene.
Søren hørte ham ikke længere.
Han løb ind på gården, hvor sneen dækkede alt som et hvidt lagen. Han råbte:
Pølse, Pølse, kom ud!
Men den lille kat kom ikke frem. De andre katte kiggede nervøst på ham, mens han løb rundt.
Snart stod en flok katte og to krage på hegnet, mens sneen faldt.
Hvor er du, Pølse? råbte han, mens han kiggede rundt.
Kattene gemte sig i deres skur, for de vidste, at der ikke kom mad i dag.
Om morgenen var byen dækket af sne, som vejrudsigterne havde lovet. Folk snublede gennem store snedækkede gader.
Søren kom også forsinket på arbejde. Gårdslederen havde ryddet vejene, og kattene stirrede ud af deres skjul med håb om en bid.
Han lagde en lille portion kød foran dem:
Her, tag! Pølse sender hilsner, sagde han blidt.
Det var som om, en barndomsminde om at køre i en lille traktor med sine forældre flød frem. Måske var det sneen, der fik ham i godt humør.
Han så, hvordan den lille Pølse kom ud af sit gemmested i sidste øjeblik, og han greb den forsigtigt.
Sådan, dreng! Endelig! sagde han, mens han holdt den tæt.
Katten gabte og nyste hele vejen hjem, mens den klamrede sig til ham med sine små klør, som om den var bange for at miste ham.
Freja så ham ved døren med den nye lille ven:
Så du tog den med? spurgte hun med et smil.
Ja, den lille fyr kunne ikke blive i sneen alene, svarede han lidt genert, mens han lukkede døren.
Katten kiggede ud af vinduet og så ud over de store, hvide bakker, hvor den var kommet til at vælge ham som ven.
Dette venskab mellem den store, hårde mand og den lille kat var måske anderledes end mellem mennesker, men både Søren og Pølse vidste, at der i deres bånd ikke var plads til forræderi eller løgne. Det er værd at vente på og tro på.
