Freja stivnede ved hoveddøren med nøglen i hånden. Der lød raslen og mumlen inde fra lejligheden. Mathias var på arbejde, og hun var kommet hjem tidligt for at forkæle sig selv med en halv fridag efter en hektisk uge. Nu hamrede hendes hjerte. Indbrud? Hun åbnede forsigtigt døren og hørte en bekendt stemme:
“Nå, Freja, Mathias, I er da også så sjusket! Støv på vindueskarmene, grimme gardiner! I burde ansætte en rengøringshjælp – det her ligner jo ikke et hjem!”
I entréen stod tanten fra anden sal, fru Nielsen, med en kost i hånden. Freja stod målløs.
“Fru Nielsen? Hvordan kom De ind?” Stemmen dirrede af en blanding af forbavselse og irritation.
“Åh, kære ven, jeg er jo din nabo!” Fru Nielsen smilede strålende, som om det var helt naturligt at stå i en fremmed lejlighed. “Jeg så døren stå på klem og tænkte, jeg lige skulle tjekke om alt var i orden. Og så så jeg dette rod! Så jeg tog selvfølgelig sagen i egen hånd.”
“Døren var låst,” svarede Freja koldt mens hun klemte sin taske. “Det husker jeg tydeligt.”
“Åh, pyt nu med det,” viftede fru Nielsen afværgende med hånden. “Her i opgangen kender vi jo hinanden – hvad er der at være bange for? Vigtigst er, det var mig og ikke en eller anden lommetyv!”
Freja vidste ikke, hvad hun skulle sige. Deres nye hjem, deres første ejerlejlighed, føltes pludselig fremmed. Hun mumlede noget om “tak” og vinkede naboen ud, men inden i hende kogte det af vrede. Hvorfor havde fru Nielsen adgang til deres lejlighed? Og hvorfor opførte hun sig, som om hun havde ret til det?
Historien begyndte for et halvt år siden, da Freja og Mathias flyttede ind i den gamle men hyggelige lejlighed i forstaden. Lejligheden var deres stolthed: Tre år havde de sparet op til udbetalingen, taget realkreditlån, sparet på alt fra kaffe til ferier. Da de endelig fik nøglerne, var Freja lige ved at græde af lykke, og den normalt reserverede Mathias dansede rundt med hende i den tomme stue under latter.
“Det her er vores hjem, Frej! Vores!” sagde han med glitrende øjne.
De indrettede sig langsomt: Købte en sofa, hængte lyse gardiner op, satte en ficus i vindueskarmen. Men mest af alt elskede de de små ting – morgenkaffen på det lille køkkenbord, filmene under dynen om aftenen, drømmene om fremtidige renoveringer.
Dagen efter flytningen ringede det på døren. En kort kvinde i 60’erne med net hår og en kurv i hænderne stod der.
“Goddag, unge mennesker! Jeg er Anna Nielsen, jeres nabo fra anden sal. Fru Nielsen for jer!” Hun smilede så bredt, at Freja ikke kunne lade være med at smile tilbage. “Her, jeg har bagt nogle småkager til jer. Naboskab, du ved!”
“Ej, mange tak!” Freja tog kurven med en blanding af taknemmelighed og forlegenhed. “Kom indenfor, skal vi ikke drikke kaffe?”
“Åh, jeg bliver ikke længe,” sagde fru Nielsen og gik ind mens hun nysgerrigt kikkede rundt. “Nå, men sikke en interessant planløsning! Bare væggene skal males, disse gamle tapeter… Og køkkenet er lidt småt, ikke?”
Freja var paf, men nikkede høfligt. Mathias, der satte kaffen over, tilføjede:
“Vi har planer om renovering, men budgettet er stramt lige nu. Det kommer stille og roligt.”
“Det er da også det rigtige, flot!” Fru Nielsen klappede Freja beroligende på skulderen. “Hvis I har brug for hjælp, så spørg bare. Jeg kender alle her – jeg kan hjælpe med at finde billige tapeter.”
Småkagerne var lækre, og fru Nielsen var samtaleklar. Hun fortalte om naboerne, om hvordan huset blev bygget i hendes ungdom, og gav endda tips til at overtale pedellen til at skovle sne tidligere. Freja og Mathias udvekslede et blik: De havde fundet en allieret i det nye hjem.
Men snart begyndte fru Nielsen at dukke op for ofte. Enten kom hun for “lige at sige hej,” eller med småkager, eller for at “tjekke vandrørene, for de er gamle i denne bygning.” Freja, opdraget til respekt for ældre, var høflig, men nabokommentarerne begyndte at irritere.
En dag dukkede fru Nielsen op, da de malede stuen.
“Freja, men hvorfor har du valgt den farve?” Fru Nielsen rynkede næsen ved den blå maling. “Det virker så koldt! Perlefarvet havde været bedre. Og den der rulle er helt forkert – det bliver streget.”
“Vi kan lide den blå,” svarede Freja roligt, mens hun krammede penslen. “Det er vores stil.”
“Stil – fis!” fnøs fru Nielsen. “Jeg har boet her i fyrre år, jeg ved, hvad der passer. Gør nu som jeg siger og mal om, før det er for sent.”
Mathias tørrede sine hænder af og greb ind:
“Fru Nielsen, tak for rådet, men vi har besluttet os. Kaffe?”
Hun lukkede munden, men blev til kaffen. Undervejs fortalte hun, at naboen på tredje brokkede sig over støj fra renoveringen, og pedellen syntes ikke, de sorterede affald rigtigt. Freja mærkede vreden boble op. De gjorde deres bedste, men alligevel blev de bagtalt?
“Gør vi noget forkert?” hviskede hun til Mathias om aftenen. “Jeg vil ikke skabe konflikter.”
“Frej, vi generer ingen,” trøstede han. “Fru Nielsen har bare en forkærlighed for at stikke næsen i andres sager. Lad os begrænse kontakten.”
Men fru Nielsen gav ikke op. Hun fangede Freja ved skraldespandene, udspurgte om job, løn, børneprodukt. En dag kom Freja hjem og så deres postkasse stå åben med regninger pænt stablet på bænken.
“Fru Nielsen, har du været ved vores post?” spurgte Freja, da hun mødte naboen i gården.
“Jeg ville jo bare hjælpe!” udbrød hun. “Postkassen var fuld, jeg tænkte, jeg ordner det, så I ikke mister noget. Apropos, Freja, hvor meget betaler I for el? Mit er lavere, jeg kan vise jer, hvordan man justerer måleren.”
Freja mærkede kinderne blusser. Hun mumlede noget uforståeligt og gik, men mistanken voksede. Hvorfor var fru Nielsen så interesseret i deres liv? Og hvor fik hun tiden fra?
Mistanken steg, da en mand i billigt jakkesæt dukkede op og præsenterede sig som ejendomsmægler. Han foreslog insisterende, de solgte lejligheden, da “bygningen snart er faldefærdig.” Freja afslog, men han lagde sit visitkort og tilføjede:
“Det kunne være, du ombestemmer dig… Fru Nielsen sagde flotte tingFreja og Mathias skiftede låsen endnu en gang og plantede en ny ficus i vindueskarmen, mens de grinede ad tanken om, at nogen nogensinde skulle komme til at bestemme over deres hjem igen.
