Det var først efter at Mette og Anders flyttede sammen, hun indså, han ikke var den, hun troede. Med ham var hun blid og øm, en rigtig søde sjæl. Mens de datede, prøvede hun at bevise sin kærlighed og sagde endda, hun ikke kunne leve uden ham.
Nej, hun græd ikke ved vinduet i længsel efter sin “Anders lille”, broderede ikke korssting, men så på ham med beundring. Det nød han naturligvis godt af.
“Mette, hvad siger du til at flytte sammen?” spurgte Anders en aften på en café. “Jeg tror, det vil binde os tættere sammen, og ansvaret for hinanden er også godt.”
Først blev hun overrasket. Hun havde håbet på et frieri, men her var der kun tale om at bo sammen. Alligevel sagde hun ja.
“Godt, så kan vi teste vores følelser i praksis,” svarede hun med et smil.
Anders var smålig og spydig af natur, men det så Mette ikke først. Da hun flyttede ind, holdt han sig tilbage og drillede hende blot let. Men jo længere de boede sammen, desto tydeligere så hun hans ubehagelige vaner.
I køkkenet var han altid i nærheden, men hjalp aldrig. I stedet kom der bidende bemærkninger.
“Mette, du virker så hjælpeløs og søvnig,” sagde han, når en ske faldt af hendes hånd. “Det er næsten farligt at lade dig være alene her.”
Han stod altid i vejen, mens hun lavede mad, og sagde altid noget skarpt.
“Anders, vil du enten hjælpe eller gå? Jeg klarer det selv,” sagde hun irriteret.
“Hvordan skal jeg gå? Du kan jo ingenting uden mig, og jeg føler mig tryggere, når jeg holder øje med dig…”
Hvis hun rørte ved hans computer, viftede han hende væk:
“Lad være med at røre den – den begynder at fejle, så snart du kommer i nærheden.”
Men det værste var, hvordan han behandlede hende foran vennerne. Han gjorde grin med hende, fremstillede hende som en klodsmajor, og med tiden blev hun til en vittighed. Selv vennerne drillede hende, og Anders grinede med.
“Anders, hvorfor gør du mig til grin foran andre? De behandler mig også dårligt nu,” sagde hun en dag.
“Men det er jo sådan, du er,” svarede han blot. “Hvad skal jeg ellers sige om dig?”
Det var dråben. Hun vidste, det var nytteløst at forklare ham, hvem hun virkelig var, så hun sagde:
“Vi er færdige. Jeg går.”
Hun pakkede hurtigt og forlod ham. Tre dage senere ringede han og prøvede undskyldende at fikse det, men hun var fast. Hun brød sig ikke om, hvordan han havde gjort hende – en intelligent, attraktiv kvinde – til en joke.
“Han skal fortryde det. Jeg viser ham, at jeg kan klare mig selv,” tænkte hun og besluttede at handle.
Første skridt mod uafhængighed var at købe en bil.
“Imorgen tilmelder jeg mig kørekortkursus. Først skal jeg have kortet.”
Det tog tid. Hun bestod teorien med det samme, men køreprøven måtte hun tage flere gange. Endelig fik hun kortet og tog til bilsalg.
Hun var kræsen – prisen, kilometertallet, selv farven skulle være perfekt. Til sidst valgte hun en rød Peugeot. En lille, pæn bil.
“Hvorfor sælger du den?” spurgte hun sælgeren, selvom hun vidste, hun måske ikke fik et ærligt svar.
“Den er for lille til familien. Vi venter barn, så vi skal have noget større.”
Nu havde hun opnået sit første mål og kørte glad i sin røde bil, mens hun nød følelsen af at sidde bag rattet.
“Det er så fedt at køre selv,” tænkte hun. “Skam, at Anders ikke kan se mig nu. Det må rettes.”
Hun ville vise vennerne – og især ham – at hun ikke var hjælpeløs.
“I weekenden kører jeg til sommerhuset hos Lene og Viktor. De samler ofte venner, og Anders er der sikkert. Jeg vil se hans ansigt, når han opdager min bil. Han har ikke engang købt en selv endnu.”
Turen var ikke let, men det var det værd. Da hun stolt steg ud af bilen, råbte alle begejstret:
“Mette! Sikke en overraskelse! Du bag rattet!”
Anders kom hen og mumlede spydigt:
“Selvmordskandidat…”
Aftenen gik hurtigt, og da det blev mørkt, besluttede hun at køre hjem. Hun var stadig ny bag rattet.
Efter at have kørt vild på småveje, kom hun endelig ud på hovedvejen. Hun sang glad for sig selv, da der pludselig lød et brag, og bilen vaklede. Hun standsede på rabatten og steg ud.
“Åh nej! Et fladt dæk. Jeg har et reservehjul, men jeg aner ikke, hvordan man skifter det.”
Der var få biler på vejen. Hun ventede, men ingen stoppede. Til sidst ringede hun til Anders for at spørge, om Viktor kunne komme og hjælpe.
“Anders,” sagde hun så afslappet som muligt, “jeg har lidt problemer.”
“Nå, virkelig?” grinede han hånligt.
“Drop ironien. Jeg har fået et fladt dæk.”
“Har du reservehjulet?” spurgte han nedladende.
“Ja.”
“Så skift det.”
“Hvordan? Jeg kan ikke.”
Og så gik det løs:
“Kan du overhovedet noget? Du kan ikke engang skrue en pære i. Du ødelagde engang vores hoveddørlås. Du brændte et hul i min t-shirt, da du prøvede at stryge…”
Hun afbrød opkaldet.
“Typisk Anders. Hvorfor ringede jeg overhovedet?”
Det begyndte at blive mørkt, og hun blev nervøs ved tanken om at stå alene på vejen.
“Gud, bare nogen ville stoppe…”
Lidt senere standsede en jeep. Tre mænd kiggede ud.
“Hej, smukke, hvad sker der?” sagde en med accent.
“Mit dæk er fladt.”
“Hop ind, vi kører dig,” grinede de.
“Nej tak,” svarede hun og rystede på hovedet. “Lige hvad der mangler.”
Lige da hun begyndte at miste håbet, stoppede en bil længere fremme. En robust mand steg ud og kom hen til hende. Han kiggede på bilen og spurgte kort:
“Har du reservehjulet?”
“Ja.”
“Kom så.”
Det tog ham ikke lang tid at skifte det.
“Tusind tak,” sagde hun taknemmeligt.
Han smilede mildt.
“Og så?”
“Åh, ja – hvor meget skylder jeg?”
“Jeg har ikke brug for dine penge. Jeg kan tjene dem selv.”
“Hvad kan du så ikke selv?” spurgte hun irriteret.
“Tja… næsten alt. Åh ja, jeg kan ikke bage en æbletærte. Det er mit svageste punkt,” svarede han alvorligt.
“Hvor skal jeg få en æbletærte fra lige nu?” spurgte hun forvirret.
“Nå
