Nej, mor, jeg kommer ikke. Alt, hvad jeg har brug for, køber jeg i supermarkedet.
Men men hvordan? Vi skal have lagre! Vitaminer! Du ved, du elsker dem!
Dine lagre skal jeg ikke have, svarer Katrine roligt. De, der har brug for dem, kan selv bruge tid og kræfter på dem.
Yderligere tyve glas agurkesalat, så er vi færdige for i dag, erklærer Mette Larsen, mens hun tørrer hænderne på forklædet.
Katrine strøg panden med håndfladen og fjernede de sveddråber, der var boblet frem. Blusen var gennemblødt, hængte klæbrig på kroppen. Luften i køkkenet var tyk, tung, gennemsyret af eddike og dild.
Hun kastede et blik på bordet, dækket af glas, låg, grøntsager. I kælderrummet ventede stadig tomater på deres tur, surkål på lagring, et dusin forskellige salater. Arbejdet ville strække sig over en hel uge.
Okay, mor, sagde Katrine og trak efter den næste glas.
Hænderne bevægede sig næsten automatisk. Agurker i glas, overhældt med lagervæske, låst med låg. Gentagende, gentagende. Katrine fortsatte med at arbejde, uden at tænke på, hvor meget der stadig skulle gøres.
Sådan, udbrød Mette tilfreds og så på rækkerne af færdige glas, snart vil vores familie være klar til vinteren.
Katrine kunne ikke holde ud længere. Hun lagde skeen fra sig og så på sin mor.
Mor, hvor er Signe? Hvorfor hjælper hun ikke?
Mette sukkede, vendte blikket væk og begyndte at tørre det nu rene bord.
Signe har lige fået et nyt job. Hun kan ikke tage fri, forstår du. Det er en ansvarlig stilling med en streng chef.
Katrine kniblet læberne sammen. Selvfølgelig. Signe fandt altid undskyldninger. Sidste år lå den yngre søster med forkølelse netop den uge, hvor konserveringen skulle lukkes. To år før havde hun en forretningsrejse, som faldt sammen med høstudtagene. Katrine havde aldrig haft nogen planlagt fri. Moren havde næsten befalende krævet, at datteren skulle tage fri fra arbejdet og komme hjem.
Katrine, så ikke så trist, sagde Mette blidt, da hun så datterens ansigt. Vi skal nok have nok mad til hele vinteren. Vitaminer! Der findes intet bedre.
Katrine nikkede. Det var den eneste positive side i den hele situation i hvert fald gik picklingen virkelig godt fra sig.
De følgende dage blev til én uendelig cirkel. Katrine lukkede tomater, lavede salater, fermenterede surkål. Hun trak tunge kasser med glas ned i kælderen, gik op og ned ad de stejle trapper mange gange. Hun hjalp med at rydde op efter hver ny høstrunde.
Hun vaskede gulve, pudsede borde, førte skraldet ud. Hænderne gjorde ondt, ryggen snørede. Om aftenen faldt hun udmattet på sengen.
Da alt endelig var færdigt, vendte Katrine hjem til sin lejlighed. Hun var udmattet. Der var kun én feriedag tilbage, og hun ville bruge den i stilhed og ro. Hjemmet var tomt. Køleskabet var halvt tomt. Men Mette var tilfreds, og det var det vigtigste. Signe havde dog aldrig ringet, spurgte ikke til, hvordan det gik, eller tilbudt hjælp.
Tiden gik, vinteren kom. Katrine kørte indimellem til moderen for at hente nogle glas agurker, tomater, salater. Alt var lækkert, hjemmelavet. Mette nød datterens besøg, de drak te og snakkede meget.
I slutningen af januar kom Katrine igen. Mette mødte hende med et smil og dækkede bordet. Katrine satte sig og kiggede rundt. På bordet lå købte pølser, ost, brød. Ingen salater, ingen hjemmelavede glas.
Katrine rynkede panden. Det virkede mærkeligt. Normalt lagde Mette altid noget fra sine egne lagre frem. Men nu så bordet fattigt ud.
De snakkede om alt muligt. Mette fortalte nyheder, spurgte ind til arbejdet. Katrine glemte næsten den mærkelige mangel på pålæg.
Da det var tid til at gå, rejste Katrine sig og trak jakken på.
Mor, jeg går lige ned i kælderen og tager tre glas surkål med gulerod, sagde hun og gik mod døren.
Ikke! råbte Mette brat.
Katrine vendte sig om, løftede øjenbrynene i overraskelse.
Hvorfor? Jeg havde lige tænkt mig at lave noget i løbet af ugen
Bare lad være, Katrine. Gå ikke i kælderen.
Mette undveg blikket. Noget i hendes opførsel spændte Katrine. Hun kastede jakken på stolen.
Mor, hvad er der sket? Hvorfor må jeg ikke tage et par glas?
Jeg kan bare jeg kan ikke give dig flere konserver, svarede Mette stille, mens hun så ned på gulvet.
Katrine knibe øjnene sammen. Irritationen boblede i hende.
Jeg har brugt en hel uge på at lave lagrene, husker du? Og nu må jeg ikke tage et par glas? Forklar mig, hvad der foregår.
Katrine, lad være nu Jeg kan bare ikke give dig dem, sluttede Mette.
Katrine vendte sig om og løb næsten ned til kælderen. Bag hende lød moderens råb:
Katrine! Rør ikke ved det, jeg sagde!
Men Katrine havde allerede åbnet døren og gik ned ad trappen. Hun trykkede på lyset, og den lille kælder blev oplyst. Katrine stivnede. Hylderne var tomme.
Der, hvor der for bare et øjeblik havde stået pæne rækker af glas, var nu mindre end halvdelen tilbage. Hun huskede tydeligt, at hylderne for nylig var fyldte. Hvor var de alle blevet af?
Katrine gik langsomt op igen. Hun stod i køkkenet og så på sin mor. Mette havde sænket hovedet, kinderne var røde af skam.
Mor! råbte Katrine. Har du ikke penge? Sælger du dine konserver? Du skulle have sagt det! Jeg ville have overført, hvad der var nødvendigt. Du burde ikke fryse på gaden i din alder og sælge din mad!
Katrine prøvede at tage sin mor i hånd, men Mette trak sig væk. Katrine knibe læberne sammen. Indeni blev det koldt.
Er det ikke det, du siger? Du sælger dem?
Mette rystede på hovedet. Katrine sank ned i en stol, så sin mor i øjnene.
Så fortæl mig
Stilheden hængte tungt. Mette sukkede, strøg ansigtet med hånden.
Alt gik til Signe, indrømte hun stille. Hun mødte en fyr, og hans familie er stor og velhavende i byen. Signe sagde, at hun lavede lagre til vinteren, og nu vil hele hans slægt have glas på bordet.
Sådan er det, eller? Signe kan ikke sige nej, forstår du? Hun vil giftes med ham. Familien er magtfuld. Så gik det hurtigt.
Katrine holdt vejret et øjeblik. Hun troede, at hendes mor havde brug for hjælp. Hun bekymrede sig. Men virkeligheden var mere jordnær.
Du forbød mig at tage glas, så Signe havde nok? spurgte Katrine langsomt.
Mette sagde intet.
Tænker du kun på Signe? Hvor er jeg i det hele? rejste Katrine sig, lænede sig mod bordet. Hvem har lukket alle glas? Signe? Hvor var hun, da jeg stod og slæbte hele ugen? Nu tømmes hylderne, som om ingen har gjort noget!
Katrine, du må forstå, Signe har et vigtigt tidspunkt i sit liv nu, forsøgte Mette at forklare. Hun skal gøre indtryk på hans familie. Det er vigtigt for hende. Det er ikke så vigtigt for dig.
Katrine rystede på hovedet, samlede jakken.
Jeg forstår. Jeg er færdig.
Hun gik ud af huset uden at kigge sig tilbage, satte sig bag rattet på bilen. Hænderne greb rattet så hårdt, at knoglerne på fingrene blev hvide. Vrede, såret og bitterhed klemte hendes hjerte. Tårerne brød ud, men hun holdt dem tilbage, tændte motoren og kørte væk.
Måneder gik. Signe flyttede sammen med sin kæreste. Katrine besøgte sin mor sjældent, men hun bad aldrig om flere glas. Mette talte ikke længere om lagrene. De talte om vejret, arbejdet, naboerne. En usynlig mur var vokset mellem dem.
En ny konserveringssæson var på vej. En aften ringede telefonen. Katrine så skjermen det var moren. Hun løftede røret.
Katrine, det er tid, min pige, sagde Mette muntert. Jeg venter på dig i næste uge. Vi skal lave lagre til vinteren. Året er koldt, så vi skal have nok til alle.
Katrine stod stille. Så skulle Signe igen dele sine glas omkring sig, og Katrine skulle arbejde som en galning.
Jeg kommer ikke, mor.
Hvad? stilheden fyldte samtalen. Katrine, hvad tænker du? Selvfølgelig kommer du. Jeg kan ikke klare det alene.
Nej, mor. Jeg kommer ikke. Alt, hvad jeg har brug for, køber jeg i supermarkedet.
Men men hvordan? Lagrene! Vitaminerne! Du ved, du elsker dem!
Dine lagre skal jeg ikke have, svarede Katrine roligt. De, der har brug for dem, kan selv bruge tid og kræfter på dem.
Katrine! Du kan ikke gøre det! Hvad med Signe? Jeg er din mor! Du skal
Katrine lagde røret på. Hun ville ikke længere være den stille tjener, der gik på andres skuldre. Det var nok. Hun skyldte ingen nogen noget længere.
