Anders fra anden klasse var en følsom og venlig dreng. Han kunne ikke lade være med at hjælpe alle. På vej hjem fra skolen så han igen den gamle dame, der sad på bænken med udstrakt hånd, ligesom dagen før.
“Goddag, jeg hedder Anders,” sagde han og lagde lidt af sin skolepenge i hendes hånd. Hun svarede ikke.
Han følte medlidenhed. “Måske har hun hverken hjem eller familie,” tænkte han, selvom han undrede sig over, at hun ikke engang takkede.
Hun sad stille i en tynd, gammel frakke med et blomstret morgenkåbe under. Ansigtet var udtryksløst, og hendes matte øjne stirrede tomt frem for sig.
“Er hun død?” gik det gennem ham. “Hun reagerer ikke og sidder helt stille.” Han følte sig lidt urolig.
Men pludselig sagde hun med svag stemme: “Tak, dreng. Det er godt.” Han fo’r sammen.
“Bedstemor, De lever! Jeg troede… Kan De mærke alt?”
Anders åbnede sin taske og tog to chokoladekager frem.
“Her, spis dem. En fra min klasse, Mads, havde fødselsdag i dag.”
“Du er en god dreng,” sagde hun igen. “Måske har jeg også en sådan barnebarn et sted…”
Hun vidste ikke, at hun ikke havde børnebørn. Kun en datter, der havde ledt efter hende i tre dage.
“Hvad hedder De?”
Hun stirrede uden at svare, og han forstod, at hun ikke vidste det.
“Det ved jeg ikke, dreng. Hvem er du?”
“Jeg hedder Anders. Jeg bor lige her i nærheden med min mor og far.”
Han havde overvejet at fortælle sine forældre om hende dagen før, men holdt tilbage. Han huskede, hvordan hans mor engang havde sagt:
“Du skal ikke stole på tiggere, min dreng. Nogle af dem er slet ikke ærlige.”
Men denne bedstemor virkede ikke som en af dem.
“Der er måske sket noget med hende,” tænkte han. “Måske er hun gået vild. Jeg skal fortælle det til mine forældre.”
Hun åbnede begge chokoladekager og spiste dem. Hun var sulten.
“Bliv her, jeg henter noget mad til Dem. Gå ikke væk!” Han så pludselig et svagt lys i hendes øjne.
Hun prøvede at huske noget. Hans stemme lød bekendt. Måske havde hun hørt ham før. En lejlighed dukkede op i hendes tanker, kvindestemmer i et andet rum. Hun så på ham.
“Du er god, dreng,” sagde hun igen. “Hvad hedder du?”
Han blev forvirret. “Jeg har lige sagt det—Anders. Jeg går i anden klasse. Jeg bor her tæt på. Hvor bor De?”
“Jeg kan ikke huske det, min ven. Men…” Hun kiggede grundigere på ham. “Sagde du Anders? Jeg tror, jeg genkender noget.”
“Virkelig?” Han lyste op.
Hun så mere vågen ud nu.
“Ja, din far hed også Anders, ikke? Min far hed Anders Kristensen, og min mor hed Marie. Min datter hedder Mette. Gud, jeg har en datter…”
Anders bemærkede, at hendes øjne blev klarere. Måske af tårerne, der løb ned ad hendes kinder.
“Hvis bare hun kunne huske sit fulde navn,” tænkte han.
Og så sagde hun:
“Anders, jeg tror, jeg husker det. Jeg hedder Kirsten. Kirsten Andersdatter.”
“Kan De huske gaden, De bor på?”
“Nej, kun mine forældres navne, min datters, og mit eget.” Hun anstrengte sig for at huske mere, men kunne ikke. “Jeg husker, at jeg gik i Netto… og så ingenting.”
“Kirsten Andersdatter, det er okay. Nu skal jeg hente mad. Bliv her.” Han løb hjem.
Hjemme hørte han sin mor, Lise, tale i telefon. Stemmen lød bekymret.
“Lise, er der stadig ingen nyheder?” spurgte en kvinde i den anden ende.
“Nej, Mette. Intet endnu.”
“Vi finder hende nok, Mette,” sagde Lise roligt.
Mette havde mistet sin mor. Tre dage var gået. Hendes mor, Kirsten, havde hukommelsesproblemer. Nogle dage kunne hun ikke engang huske sit eget navn. Hun var gået ud for at handle og forsvundet.
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” græd Mette. “Politiet siger, de leder, men…”
“Rolig, Mette. Vi finder Kirsten.”
Da Anders kom ind på køkkenet, tog han pålæg, ost og en kyllingebryst. Hans far, Jens, kom ind.
“Skal du på picnic, min dreng?”
“Nej, det er til bedstemoren på bænken. Hun er sulten og kan ikke huske noget.”
Lise lyttede nu også.
“Hun kan huske sit navn nu—Kirsten Andersdatter. Og sin datter, Mette.”
Lise standsede ham.
“Vent—sagde du Kirsten Andersdatter? Datteren Mette?”
Hun greb telefonen.
“Mette! Min søn tror, han har fundet din mor!”
De skyndte sig alle tre ud. Anders førte an.
Da de nåede bænken, stivnede Lise. Der sad Mettes mor.
“Mette, det er hende! Hun er i live!”
Anders følte sig stolt. Den forsvundne bedstemor var Mettes mor—Lises veninde. Han havde ikke gået forbi.
Tiden gik, og Anders besøgte ofte “Bedste Kirsten” med sin mor. De var blevet gode venner. Hun kaldte ham sin barnebarn, når hun huskede det.
Og hun huskede altid, hvordan Anders havde hjulpet hende hjem.
