Kære dagbog,
Vi havde straks en dårlig fornemmelse, så snart Rigmor trådte ind ad døren til vores hus på Amager. Hendes tøj var helt almindeligt, men hænderne så anderledes ud end mors. Fingrene var kortere og tykkere, så hun knyttede dem sammen som en lås. Benene var slankere, og fødderne længere end de, vi kendte.
Jeg sad der med min lillebror Lasse, han var syv, jeg var ni, og vi skød lyn fra hinanden med små drillerier. Den lange Milla er kun en kilometer væk men ingen Milla er en sag, sagde jeg. Far opdagede vores holdning og sagde med en streng tone: Opfør jer ordentligt, som man skal. I opfører jer som uopdragne! Lasse spurgte, om hun skulle blive hos os længe, og han fik lov til at stille spørgsmålet, fordi han er lille og bare en dreng. Far svarede roligt: For altid. Jeg kunne mærke, at han begyndte at blive irriteret. Hvis han mistede besindelsen, ville det gå os hårdt over hovedet, så vi holdt os på afstand.
Om en time var Rigmor klar til at gå hjem. Hun smed skoene på og da hun skulle ud, sneg Lasse sig for at give hende et spark under foden. Hun mistede balancen så meget, at hun næsten faldt ind i trappeopgangen. Far blev bekymret: Hvad er der sket? Rigmor svarede uden at se på Lasse: Jeg snublede i min egen sko. Far lovede straks: Jeg hjælper med at rydde op! Det var da, jeg indså, at han faktisk holdt af hende. Vi kunne ikke slippe hende ud af livet, uanset hvor meget vi prøvede.
En dag, mens far var på arbejde, var Rigmor hjemme alene med os. Hun sagde pludselig med en rolig stemme: Jeres mor er død. Desværre sker det nogle gange. Hun sidder nu på en sky og ser alt. Jeg tror hun ikke er glad for, hvordan I opfører jer. Vi blev stille. Lasse, Emil, I er jo søde børn! Skal man virkelig holde mor i live ved at være så stikkende som en pindsvin? spurgte hun. Gennem hendes ord mistede hun noget af sin hårdhed, og vi mærkede, at vi begyndte at ændre os.
Jeg hjalp hende en dag med at pakke indkøbene fra Rema 1000. Hun klappede mig på ryggen og sagde, at hun satte pris på mig. Selvom hendes fingre ikke så ud som mors, var berøringen varm. Lasse blev lidt jaloux, men vi ryddede i køkkenet sammen og roste hinanden. Om aftenen fortalte hun stolt far, hvor hjælpsomme vi var, og han smilede. Hendes fremmedhed gjorde det svært at slappe af, men efter et år havde vi glemt, hvordan det var at leve uden hende. Til sidst faldt vi alle for Rigmor, ligesom far.
I 7. klasse havde Lasse det svært. En dreng fra klassen, Niklas Høj, som var lige så høj som ham men meget mere dristig, mobbede ham. Højs familie var stærk, og faren sagde til Niklas: Du er en mand, slå dem, vent ikke på, at de knuser dig. Så blev Lasse et let mål. Niklas slog ham i skulderen, hver gang han gik forbi. Jeg fik set blå mærker på Lasses skulder og indsamlede al information, selvom jeg måtte arbejde hårdt for at få dem. Vi vidste ikke, at Rigmor stod uden for døren og lyttede.
Lasse bad mig om at holde det hemmeligt for far, ellers ville det blive værre. Han bad mig også om at undlade at gå ind og slås med Niklas. Jeg ville så gerne beskytte ham, at jeg næsten ville have gjort hvad som helst. At involvere far ville have sat ham i konflikt med Niklas far, og det kunne have ført til fængsel.
Næste fredag gik Rigmor ud som om hun skulle på indkøb, men hun førte os i stedet til skolen og bad os vise Niklas, hvor hun var. Jeg viste ham, og sagde: Du skal vide, hvad du går ind i! Så begyndte en usædvanlig scene i klasselokalet. Rigmor gik ind med en fin frisure, manicure og en blid stemme og bad Niklas om at komme ud, fordi hun havde noget med ham. Læreren gik med på det, uden at ane noget. Niklas gik ud, troende at Rigmor var en ny formidler. Hun greb ham ved brystet, løftede ham fra jorden og sagde: Hvad vil du have af min søn? Niklas stammer: Af hvilken søn? Rigmor råbte: Af Lasse Rasmussens! Niklas mumlede: Intet Rigmor truede ham: Hvis du rører min bror igen, vil jeg slå dig ud! Niklas skræmte: Lad mig gå! Rigmor kastede ham ud af klassen og sagde, at hun ville have hans far i fængsel, hvis han gik videre med mobningen. Derfra undgik Niklas Lasse, undskyldte kortvarigt og holdt sig væk.
Rigmor bad os om ikke at fortælle far, men vi brød tavsheden. Far var imponeret over hendes handlinger, og hun førte mig på den rette vej. Jeg faldt for en stormfuld forelskelse, som bare var hormonerne, der slørede min fornuft. Jeg begyndte at date en arbejdsløs, evigt beruset pianist ved navn Kurt. Han var fem år yngre end Rigmor, men jeg var 25 år ældre end ham. Jeg så ikke problemets tydelige kanter. Min mor spurgte ham: Er du nogensinde ædru, og hvordan vil du forsørge os? Han svarede ikke direkte, men jeg følte mig altid skamfuld overfor mor, særligt da hun sagde: Jeg troede, du var klogere. Historien endte grimt, men heldigvis greb Rigmor ind, så ingen af os endte i fængsel.
I dag har Lasse og jeg vores egne familier, med værdier som kærlighed, respekt og omsorg, alt sammen lært af Rigmor. Hun er den eneste kvinde, der kunne have gjort så meget for os. Far er lykkelig med hende, de ser ud til at være som to friske brød på en bager. Rigmor har haft sine egne tragedier; hendes første mand døde, og hun mistede deres søn. Hun har aldrig kunnet tilgive ham.
Vi tror, at vi har kunnet lindre noget af hendes smerte. Hendes rolle i vores opvækst har aldrig været smålig. Hele familien samles omkring hende, og vi prøver at finde de rigtige sokker til hendes fødder. Vi værner om hende, for rigtige mødre, selv når de møder modstand, falder aldrig.
Jeg har lært, at fordomme kun gør ondt, mens forståelse og medfølelse bygger stærke bånd. Det er den lektion, jeg vil tage med mig videre.
