Kære dagbog,
I dag gik jeg gennem tankerne på, hvordan min kone Oline Nielsen altid har klædt sig i guld og skinner, mens hun tidligt står op for at passe vores dyr. Hun fortæller mig, at hun hver dag klokken fem står op, malker køerne, giver kalvene vand og deler foder ud, før hun drager mod byens kontor. På den måde har hun ingen grund til, at nogen skulle misunde hende.
Da hun så mig i den nye kjole med guldkæde, guldarmbånd og smukke smykker, udbrød hun: “Tilde, se bare på mig! Du tror, jeg bor på landet, men jeg er som en stjerne i byen!” Jeg grinede, for hun har altid troet, at livet på landet er hårdt, men nu ser hun, at selv en landsby kan få folk fra København til at flytte hertil for at leve så luksuriøst.
Oline svarede, at hun aldrig ville vende tilbage til vores lille by, men skulle afslutte skolegangen, flytte til byen, finde en rig mand og gifte sig. Hun var sikker på, at hun aldrig ville blive landmand igen. Jeg prøvede at berolige hende: “Det er ikke så slemt at bo på landet folk lever der også. Hvis du hjælper med køerne, bliver det lettere for mig at lave aftensmad.”
Hun fnøs: “Jeg vil ikke gå ud for køerne! Alle ville grine af mig.” Men jeg mindede hende om, at andre børn hjælper deres forældre, så hvorfor skulle hun være anderledes? Hun svarede, at hun har sin egen forstand.
Maren, min mor, gik stille forbi vores græskar, mens Oline lagde på ansigtet lag på lag af makeup til gårdslokalet. Olines veninder stirrede misundeligt på hende hun var som en lokal dronning, der aldrig tog sig af husarbejdet og aldrig vaskede tallerkener.
Efter nogle år blev Oline færdig med skolegangen, selvom hendes eksamener kun gav hende bestået med gennemsnitlige karakterer. Hun besluttede at blive pædagog, fordi arbejdet var rent og ærefuldt. Vi solgte et par kvæg og betalte et år af hendes uddannelse.
Da hun var i sit sidste år på kollegiet, gik hun ofte hjem for at ordne sig. Hun stod foran spejlet, lagde på sminke, men så ud som om hun ventede på nogen, som hun aldrig mødte. Til sidst blev hun en smuk kvinde, og på en weekend besøgte hendes svigermor os med en stor kartoffelbusk og en sætning: “Vi har varer til salg.”
Det var så kort, at Oline løb væk fra sine forældre og fandt en ung mand fra vores egen landsby, Mikkel, som hun havde mødt efter studierne. De blev gift, og hun var hurtigt gravid. Alle sagde, at hun kun bestod på grund af sin situation, men hun var klar til at bevise sit værd.
Vi flyttede ind i en lille lejlighed i København, men mine forældre sendte os kun madpakker. Oline gik i barsel, mens jeg arbejdede dobbelt. Da vores datter Liva blev født, var vores indkomst fra min løn ikke nok til tre. Jeg sagde til Oline: “Vi skal flytte tilbage til landsbyen, indtil Liva er ældre, så har vi ro.”
Vi pakkede vores ting, og mine forældre købte et nyt hus i en lille landsby ved Vejle. Jeg fik et job på en gård som mekaniker, mens Oline i starten modsatte sig at bo på landet, men så sagde hun, at hun ville have mig som hjælper. Mine forældre og svigermor hjalp os med mad og støtte, så livet blev som et eventyr.
Snart klagede svigermor på, at Oline sad foran spejlet hele dagen, mens hun måtte arbejde på markerne. Jeg så på hende og sagde: “Lad da Oline arbejde med gulerødder, så lærer hun, at intet er givet på en bakke.” Hun gik rundt på marken hele sommeren, så intet affald og smukke rækker af grøntsager.
Mikkel begyndte at avle kvæg, fordi det lønner sig. Vores forældre flyttede også til en større by og gav os en ko som gave. Oline havde svært ved at vænne sig til at stå op så tidligt, men til sidst blev det vane.
Efter fire år fik jeg en ledig plads i en børnehave, da den gamle pædagog gik på pension. Vi havde nu et solidt gårdshus, og livet gik videre. Drømmene om byens liv gled i baggrunden, for jeg var fra morgen til aften i gang med opgaver og bekymringer på landet.
Nu er svigermor flyttet til en større by, Liva går i skole, og jeg er stadig pædagog på den lokale institution. Jeg har tænkt på, om vi skulle flytte tættere på storbyen igen, men Oline siger: “Vi har vores hus, vores mark og nok penge. Byen er kun et besøg.”
Det er nu 20 år siden, vi mødtes som børn i klasseværelset. Vi mødtes igen med gamle skolekammerater nogle er blevet byboere, andre er stadig på landet. Katja Jensen lever hele sit liv på gården, mens Freja Hansen har giftet sig med en forretningsmand og bor i en lejlighed i Odense. Alle har fået deres egen vej.
Da jeg sagde til Oline: “Undskyld, at jeg tog dig med fra byen, selvom du ikke kunne lide landet”, svarede hun: “Jeg har lært, at man ikke kan få noget gratis. Vi lever nu i et hus, vi har vores jord, vores børn og hinanden. Det er nok.”
Livet har lært mig, at uanset hvor man bor på en mark i Jylland eller i en højhus i København så er ære i arbejdet, kærlighed i familien og ro i sindet, hvad der betyder mest. Det er den visdom, jeg tager med mig hver dag.
