Kære dagbog,
I dag stod Else med sine små, fine spader i hænderne, og fingrene slap fra overraskelsen. Det træværktøj, som blidt klirrede, faldt på den tørre, revnede jord. Før hun overhovedet nåede at udtale et suk, hørtes en stemme bag hende, så skarp som den knirkende lyd af et gammelt træ, men med en så urokkelig sikkerhed, at et iskoldt gys løb ned ad hendes ryg.
Der vokser intet i din køkkenhave, min pige, fordi en afdød gæst vandrer omkring dig. Ser du ham? Kig nærmere, lille ven, så ser du ham sagde en ukendt gammel dame med en frygtindgydende, men alligevel smule medfølende blik, hendes øjne så falmede som tidens slitage, men uhyre skarpe.
Else vendte sig langsomt, næsten mekanisk, og så for første gang rigtig på den jord, der lå foran det nye, så ønskværdige hus. Et mærkeligt, uforklarligt savn greb hendes hjerte. Hun havde set dette hver dag, men nu forstod hun den fulde rædslen. Lige foran det omhyggeligt udskårne hegn, som hun var så stolt af, lå et helt livløst, brændt jordstykke.
Ingen græsstrå, ingen blomster, ingen antydning af liv. Bag huset blomstrede roser, alperoser strakte sig mod solen, og brombærbuske gik grønne. Kontrasten var skræmmende og unaturlig. Else forsøgte at genoplive området gødnede, løsrev, vandede med tårer næsten af desperation, men alt var forgæves.
Mens hun var opslugt af sine haveplager, så hun ikke, hvordan den smalle port åbnedes for den bøjede, årgade gamle kvinde, som ikke var død i ånden.
Du skulle have haft dit aftenkjole på, så du så elegant kunne grave i den sorte jord bemærkede den gamle kvinde med en næsten ubetydelig latter, men uden ondskab, mens hun kiggede på Elses påklædning: en dyr, lyserød top og matchende cykeltights af teknisk stof.
Else så sig selv i spejlet, fjernede den røde hårtunge fra panden og mærkede en let forlegenhed i ansigtet.
Det er det er en specialiseret arbejdspåklædning, bedstemor. Til havearbejde. Åndbart forsøgte hun at forklare, men stemmen var svag. Og naboerne i vores nye, fine forstad går alle så pæne rundt rent, ordentligt Ingen har boet her før, alt er fra bunden
Den gamle kvinde var dog allerede væk. Hun vendte sig og gik langsomt med sin hjemmelavede stok, forsvandt i den sommerlige støv bag vejkrogen. Else stod alene, og i ørerne rungede en død stilhed, kun brudt af den hastige bankende hjerterytme.
«Hvordan kan det ske? tænkte hun febrilsk, mens hun fjernede havehandskerne og tjekkede sit perfekte manicure. Hvordan kan en afdød gæst finde vej til mit lyse nye hjem? Hvem er han? Hvad vil han?»
Heldigvis havde Else lige før flytningen, næsten som en flugt fra Københavns larm, afsluttet et neglekurssæt. «Nu vil mine hænder altid være i topform tænkte hun med en bitter ironi hvis kun haven også kunne være sådan. Så den springer i vækst, blomstrer, og ingen spøgelser forstyrrer.»
Hun fortalte ikke sin travle mand, Mikkel, noget om den mærkelige besøgende. Frygten for hans praktiske, rationelle latter holdt hende tilbage. Men tanken om den spøgelseslige samtale vendte tilbage igen og igen, blev en vedvarende idé. Hver eneste dyrkningsråd, hvert moderne gødningsprodukt, hver internettips fra erfarne haveejere, hjalp ikke. Stedet foran døren forblev en tør, død flade som en gravsten.
Else elskede haven. Hun havde gennemført onlinekurser, købt bunker af smukke tidsskrifter og fandt glæde i at mærke jordens duft, pleje de skrøbelige spirer. Hendes første succeser kom, men netop den forbandede jordklump ved indgangen modsatte sig enhver behandling som om en usynlig mur holdt den adskilt fra livet.
Måske må jeg hyre en dyr landskabsarkitekt tænkte hun trist, mens hun så på den sorte plet i vinduet. Men hvis vi virkelig har en så flygtig gæst, kan selv eksperterne måske ikke hjælpe.
Flere dage gik. Else så et detaljeret video fra en erfaren gartner, lagde telefonen fra sig. Natten uden stjerner var tung. Mikkel sov allerede, snøftende til sine forretningsidéer, og selv hun burde have sovet, men søvnen undveg hende.
Åh, for varmt Jeg kan ikke trække vejret mumlede hun, trak sin silkeagtige dynebetræk af sig og gik ud gennem glasdøren til den store altan. Den kølige natluft var frisk og sød. Fra andet sal var det ufrivillige jordstykke næsten skjult bag tagudhæng og skygge fra den store eg. Hun krøb hen over de kolde rækværk for at kigge ind i mørket.
Der, under månen, der hængte som en skæv, spids halvmåne, gik en ukendt skikkelse over den udgravede, døde jord. En mand. Han stod med ryggen til hende. Hans bevægelser var langsomme, som om han kæmpede mod en usynlig modstand. Han sank ned på knæ, rejste sig igen, stak tæerne i den gamle, slidt sko, og førte sine lange, blege fingre over jorden, som om han ledte efter noget.
Elses hjerte stod stille, så slog det så hårdt, at hun rystede. Hun stirrede i mørket, og jo længere hun så, desto klarere blev det han var halvt gennemsigtig. Månen kastede et svagt lyspunkt gennem hans skrøbelige krop, iført en gammeldags frakke. Hans bevægelser syntes uden jordens tyngdekraft han var tydeligvis ikke en levende mand.
Frygtens bølge skyllede over hende. Hun stod på kanten af altanen, men manden vendte sig pludselig om. Hans ansigt var udtryksløst, som om det var udskåret i blegt marmor. Store, gammeldags skægstubbe og glat, lige hår. Øjnene var tomme, sorte som natten.
Uden varsel strakte han sine arme frem, som om han ville gribe hende, nå ud over afstanden med kolde fingre. Else følte, at hans dystre ansigt kom nærmere og nærmere, fyldte hele rummet. Med et svagt støn faldt hun bagud, snublede og styrtede ind på det kolde gulv i soveværelset.
Det viste sig overraskende let at finde den gamle kvinde. Else konkluderede, at sådan en dame ikke kunne bo i deres nye, sterile villaområde; hun måtte bo i den gamle, langsomt svindende landsby bag broen. At finde hende krævede blot at spørge de ældre kvinder ved brøndens bænk.
Else parkerede sin pæne bybil ved den forfaldne, ubehandlede hytte med flade, men afskallede vinduer. Porten hang på en rusten hængsel og et løfte, så hun tøvede med at banke.
Mor! råbte hun, forsigtigt gennem spalten i hegnslaget. Er du Frøborg? Jeg hedder Else! Du fortalte mig i sidste uge om mit stykke jord om den gæst
Døren gik langsomt op, og den gamle kvinde trådte ud. Hun knibe øjnene sammen, betragtede gæsten.
Åh Gud Hun har klædt sig på som til et bal, hviskede hun, mens hun kritisk så på Elses silketøj og høje støvler. Kom så ind, så længe du er her! Pas på, at du ikke knækker hælene på de gamle brædder! Hvad vil du have?
Else, mens hun gik ind, mærkede en knude ved halsen.
Han han kommer virkelig. Jeg så ham i går nat, stemmen vaklede. Jeg tænkte, at hvis du ser sådanne og ikke er bange så har du måske også mødt dem før. Kender du måske, hvordan man får ham til at gå? Hendes manicure glimtede i det svage lys.
Jeg havde en fornemmelse, lille pige, nikkede den gamle kvinde, og hendes øjne glimtede af noget, Else ikke kunne tyde. Vil du have, at jeg driver ham væk?
Else nikkede forsigtigt, trak sin læderskuffe frem og viste et par store, blanke 500-kronesedler.
Jeg ved ikke, hvad det koster. Jeg er ikke grådig! Hvis du behøver mere, går jeg til Automaten og henter flere! Hvor meget du vil have!
Frøborg så på pengene, så derefter på Else med blødere blik.
Det er nok, sagde hun stille. Jeg hjælper dig. Sæt dig, så går jeg i gang Hun tøvede et øjeblik og sagde så: Jeg kan desværre ikke tilbyde dig te, jeg har ingen mere. Butikken er tre mil væk, og mine knogler kan ikke bære så meget.
Else satte sig på den slidt stol og så rundt i det fattige hus. Et enkelt gardin i et vindue, en revet hylde på et skab, en tom sukkerskål, en tom brødkurv. Alt var tomt og ensomt.
Tag en flaske fra køleskabet, den indeholder en urtedrik, som jeg selv har brygget. Den er lidt bitter, men giver styrke, råbte Frøborg fra et andet rum. Hæld også lidt til mig, vær så venlig.
Else åbnede den knirkende køleskab, hvor hun fandt en halv liter tåget væske, tre æg, en krukke surkål og en hul, udslidt smørepind.
Åh Gud tænkte hun med en pludselig smerte. Hun lever i så fattigdom, mens jeg kom her i en dyr bil og silketøj.
Fundet? lød den gamle kvindes stemme.
Ja, fru Frøborg, lige nu!
Frøborg gik ud og gav Else en lille sammenrullet avispapirpakke, bundet med snor.
Grav dette på dit stykke jord, ikke for dybt, blot på spadens kant. Om tre dage vil din gæst forsvinde og aldrig vende tilbage. Det er kun tørre grene, skovbær og lidt urteluk. En god besværgelse. Smag på din drik?
Else tog en tår af den bitre, men duftende væske.
Den er virkelig god, sagde hun med et oprigtigt smil, mens hun tog imod pakken. Må jeg også give dig noget fra min taske? Jeg har købt alt for meget i butikken kager, chokolade, kaffe, ris, grøntsager. Må jeg efterlade det hos dig?
Uden at vente på svar løb Else ud, kom tilbage med en tung papkasse, og begyndte at lægge ud på bordet, mens hun snakkede non-stop:
Solsikkeolie Hvorfor tog jeg to? Jeg laver mad til Mikkel, han har maveproblemer Sort te Vi drikker altid grøn, men Slik Jeg elsker det, men jeg skal tabe mig Kiks til te Hjemmelavet frugtstænger Kød Jeg så, hvor meget jeg købte! Fryseren er fuld! Må jeg lade det stå her? Kød, ris, grønne boghvede, brun ris Jeg gik på kurser i ernæring, så nu køber jeg kun sundt
Hun pakkede varerne pænt i hjørnet, men turde ikke møde Frøborgs blik. Hun var bange for at blive opfattet som en velgørende lussa.
Frøborgs øjne fyldtes med stille tårer, som hun tørrer med en lille klud.
Tak, min pige, sagde hun lavmælt, som om bladene udenfor susede.
Det var så lidt, sukkede Else og trak vejret dybt. Jeg vil fortsætte med haven! Må jeg komme på besøg igen? Jeg synes, du er spændende.
Else gravede ned den lille pakke på det angivne sted. Den dystre mand med overskæg blev aldrig set igen. Nøjagtig en uge senere, som Frøborg havde forudsagt, begyndte de første svage skudsbark, ukrudt og en lille tusindårsblomst at spire på den førhen døde jord. Else græd af glæde, for det betød, at jorden var vågnet til live.
Den dag gik Frøborg langs en gammel kirkegård, støttende på sin stok, vinkede til usete naboer og stoppede ved en ubetydelig, men mærkelig udseende grav. På den grå, revnede sten lå et gammelt foto af en mand med store overskæg.
Tak, Peter Andersen, hviskede hun, mens hun knælede og ryddede omkring. Jeg har hjulpet dig, nu hjælper jeg dig. Lad dette sted blive pænt, så du kan hvile i fred.
To uger senere bankede Else på den velkendte dør igen, med en tung taske fuld af gamle interiørting. Frøborg åbnede døren med et lille smil.
Hej, Else! Kom ind, hvad har du med dig?
Jeg har medbragt mange ting fra mine kurser gardiner, håndklæder, tæpper, porcelæn med blåklokker. De passer så fint til dit landsbyhjem. Må jeg vise dig? sagde Else ivrigt, mens hun gik i gang med at pakke ud.
Frøborg sad stille og så på hende, hendes ansigt blev mere alvorligt. Til sidst sank hun ned på en stol og lagde sine hænder, som årerne havde bøjet, på skødet.
Læg det fra dig, barn. Du har gjort nok, sagde hun blidt. Du er en god pige, Lærke. Jeg har dog bedraget dig.
Else blev målløs med et farverigt tæppe i hænderne.
Jeg svømmede i poolen i morges, mumlede hun forvirret. Måske hørte jeg det forkert.
Jeg har selv inviteret den afdøde til din have, svarede Frøborg, og hendes stemme vaklede. Jeg var nødt til at få lidt penge fra én god sjæl, så jeg kunne overleve. Jeg tog hjælp fra Peter Andersen, som ligger på graven, så han kunne vandre omkring dig. Jeg gav dig blot en pose med almindelige urter som afledningJeg har lært, at selv de mest stille stemmer kan bære en tung byrde, men ved at lytte kan vi finde fred.
