“Den kvinde er her igen,” tænkte Mette, mens hun tørrede et glas af og iagttog hende. “Hun kommer næsten hver dag til vores café. Hvor er hun dog en behagelig kvinde, selvom hun er oppe i årene.”
Den ældre kvinde med et nobelt udseende var klædt i en lang, hørkjole med en enkelt perlesnor om halsen. Mette vidste, at hun altid bestilte en kop kaffe, en appelsinjuice og et par croissanter. Croissanterne var altid friske. Mette havde ofte set hende sidde og nippe til kaffen, mens hun stirrede ud ad vinduet. Det var tydeligt, at hun nød disse stunder.
Mens Mette i smug iagttog hende, kom en slank pige brasende ind i caféen, tydeligt oprørt. Hun satte sig ved et bord i hjørnet, og Mette gik hen til hende.
“Hej,” mumlede pigen hurtigt. “En kop te, tak. Det er alt.”
Mette bragte teen, og pigen nikkede, før hun pludselig brast i gråd. Mette blev forvirret.
“Hvad er der sket?” spurgte hun forbløffet. “Kan jeg hjælpe dig med noget?”
Men pigen rystede bare på hovedet og græd, som om intet i verden kunne trøste hende. Caféen var tom for øjeblikket. De tidlige gæster, der normalt kom ind for en hurtig kop kaffe på vej til arbejde, var allerede gået. Studenterne havde ferie, så de plejede heller ikke at komme her nu.
“Hvad hedder du?” spurgte Mette og pegede på sit navneskilt.
“Freja,” hviskede hun, mens tårerne fortsatte med at trille ned ad hendes kinder.
“Men hvad er der galt?” spurgte Mette, men i det samme kom en ny gæst ind, og hun måtte vende sig bort.
Da hun igen kiggede over mod Freja, sad den ældre kvinde nu ved hendes bord og talte lavmælt til hende. Mette gik hen til dem, netop som kvinden sagde:
“Freja, det er ikke så slemt, som du tror.”
“Du forstår ingenting,” hulkede Freja. “Har du nogensinde været forladt?”
“Nej, ikke forladt,” svarede kvinden roligt. “Jeg gik selv, hvis jeg mærkede, det var på vej dertil.”
“Jeg hedder Ellen Margrethe. Tro mig, lille Freja, jeg har set meget i livet. Der er altid en vej ud.”
Mette blev igen distraheret af nye gæster, men hun tænkte, at Ellen Margrethe nok skulle trøste Freja.
“Jeg har mistet to mænd,” fortsatte Ellen Margrethe. “Jeg har to børn, fire børnebørn og et oldebarn. Og tro mig, hvis jeg havde grædt sådan, havde mit liv ikke været lykkedes. Jeg var ikke blevet gift igen.”
“Men han forlod mig,” sagde Freja pludselig, og tårerne standsede. “Og jeg er gravid. Jeg har ingen steder at tage hen…”
“Det var nogenlunde, hvad jeg regnede med,” svarede Ellen Margrethe mildt og skubbede tekruset mod hende. “Drik lidt. Og fortæl mig alt. Så finder vi på en løsning.”
Freja tørrede tårerne og fortalte sin historie. Hun studerede i byen og havde været kærester med Jakob. I starten var alt perfekt – romantik, smukke gaver. Hans far var forretningsmand, så Jakob manglede aldrig penge. Hun flyttede endda ind hos ham. Men så blev hun gravid.
“Jakob, jeg er gravid,” sagde hun. “Hvad gør vi?”
Han stirrede på hende med et underligt blik. “Hvad gør vi? Gør, hvad du vil. Din graviditet passer ikke ind i mine planer. Og du må hellere finde et andet sted at bo. Prøvede du at fange mig med en graviditet? Mine forældre er vigtige, og jeg har en fremtid. Det bliver ikke noget af. Jeg vil ikke se dig mere. Det er dit problem. Gå nu.”
Freja pakkede sine få ting og gik. Lige nu sov hun på en medstuderendes sofa i kollegiet. Hun havde ingen penge til en lejlighed, men hun ville hverke droppe ud af studiet eller afbryde graviditeten. Hun ville heller ikke fortælle det til sine forældre, der boede i en lille by. Så hun anede ikke, hvad hun skulle gøre.
“Jeg troede, jeg levede i et eventyr,” sagde hun. “Men da jeg fortalte Jakob om graviditeten, smuldrede den verden. Nu står jeg her. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”
Ellen Margrethe lyttede opmærksomt og sagde:
“Jeg siger det igen – der er altid en vej ud. Jeg tilbyder dig at bo hos mig. Jeg har et hus i nærheden. Du skal ikke betale noget,” tilføjede hun hurtigt, da Freja ville protestere.
Den ældre kvinde sad helt rolig, og det beroligede Freja.
“Jeg har brug for dine penge ikke. Jeg har det fint. Jeg kan hjælpe dig med babyen – jeg har erfaring. Min oldebarn startede netop i børnehaven. Min barnebarn har masser af tøj tilovers fra sin lille, som du kan få. Hun er sød,” sagde Ellen Margrethe og klappede Freja på skulderen. “Børn vokser hurtigt. Så vær ikke bekymret. Og glem din Jakob. Han er ikke dine tårer værd. Alt bliver godt.”
Freja stirrede på hende, forvirret. “Jeg er en fremmed for dig. Hvorfor hjælper du mig?”
“Af medlidenhed, for det første. Af kvindesolidaritet, for det andet. Og for det tredje – min barnebarn stod i samme situation engang. Men nu har hun det godt. Hun mødte en god mand. Han elsker hende og min oldebarn.” Hun smilede. “Jeg siger det igen – det skal nok gå.”
Ellen Margrethe og Freja gik mod døren, og Mette smilede efter dem. Hun vidste, Freja ville være i gode hænder.
“Kom igen,” sagde hun og tænkte: *Hvor er det vigtigt at møde nogen, der kan hjælpe, når livet er hårdt. Freja var heldig. For syv år siden var jeg i en værre situation, og ingen Ellen Margrethe kom til mig. Måske havde mit liv været anderledes. Måske ville jeg ikke arbejde som tjener her.*
Hun havde også studeret engang og været kærester med en fyr ved navn Kristian. Da hun opdagede, hun var gravid, fortalte hun det til ham. Først lod han glad. Men så blev han smidt ud af universitetet og rejste hjem. Han glemte hende.
Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. En veninde foreslog en privat klinik. Det endte med en katastrofe. Hun kom på hospitalet og måtte gennemgå en lang behandling. Hun droppede studiet, fik et job og lejede en lejlighed. Nu arbejdede hun her. Der var ingen kærlighed i hendes liv. *Det er bare ikke lykkedes for mig,* tænkte hun. *Og jeg vil helst ikke tænke på det igen.*
Efter Ellen Margrethe og Freja forlod caféen sammen, kom den ældre kvinde stadig forbi. Hun bestil
