Kære dagbog,
I går gik jeg forbi det lille landbrug ved Kolding, da jeg så en hånd, der trak en stor kartoffel op af jorden, skrællede den og lagde den i en kurv. Det fik mig til at holde vejret. Jeg gik videre og opdagede, at de største hoved af grønkål også var væk næsten halvdelen af høsten manglede.
Freja Jensen var henrykt over sit køb. Ikke blot et køb, men hendes livsdrøm: at erhverve et lille hus på landet, når hun gik på pension. Hun havde nøje planlagt dette år i forvejen og valgte en idyllisk landsby nær Århus med kun et par hundrede indbyggere ro, natur og en lille køkkenhave var det, hun søgte.
Skæbnen smilede, da hun fandt et solidt hus på udkanten af landsbyen, med en lille have, men med naboerne kun på den ene side, mens den anden side var marker, og bag dem strakte den dybe skov sig som et maleri. Udsigten var så betagende, at man næsten glemte at kigge væk.
Om aftenen gik Freja en blød sti mod skoven. Solen gik ned bag granerne, og solnedgangen malede himlen i gyldne farver, som hun altid havde elsket på sine gåture.
Tidligt forår, da jorden netop var tøet, reparerede Freja den rammede hegnsskovl af net og brædder.
Vi burde mon skifte hegnet ud, Freja, foreslog hendes nabo, Ane Marie, som var i samme alder.
Lad det stå, indtil det falder helt, så skifter jeg det ud med noget stærkere, svarede Freja, mens hun slog den faldne metalstang i jorden med sin økse.
Ane Marie lo og sagde: Du er den sande danske husmor! Sådan gør man, men der mangler jo mænd i landsbyen Mange er flyttet, andre er blevet ældre eller er gået bort. Jeg er også enke i ti år.
Freja nikkede: Jeg er heller ikke enke, men jeg gik fra hinanden med min mand, da vi indså, at vi kun holdt sammen for vores datters skyld. Da hun var vokset op, gift og flyttede ud, blev det umuligt at bo sammen længere. Sådan er livet.»
Ane Marie nikkede og sagde: Det er bedre, at vi ikke generer hinanden. Men jeg vil stadig have et solidt hegn til efteråret.
Hele foråret og sommeren arbejdede Freja i haven og i skoven.
Jeg har aldrig været så meget udendørs som i denne sæson. Jeg lever næsten på gaden og indånder den friske luft den er bare så god!, sagde hun, mens hun pegede på de grønne taks eller bærbuske og de mange svampe, der gemte sig i skovbunden.
Ane Marie sagde: Det er dejligt at se folk være tilfredse med deres flytning for mig er det bare hverdagsrutine.
Efteråret kom. På marken stod store hoveder af grønkål, men kartoflerne var allerede højt i bunken med jord, og høsten var også god. Freja begyndte at grave kartoflerne op for at spise dem, men hun blev aldrig mæt af de saftige rodfrugter.
Ane, jeg drager til byen i et par dage, skrev hun i en besked, der er en skolen for tidligere klassekammerater. Vi fejrer vores klasses gammelfolk, Sigrid, der er som familiens sjæle. Jeg kommer tilbage og samler resten af høsten.
Ane vinker farvel.
Mødet i byen gik godt. Freja roste sin nye landsby, viste billeder af huset og talte om den gode høst.
Jorden har hvilet i to år, men næste år hyrer jeg en maskine til at gøde markerne, så jeg kan så igen, sagde hun til sin gamle kammerat, Lars.
Lars svarer: Vær forsigtig, så du ikke overbelaster dig. Jeg hjælper gerne, hvis du har brug for en hånd.
Freja takkede, men mente, at hun klarede det selv.
Flere år gik, og Freja og Lars mødtes nu hvert år på Sigrids fødselsdag og delte minder fra deres ungdom. Begge var enlige, men nød friheden.
Den aften gik Lars hjem med Freja og snakkede ved køkkenbordet til sent på natten.
Hvad er klokken?« spurgte Freja, mens hun kiggede på uret.
Det er på tide, at du tager hjem,« svarede han.
Freja sagde: Jeg skal tidligt i morgen til landsbyen, så tag en taxa hjem, så har vi begge ro.
Hun gik i seng og drømte om den næste dag.
Næste morgen tog hun den første bus til landsbyen. Hun gik gennem dugvåde græsplæner og åndede den friske luft under kyllingernes galen.
Hun gik ind i huset, drak en kop sort te, skiftede til arbejdstøj og gik ud i haven for at se, hvad dagen skulle bringe. Alt var stille, kun få mennesker gik ud på deres gårde. Klokken var næsten ni, da hun gik hen til Ane Maries hus for en kop te.
I haven så hun de krøllet kartoffelstængler spredt over jorden: jordklumper overalt. Nogen havde trukket kartoflerne ud, skrællet dem og samlet den største i en kurv. Freja frøs. Hun gik videre og så, at de store hoder af grønkål også var væk næsten halvdelen af høsten manglede.
Hun råbte, men så straks det knækkede hegn. Den svage stolpe, som hun så omhyggeligt havde slået ned om foråret, lå på jorden. Store støvler havde sat mærker i mulden.
Freja løb til Ane Marie og bankede på vinduet.
Hvad er sket?« spurgte Ane.
Der er blevet røvet, Ane! Kom, lad os se, hvad vi kan gøre!, græd Freja.
Ane gik hurtigt ud i sin jakke og sagde: Forbandet! De kom på cykler, stille fra den anden side af hegnet. De knækkede stolpen, bøjede nettene og gik ind i haven, tog alt, hvad de kunne få fat i små kartofler smidt væk, de største hoder af kål i poser og væk på cyklerne.
Freja sukkede: Det er så mange, jeg havde så meget, men nu er alt væk!
Ane nikkede: Det er svært at bevise, hvem der har stjålet. I gårde gør man så let ikke. Jeg tror, de kom fra byen, men jeg ved ikke, hvem de er. De er måske arbejdsløse og lister sig omkring for at finde mad, men vi kan ikke sige noget med sikkerhed.
Freja spurgte: Hvad gør vi nu?«
Ane svarede: Tag ikke så tungt på det. Vi har andre ting at leve af, og Gud ser alt. Jeg går lige ud og henter Erik, han kan reparere hegnet. Så finder vi på noget sammen.«
Erik, en mand på omkring halvfjortifem år, kom inden frokost og satte en ny, solid træstolpe i hegnet og lukkede et hul med gamle, men stærke brædder.
Her er dit nye hegn, Freja. Lad dig ikke slå ud. I vores landsby sker sådanne ting tit, så lad ikke huset stå ubevogtet. Det er nummer ét, sagde Erik alvorligt.
Freja spurgte: Hvad med nummer to?«
Erik svarede: Vi skal have en hængelås på hoveddøren, så folk straks ser, at ingen bor her.
Ane tilføjede: En lille hund ville også hjælpe den larmer, så indbrudstyve tøver.
Erik fortsatte: Det er nummer tre.
Freja grinede: Et stærkt hegn er nummer fire!«
Erik afsluttede: Et stærkt mand, der kan passe på, er nummer fem.«
Alle lo, og Freja tørrede sine tårer.
Hun sagde: Det er ikke kartoflerne eller kålen, der gør mig ked af det, men al den kærlighed, jeg har lagt i arbejdet, som nu er væk.«
Ane omfavnede hende: Jeg giver dig så mange kål, som du vil have. Vi har en hel have fuld af dem til vinteren. Har vi egentlig så meget spildt, som vi sårede?«
Alle gik sammen til frokost hos Freja. Efter at have roet sig, fortalte hun om sit møde i byen, og hun planlagde at tage fat på de sikkerhedsforanstaltninger, de havde drøftet, så snart høsten var samlet.
En uge senere kontaktede hun Lars i byen. Han hjalp med at købe en hængelås til døren, og de fik priser på materialer til hegnet.
Lars sagde: Jeg hjælper dig, men du skal ikke nægte. Vi må måle på stedet, så vi kan køre ud til landsbyen sammen, så jeg kan se din gård og lægge en plan.
Freja begyndte at tale om betaling, men Lars afbrydte: Tal ikke om det. Jeg er på ferie, men dette er vigtigt, så lad os gøre det sammen.«
Sammen med Lars byggede de et nyt, solidt hegn i løbet af en uge, med profiltråd og metalstænger fra byen. Freja lavede mad til hjælperne og var glad for, at haven nu var omkranset af et stærkt hegn.
Lars sagde: Tyve kan ikke stoppe os, men høsten er stadig her. Det vigtigste er dig, Freja.«
Erik bragte en lille hvalp fra sin datter Julie, og de navngav den Loke. Hvalpen løb rundt i gården, som en blød bamse, men den kunne ikke erstatte en vagthund. De byggede et lille skjul til Loke ved siden af haven, så den kunne holde øje med alt.
En dag, mens vi drak te med Ane og Erik, spurgte Erik: Er hægnet stærkt nok?«
Freja svarede: Det er som at slå to fluer med ét smæk. Vi har både et sikkert hegn og en ven, der hjælper.
Ane nikkede: Ja, men er manden stærk nok til at blive her permanent?«
Erik smilede: Han tager kun, hvad han vil, og han behøver ingen løn. Jeg lader ham gøre, hvad han vil.
Lars kom tilbage med indkøb, og han sagde spøgende: Må jeg blive fast hjælper? Jeg kan lave suppe, grød og kage, så vi ikke sulter.
Freja grinede: Du skal bare passe på huset, mens Loke vokser.«
Jeg har nu lejet min lejlighed ud i København og venter på at Lars skal hente mig med poser fulde af dagligvarer fra byen. Vi har begge fundet varme i hinanden, selvom vi savner den familiefølelse, vi havde før. Vi tilbringer stadig weekender på et yndlingssanatorium på Sjælland, og mens jeg er væk, passer Erik og Loke på huset og katten.
På sanatoriumet får vi altid den samme besked fra Erik:
Slap af, bekymr dig ikke om huset, søen eller kattene alt er i orden.«
Jeg svarer:
Det bedste feriested er nu vores egen lille landsby. Jeg kan ikke vente med at komme hjem igen.
Så har Lars og jeg fundet hinanden, og vi flytter sjældent langt væk, for vores marker giver de smukkeste solnedgange. Vi elsker at gå ud på grænsen, ind i skoven, og se solen gå ned i ro. Loke løber foran os, jager mejser på vejkanten og nyder livet lige så meget som vi.
Personlig læring: Selvom livet kan bringe tab og uventede udfordringer, er fællesskab, vedholdenhed og kærlighed til det simple de elementer, der holder os stående. Jeg har lært, at man skal bygge både hegn og relationer, så man er beskyttet, når stormen kommer.
