Freja, tro mig ikke det værste! Jeg er ikke en hjemløs. Jeg hedder Mikkel Andersen. Jeg er kommet på besøg hos min datter. Det er svært at forklare
Nytåret nærmer sig, kun et par timer tilbage. Alle på kontoret er allerede gået hjem, men ingen venter på Lise
For at slippe for at arbejde den 2. januar besluttede hun at gøre dagens gøremål på forhånd. Hun nåede hjem i tide, salater, frugt og noget bobler ventede i køleskabet, allerede gjort klar. Hun havde ingen grund til at gøre sig smuk hun ville hellere slippe sine høje hæle og tage den bløde pyjamas på.
Det var sådan, at hun og Anders gik fra hinanden for flere måneder siden, og bruddet var så hårdt, at Lise ikke havde lyst til at starte nye forhold. Nu var det hyggeligt at være alene
Anders prøvede at vinde hende tilbage, ringede flere gange, men Lise ville ikke genoptage noget, hun mente, at de aldrig ville fungere igen, det var for svært.
Hun ville end ikke tænke på ham; fortiden var fortid, og hun ville ikke ødelægge sin fest.
Lise steg af minibusen. Et par skridt, og hun var hjemme. Ved indgangen på trappeopgangen, på en bænk, så hun en gammel mand. Ved hans side stod en lille juletræ.
– Måske er han på besøg hos nogen tænkte hun.
Lise hilste, og manden nikkede uden at kigge på hende.
Hun fik indtrykket af, at der glimtede tårer i hans øjne, eller var det bare lyset fra træet, men hun lod være og gik ind i trappeopgangen.
Det var allerede køligt om aftenen, og Lise trak vejret dybt. Efter at have taget et bad, tog hun sin yndlingsbløde pyjamas på, hældte kaffe i koppen og gik hen til vinduet.
Mærkeligt nok sad den gamle mand stadig på bænken.
Det er nu over en time siden, at Lise kom hjem, kun to timer til nytår. Hvorfor sidder han udenfor, hvis han er på besøg? Og hvad er det for et glimt i hans øjne? tænkte hun.
Lise dækkede bordet, tændte lysene på sit eget juletræ, men tankerne vendte sig hele tiden tilbage til den ensomme gamle mand.
Efter en halv time kiggede hun ud af vinduet; manden sad ubevægelig.
Måske har han det dårligt? Det kan også fryse ham.
Lise greb hurtigt sin frakke på og gik ud.
Hun satte sig ved siden af manden på bænken. Han så på hende og vendte sig bort.
Undskyld, har du det godt? Jeg så, at du har siddet alene så længe. Det er koldt udenfor. Måske kan jeg hjælpe på nogen måde? spurgte hun.
Den gamle sukkede:
Intet, barn! Alt er fint, jeg vil bare sidde lidt og så tage af sted.
Hvorhen?
Til stationen. Hjemad.
Det er ikke nødvendigt. Jeg vil ikke se dig sidde der igen i morgen tidlig. Kom op! Kom op, vær så venlig! Lad os gå ind til mig, så du kan blive varm, og så kan du fortsætte din vej.
Men
Ingen men! Kom!
Lise vidste, at hvis hendes veninde Sigrid så hende nu, ville hun lave store øjne og Men Sigrid var ikke der, og Lise kunne ikke lade den gamle mand stå alene.
Den ældre mand rejste sig fra bænken og greb efter juletræet.
Må jeg få tage den?
Ja, tag den bare.
Indenfor placerede han forsigtigt træet i gangen og trak sin frakke af. Hvert skridt var en kamp, han så ud til at fryse.
Han satte sig ved køkkenbordet, Lise hældte ham te, og han holdt koppen i hænderne for at varme dem. Efter et par slurke løftede han blikket.
Freja, tro mig ikke det værste! Jeg er ikke hjemløs. Jeg hedder Mikkel Andersen. Jeg er på besøg hos min datter. Det er svært at forklare Jeg har mistet min kone for mange år siden, og jeg har haft en anden. Jeg forelskede mig som en ung mand, så jeg så ikke klart
Først gemte jeg mig, så fandt min nye kone ud af det sammen med vores datter, og vi begyndte at skændes. En dag smækkede jeg døren i vrede og gik til den, jeg elskede. Vores datter var da fem år gammel.
Jeg prøvede at hjælpe, men min ekskone, Inge, var stolt og ville ikke modtage noget fra mig, ikke engang underholdsbidrag. Hun ville klare opdragelsen alene. Jeg forsøgte at hjælpe gennem mine forældre, men hun accepterede intet. Hun begyndte at vende datteren imod mig.
En dag, da jeg kom til børnehaven for at aflevere legetøj, løb datteren væk og sagde, at jeg ikke betød noget for hende.
Så trak jeg mig tilbage og holdt mig væk. Inge og jeg flyttede fra byen, jeg sendte penge til hende til datteren, men pengene kom altid tilbage. Jeg stoppede med at sende dem, for jeg indså, at Inge ikke ville tage noget fra mig.
Om ti år vendte Inge og jeg tilbage til denne by. Mine forældre var allerede gået bort, og vi flyttede ind i deres lejlighed. Vi solgte den og købte et lille hus på landet, nær byen, hvor vi boede.
Det gik ikke, at vi fik børn
For to år siden gik Inge bort, og jeg stod alene.
Jeg ved ikke hvorfor jeg i dag gik til min datter. Jeg håbede ikke på tilgivelse. Jeg har ikke set hende i mange år. Hun bor i den samme lejlighed, som vi boede i.
Jeg købte et juletræ, gik til hendes dør, men hun lod mig ikke komme indenfor
Jeg forstår alt
Hvorfor kom jeg? Hvad håbede jeg at se? Jeg er en fremmed for hende. Men jeg har intet brug for andet jeg har et hus, en god pension, jeg kan selv hjælpe min datter, for hun er den eneste, jeg har kær.
Alt ville have været anderledes, hvis Inge havde ladet mig være en del af hendes liv.
Jeg gik væk fra hendes lejlighed, vandrede uden mål, og endte her, på en bænk, som om jeg var fanget i tiden. Jeg ville ikke engang bevæge mig. Sådan ville jeg måske have siddet for evigt
Men skæbnen havde andre planer. Måske er jeg stadig nødvendig her Tak, min datter, jeg har fået varmen, jeg venter på bussen og tager hjem.
Hvor skal du hen om natten? Bussen kører først om morgenen, og om en halv time er nytår. Bliv her, så lægger jeg dig på sofaen, og du kan tage videre om morgenen.
Mikkel Andersen så på Lise.
Det er virkelig pinligt, pige! I dag ville de fleste ikke lade en fremmed som mig komme ind. Ærligt, jeg har slet ikke lyst til at være alene, så hvis du tillader det, bliver jeg her et stykke tid. Jeg tager af sted i morgen.
Så er vi enige.
Om morgenen pakkede Mikkel sine ting.
Tak, Lise, for alt. Du er som en engel, du reddede mig fra at blive efterladt på bænken. Du ved, du er altid velkommen hos mig! Jeg har en lille bikube med fem bistader bag huset, og i sommeren er det smukt.
Det lyder dejligt! Jeg kommer snart!
Mikkel gik, og Lise så ud af vinduet, indtil han forsvandt rundt om hjørnet.
Det er sådan livet er: Nogle mennesker vil du ikke kende, mens andre, som tilsyneladende er fremmede, bliver som familie.
Lise mistede sine forældre tidligt, og efter at have hørt den ældre mands triste fortælling, besluttede hun, at hun ville komme på besøg igen.
Sæt et like på historien, og del dine tanker i kommentarfeltet.
Livet lærer os, at selv i de koldeste øjeblikke kan et lille øjebliks venlighed tænde en lysere fremtid.
