Hej du, jeg har lige noget vildt at fortælle dig, så læn dig tilbage og lyt. Det hele startede med, at jeg holdt på med at taste min mors nummer igen og igen, men hver gang kom den samme kolde besked: Nummeret er ikke længere aktivt. Jeg havde ikke ringet til hende i to år. Min kone havde sat mig i et valg hende eller min mor og jeg valgte min kone.
Jeg stod i en lille plads i København, iført min hvide arbejdstrøje, og sveden kildede bag brystet. En flok grinende teenagere gik forbi, og jeg følte mig som et vilde dyr, helt ude af kontrol, som om jeg ikke vidste, hvor jeg var eller hvorfor livet overhovedet skulle fortsætte. På mine knæ lå et brev med store, klare bogstaver på konvolutten: Til Jens. En prik. Min mor satte altid prikken på slutningen. Jeg havde allerede trykt den ud. Brevet var ubrudt, så min søster havde ikke læst det. På to sider stod der kun ren, perfekt håndskrift intet pynt, ligesom de gode elever i skolebøger. Brevet begyndte: Kære Jens, min søn. Hvis du læser dette, så er jeg ikke længere her
Jeg sukkede så hårdt, at jeg næsten knækkede min næse. Jeg ville holde tårerne tilbage, men efterhånden som jeg læste videre, gik de bare. Jeg tænkte over at gå ud og spise en god pølse med remoulade til frokost. Jeg kunne næsten smage den saftige bøf, kålen, tomaten og de sprøde sylteagurker. Så stod jeg foran indgangsdørene til Field’s, og pludselig så jeg min mor dukke op ved udgangen. Hun havde en brun frakke, mørkt bølgede hår, gik med en tung, træt holdning præcis som den mor, jeg havde drømt om de sidste tre måneder. Jeg så hende både i drømme og i natten, pakkende sine ting, som om hun skulle rejse. Jeg følte mig som et barn, der skriger efter beskyttelse, men hun sad bare og så ud som om hun ikke kunne hjælpe.
For tre måneder siden havde jeg fundet et såret dyr på sengen enten en svale eller en rotte. Den krøb op til mig og lå på min pude, mens jeg holdt den. Jeg vidste, at vi ikke havde rotter eller svale i huset, så da jeg så på den i mørket, forsvandt den pludselig, kun en varm bule på puden var tilbage. Jeg var sikker på, at jeg drømte. Senere, mens min kone allerede sov, fandt jeg gamle billeder af mig og min mor, hvor vi var en glad familie. Jeg forstod ikke, hvad jeg skulle tænke.
Da jeg stod ved udgangen af indkøbscentret, ville jeg helt sikkert have jagtet den mor, men så hørte jeg en budbringer spørge sikkerhedsvagten:
Hvilken etage er husholdningsapparaterne på?
Tredje, svarede han.
Jeg arbejder der, sagde jeg, og så: Hvem har en levering? Måske den er til mig?
Budbringerens blik gik fra pakke til pakke, indtil han læste: Til Jens Sørensen. Jeg rakte ud, gav ham mit pas, og han underskrev modtagelsen. Ud på gaden var der liv omkring: snak, biler, summen fra metroen. Jeg rev pakken op, og der lå et kort fra min søster:
Mor døde den 12. juni. Hun bad mig give dig brevet. Ring ikke til mig jeg svarer ikke. Du er en forræder for mig.
12. juni! Og i dag var det 15. september! Tre måneder uden at vide noget. Jeg følte mig svimmel, maven vendte på hovedet, men jeg holdt fast på en støttende væg i indkøbscenteret. Jeg læste videre:
så er jeg væk. Jeg har kræft, fjerde fase. I dag fik jeg et pludseligt energiboost og skrev, mens jeg stadig kunne holde pennen. Jeg ved, at denne kraftige energi ofte betyder, at døden er nær. Du må ikke bebrejde dig selv. Jeg har ringet til dig så mange gange, men stolthed holder mig fra at tale. Måske tænker du slet ikke på mig, men du er min søn, og jeg kan ikke stoppe med at elske dig. Undskyld, at jeg ikke kom overens med din kone, at jeg fejlede som mor. Jeg har gjort mit bedste alene. Du har straffet mig, men nu er det nok. Undskyld.
Jeg brød ud i gråd, slog min hånd over munden. Jeg har aldrig følt mig så forkastet. Min mor plejede altid at have tid til mig, lytte, trøste. Hun var som en ulvemor, der beskyttede mig. Da jeg som femteklassing blev mobbet, greb hun en lille kniv og sagde: Rør Jens en gang til, så klipper jeg dit øre af! Hun sendte mig til karate, lærte mig at kæmpe og ikke vise svaghed.
Jeg holdt telefonen på øret, ventede på ringetoner, og tænkte: Jeg ringer til dig, mor, tag telefonen. Undskyld, at jeg er så svag. Måske var brevet bare en spøg. Men stilheden var tung som en kiste, og så igen den samme besked: Nummeret er ikke længere aktivt. Jeg ringede igen og igen, men svaret var kun: Ikke aktivt. Ikke aktivt.
Jeg prøvede at ringe til min søster, men hun råbte: Fisk! Din idiot! og lagde på. Jeg gik hjem fra arbejdet, stod som en statue ved døren, uden jakke eller sko. Min kone, Freja, havde lige fået fri fra arbejde på grund af vores lille dreng, og hun tog mig i armen.
Hvorfor så tidligt? Hvad er der sket?
Jeg sagde kun: Moren er død.
Hun gik i panik, greb sig om hjertet og spurgte: Har du hørt fra søsteren? Hvornår begravelsen?
Jeg sagde: Det var for tre måneder siden. Hvorfor har ingen sagt noget?
Hun svarede: Hold kæft! Lad mig ikke snakke om min familie!
Efter en kort diskussion besluttede vi at køre til min søsters by Aarhus. Jeg kørte som en galning, vred mig på alt: mig selv, Freja, vores forældre. Da vi kom ind i den lejlighed, hvor min mor engang boede, men nu var min søster, Katrine, i. Jeg stormede ind, så rasende ud.
Du skulle have fortalt mig, at mor var syg! Hvorfor holdt du det skjult? Du er en forræder!
Katrine så på mig, rød i ansigtet: Skal jeg? Jeg har intet at skjule! Det var dit ansvar at tale med hende! Freja begyndte at blande sig: Du kan ikke bare såre mig så!
Det hele eskalerede, men til sidst gik vi ud på gaden, hvor Katrine stod med en taske, og hendes bror kom ud for at beskytte hende. Jeg stod stille, så på dem, mens Freja brølede: Du er skyld i alt, du er kun en slange!
Jeg gik væk, satte mig på en beskidt trappe og brød ud i tårer. Freja så fortabt ud. Da jeg kørte hjem, sagde jeg koldt:
Du har også din del i hvad der skete. Jeg er skyldig, men du er værst. Hvordan kan vi leve videre?
Vi argumenterede hele vejen, men jeg holdt op med at svare. Jeg forsvandt fra hjemmet, ringede ikke, sov et sted ingen vidste om. En måned gik. Jeg var fanget mellem min sorg over moren og min forpligtelse over for Freja og vores lille dreng.
Nogle gange ser jeg min mor på gaden, som om hun bare går forbi uden at bemærke mig. I går så jeg hende i DSBens tog, stirrede ud af vinduet. En masse mennesker kom til stationen, jeg prøvede at skubbe mig frem, men så var det en anden kvinde. Jeg kan ikke helt give slip på, at hun måske stadig er der et eller andet sted.
Jeg ringer stadig en gang imellem, håber på en lyd fra den tomme linje, men så hører jeg kun:
Nummeret er ikke længere aktivt.
Jeg råber: Jeg er din søn! Mor, hør mig!
Så ender jeg med at sige til mig selv: Glem det gamle nummer. Nyd din kone, dit liv.
Det er alt for nu. Håber du får et øjeblik til at puste ud efter at have hørt alt dette. Vi snakkes ved. Kram.
