“Hvad mener du med kone? Den der gamle dame?” brølede manden i mikrofonen ud over hele hotellet. Han vidste ikke, at mit svar allerede ventede på ham i receptionen.
Historien, jeg skal fortælle dig i dag, er bitter som malurt, men sandfærdig og lærerig.
Det er en historie om, hvordan man på én aften kan miste det, man har bygget op i femogtyve år. Og om, hvordan selv den største tålmodighed har en grænse.
I år skulle min mand, Mads, og jeg fejre vores sølvbryllup. Femogtyve år! Kan du forestille dig sådan en milepæl? Et helt liv.
Vi besluttede at fejre begivenheden ordentligt – vi fløj til Grækenland, til et flot femstjernede hotel. Jeg havde drømt om denne rejse! Jeg havde sparet op i to år, sagt nej til alt, lagt hver en krone til side.
Jeg forestillede mig, hvordan vi to ville gå langs stranden ved solnedgang, holde hinanden i hånden som i ungdommen; aftensmad ved levende lys… Alt den romantik, der i hverdagen med evige renoveringer og børnebørn mangler både tid og kræfter.
Men, som man siger, men planlægger, og midtlivskrisen bestemmer. Min Mads fyldte halvtreds – og det var, som om han blev en anden.
Grå hår i skægget – djævlen i ribbenet, det passede perfekt på ham. Allerede den første dag på hotellet glemte han både jubilæet og mig og blev helt betaget af en ung animationspige.
Sådan en typisk “fyrværkeri” på omkring tredive, tynd som en stilk, med en masse blegnet hår og forlængede vipper, som hun blinkede med som en sommerfugl. I korte denim-shorts og en top, der dækkede lige nøjagtigt det, som anstændige mennesker plejer at skjule.
Åh, piger, hvad jeg gennemlevede i de første dage… Selvfølgelig prøvede jeg først at ignorere det. Jeg gjorde endda grin med mig selv. Tænkte, manden føler sig ung igen, adrenalinen strømmer – lad ham få lidt selvtilfredshed. Ja, rigtig nemt!
Og han, piger, løb rundt efter hende over hele hotellet som en glad hund, med et fjolsagtigt grin, og savlen dryppede næsten!
Ved morgenmaden stoppede han med at lytte til mig midt i en sætning for at vinke til hende tværs over salen. Ved poolen sprang han op for at hjælpe hende med at åbne en parasol, som om det bare var en hjælp, og efterlod mig alene under den brændende sol.
Jeg sagde: “Mads, kan du ikke hente lidt vand til mig?” men han hørte mig ikke – han var allerede på vej til hende med to cocktails i hænderne. Forestil dig, til hende – en flot en med jordbær, og til mig senere, nølende – et almindeligt glas vand.
Om aftenen forsvandt han på diskoteket, hvorfra han kom tilbage i de tidlige morgentimer, gennemtrængt af fremmed parfume og alkohol, og faldt i søvn uden et ord.
Og jeg sad der, som den største fjols, og overtalte mig selv: “Lise, vær nu klog. Det her er bare midlertidigt. Det er bare ferie, hormoner, han kommer til fornuft.”
Jeg håbede, at han snart ville få nok af opmærksomheden, huske, hvorfor vi var kommet her, og at vores fest endelig ville finde sted. Sikke en naivitet!
Den aften glemmer jeg aldrig. Aftenen for vores jubilæum. Jeg var helt oppe at køre hele dagen, fuld af forventning. Iført min bedste silke kjole, den, jeg havde købt specielt til lejligheden.
Jeg havde lavet håret, sminket mig, parfumeret mig med dyre franske dufte, som jeg havde gemt til en særlig dag. Jeg ventede på ham på værelset, som en brud.
Og han dukkede op fem minutter før middagen, svedig, og råbte lige fra døren: “Skynd dig, vi kommer for sent til aftenens show! Mia er vært i aften, hun lovede noget stort.” Hvad siger man til det? Ikke et ord om jubilæet.
Ikke et kompliment til min kjole. Jeg var lige ved at briste i gråd, men holdt det tilbage. Vi gik ned til poolen, og han gik foran, næsten løb – han ville have et bord tæt på scenen.
Og her sidder jeg ved et klæbrigt plastikbord, drikker sur vin fra et plastikbæger, mens min halvtredsårige mand, der allerede har fået en del at drikke, deltager i en eller anden idiotisk konkurrence på scenen under høj musik.
Piger, jeg ville synke i jorden af skam. Og min mand – han var helt oppe at køre, troede, han var en ny komiker! Han kom med dumme vittigheder, troede, det var sjovt, men i virkeligheden var det bare tåbeligt.
Den animationspige, Mia, spillede selvfølgelig med, lo højt af hver eneste plat joke, dryssede med komplimenter. Men for hende var det jo arbejde, hun tjente jo sin løn. Men i salen – dødsstille, ingen så meget skævede.
Bortset fra et par andre fulde mænd, der fnisede af hver eneste dumhed. Og jeg sad der og brændte af skam over ham.
Og så denne Mia, der hoppede hen til ham med mikrofonen og kvidrede:
“Mads, du er sådan en festlig fyr! Din kone må være så stolt af dig! Hvor er hun henne? Vis os din smukke kone! Lad hele Grækenland se hende!”
Hele amfiteatret klappede. Og min mand, min Mads, som jeg havde levet et kvart århundrede med, tog mikrofonen. Og… piger, der blev helt stille i salen i et par sekunder. Man kunne se, hvordan hans hjærne arbejdede.
Han prøvede åbenbart at finde på en eller anden effektfuld joke, noget, der ville få alle til at juble. Men åbenbart kom der ikke noget fornuftigt. Og så, efter denne pinefulde pause, smilte han bredt og råbte højt, så hele hotellet kunne høre det:
“Hvad mener du med kone? Den der gamle dame?” Han viftede hen i min retning. “Jeg tog bare med hende for pengenes skyld! Nogen skulle jo betale for festen for min unge sjæl!”
Piger, i det øjeblik stoppede verden for mig. Musikken, latteren, fremmede stemmer – alt forsvandt. Jeg så kun hans selvtilfredse, fugtige ansigt og mærkede, hvordan hundredvis af øjne borede sig ind i mig.
Nogen fnisede lavmælt. Nogen så på mig med så ægte medlidenhed, at det gik koldt ned ad ryggen. Og denne medlidenhed var værre end et slag. Jeg kunne knapt trække vejret. En eneste tanke summede i hovedet: “Dette er en drøm. Det kan ikke passe. Det er ikke min Mads, ikke ham, jeg fik børn med.”
Netop i det øjeblik, i stilheden, der fyldte hele salen,
