Kære dagbog,
Jeg kørte hjem i firmabilen, som blev sat ved porten til vores rækkehus på Østerbro. Træt af dagens kørsel steg jeg ud i roligt tempo, greb min kuffert, og efter at have takket chaufføren sagde jeg med et sukk: Nu starter velkomstritualet.
Min kone Katrine kom ind indhyllet i en lang, farverig sommerkjole, der syntes at afspejle julimåneden i al sin blomsterrigdom. Hun havde altid en sans for, hvilken farve der passede til den aktuelle måned, og denne kjole var som skabt til den seneste sommerdag.
Hun rettede lidt på de silkeagtige lokker, der flød ned over skuldrene, gik et skridt frem og smilte mig venligt til.
Kasper, vi har ventet så længe Forestil dig, jeg har fundet en fremragende landskabsarkitekt, og der er kø på hans tjenester, men jeg har forhandlet mig til en tid.
Jeg havde egentlig tænkt på, hvad det ville koste, men huskede på, at velkomstritualet krævede et kys. Så jeg kyssede hende blidt.
Katrine, du ser fortryllende ud, sagde jeg, mens jeg holdt om hendes smalle talje, jeg har savnet dig.
Jeg har også savnet dig, svarede hun, og greb min hånd, mens hun glemte alt om den nye landskabsplan for haven.
Jeg spurgte: Hvor er Nanna?
Hos en veninde i nærheden, du kender Dalsens datter, svarede hun.
Så er det bare os, sagde jeg, og uden at skjule min længsel gik jeg straks i brusebad, hvorefter jeg trak Katrine med mig op på soveværelset.
Hun sagde, at hun havde fundet en ny boutique, hvor hun allerede havde købt en kjole, som jeg ville elske.
Jeg spurgte humoristisk: Må jeg se dig uden kjole? Du ser smuk ud, uanset hvad du har på.
Senere, mens hun stod i stuen med sit nye klædeskab, sagde hun: Jeg har virkelig gjort mig umage for at finde den rigtige indretning, så vores hjem kan måle sig med Dalsens.
Jeg svarede: Vores gamle møbler er stadig friske, så der er ingen grund til at købe nyt endnu.
Hun pegede på gardinerne: Se, hvordan farverne spiller sammen.
Jeg nikkede: Jeg forstår, og jeg vil altid støtte dine små luksusudlæg, selvom jeg selv foretrækker at spare en lille krone til en aften i vores egen køkken.
Katrines stemme blev pludselig hæs: Jeg skal til frisøren! Jeg har booket tid for en måned siden og vil ikke komme for sent. Nanna kommer snart med mig, så vi kan gå sammen.
Jeg rystede på hovedet og tænkte: Hvorfor så mange salonbesøg? Lad hende bare lære at pleje sig selv, så vil hun vokse op uden at jagte hver ny trend.
Da jeg spiste frokost alene, dukkede Nanna op.
Far! råbte hun, mens hun hængte sig på mig, og velkomstritualet fortsatte. Hvor er mor?
Har hun ikke sagt, at hun er på salon?
Åh, hun er væk! Jeg bad om at blive taget med, så jeg kunne få en manicure.
Jeg roste hendes perfekte negle, men hun lo og sagde, at jeg var forældet i sine smag. Vi snakkede om modebøger, nye trends og hvordan hun kun havde tid til at kigge på Instagram mellem mine forretningsmøder.
Om aftenen vendte Katrine tilbage, svøbte sig i sin nye kjole og spurgte: Hvad synes du?
Jeg svarede så neutralt som muligt: Strålende! Du er betagende.
Da natten faldt på, mærkede jeg udmattelse, selvom jeg kun havde været hjemme én dag. Katrine nævnte, at hun havde hørt fra vores tante Maren, som bekymrede sig om mig.
Jeg lovede at ringe til hende næste dag. Da hun spurgte, om jeg ville tage til hende, sagde jeg, at vi alle skulle køre sammen, selvom hun mente, at det er kun en landsby. Jeg mindede hende om, at det kun var en lille bymidte, fire timers kørsel fra København, og at der ikke var nogen forskel.
Tiden gik, og jeg satte mig bag rattet på min egen bil, åbnede vinduet, og ladede den friske efterårsbrise fylde bilen, mens jeg mærkede hjertet let.
Da jeg ankom til Marens hus i en lille landsby ved Roskilde Fjord, blev jeg mødt af hendes varme smil. Hun var 70 år, men stadig livlig og imødekommende. Hun rakte mig en kop kaffe og sagde, at jeg ikke behøvede nogen velkomstritual hos hende.
Jeg undskyldte for, at jeg ikke havde besøgt hende i et år, og hun rystede på hovedet, mens hun kærtegnede mit hår hun var en lille skridt lavere end mig.
Vi satte os ved bordet, hvor hun havde lavet en simpel, men lækker ret med rugbrød, sild og kartofler. Jeg fortalte, at jeg normalt spiser på restauranter med Katrine og Nanna, men at jeg foretrak hjemmets ro. Hun smilede og sagde, at hun havde bragt en lille gave: en krukke med røde solbærsyltetøj.
Jeg tog imod den med tak og sagde, at hendes solbærmos var som livets kilde, der kunne afkøle enhver træthed.
Maren udtrykte bekymring for, at jeg tilbragte så meget tid væk fra familien, men jeg svarede, at jo længere væk fra Katrine, jo lettere føltes livet. Hun så forvirret ud: Hvorfor så?
Jeg forklarede roligt, at hvis jeg kom tættere på, ville jeg måske blive kvalt af al den snak om saloner, butikker, farver og makeup alt for ofte. På afstand kunne jeg holde mig ude af det og nyde min egen rytme.
Nanna kom senere ind, og vi talte om hendes kommende fødselsdag, hvor jeg havde givet hende et bibliotek med bøger, jeg selv havde udvalgt. Hun sagde, at hun hellere læser på papir end på sin tablet, mens jeg mente, at ebøger var praktiske på rejsen.
Katrine vendte tilbage igen, og jeg kunne mærke, at hun prøvede at imponere mig med sin nye garderobe. Jeg svarede høfligt: Du er strålende.
Da jeg skulle tage hjem igen, omfavnede jeg Maren, lagde et lille beløb på bordet og gav hende et glas med hjemmelavet solbærmos. Jeg gik ud i den kølige aften, glad for, at jeg havde haft mulighed for at dele dette lille øjeblik med min tante.
Jeg ved, at jeg elsker min kone Katrine, og at jeg kan leve med de små luksusudlæg, hun elsker. Jeg har accepteret, at min livsstil er en blanding af forretningsrejser, familieliv og lidt afkald på de daglige salonstøj. Sådan er livet, og jeg er tilfreds med det.
