Gitte, er du ved at gå helt amok? Din eneste søn skal giftes, og du sidder bare og sipper te!
Lone Andersen stod i køkkenets døråbning, armene hængende langs siden, blikket glødende af retfærdig vrede. Gitte løftede ikke engang hovedet fra koppen.
Sæt dig, så er kaffen klar, sagde Lone. Jeg har lige sat kedlen på.
Hvilken te? Lone gik ind i køkkenet og smed sig på stolen overfor. Klokken er halv to. Om en time går Mikkel til alteret, og du sidder her
Jeg går ingen steder, svarede Gitte og nippede til teen. Og du behøver ikke overtale mig.
Lone tavsede og så på sin veninde. De havde kendt hinanden i fyrre år, siden skolebænken, og hun vidste alt om Gitte. Men dette havde hun ikke forudset.
Hvad er så sket? spurgte hun lavmælt. I syntes jo at have lagt stridighederne bag jer efter den sidste snak?
Gitte smilede skævt.
Ja, han ringede forleden og sagde: Kom forbi, mor, hvis du har lyst. Som om jeg skulle på loppemarkedet i stedet for min egen søns bryllup.
Måske mente han bare hvis du har lyst?
Gitte vendte sig mod Lone, og tårerne brød frem. Jeg er niogfyrre år gammel. Jeg har opdraget ham alene, uden en mand. Jeg har haft to jobs, så han skulle have alt. Jeg har lært ham, plejet ham, holdt ham vågen om natten, når han havde feber. Og nu er jeg for ham bare en byrde. En overflødighed.
Lone lagde sin hånd på Gittes og sagde: Fortæl mig alt, fra starten.
Gitte hældte te i en kop til Lone, trak en pakke småkager frem fra skabet og sukkede tungt.
Det hele startede for et halvt år siden. Mikkel præsenterede mig for sin kæreste, Kirstine. Høj, slank og smuk. Jeg blev glad endelig havde min søn fundet en seriøs forhold, han er jo nu 27. Jeg sagde: Kom ind, lad os lære hinanden at kende, jeg laver middag.
Og så?
Hun kom ind, kiggede sig omkring, men du kan se på ansigtet, at hun ikke var så begejstret. Vores lejlighed er en lille to-værelses fra 70erne, møblerne er gamle, tapetet er fra bestemorens tid, men den er ren og ryddelig. Jeg har brugt hele dagen på at gøre rent, bagt kager.
Gitte mindedes, hvordan hun havde valgt den pæne bluse, gjort sit hår pænt, dækket bordet med bedstefars porcelæn.
Hun satte sig på kanten af stolen, som om hun var bange for at blive beskidt. Smilte, men øjnene var kolde. Jeg spurgte: Hvad laver du, Kirstine? Jeg arbejder i marketing, leder projekter, svarede hun. Og din Mikkel er virkelig talentfuld, det er en skam, at han stadig sidder på et almindeligt job.
Lone fnøs. En lille arrogance, tænkte hun.
Jeg forstod først senere, at hun antydede, at jeg ikke havde støttet ham nok. Men hvad skulle jeg? Jeg er sygeplejerske på et lokalt apotek og tjener kun en smule. Mikkel har en universitetsuddannelse, arbejder som programmør, tjener en god løn og bor i en nybygget lejlighed. Jeg er stolt af ham.
Naturligvis, sagde Lone. Så hvad skete der så?
Vi spiste, snakkede. Kirstine talte kun om sig selv: hendes projekter, indtjening, succes. Så spurgte hun: Gitte, har du overvejet at flytte på et plejehjem? De har god pleje og man kan møde folk i din alder.
Lone gispede. Du er alvorlig?
Jeg sagde, at jeg er 48 år, hvad plejehjem? Jeg er rask, jeg arbejder. Hun svarede: Det er for fremtiden, så du ikke belaster Mikkel.
Gitte gik hen til vinduet, solen skinnede klart i maj, foråret var i fuldt flor. Mikkel var sikkert ude og prøve sit bryllupssæt.
Efter middagen gik de hjem. Mikkel omfavnede hende, sagde: Bare rolig, mor, Kirstine er bare praktisk. Praktisk som en gammel sofa, som man skal smide ud.
Så du sagde intet?
Jeg ringede senere, sagde hvad jeg tænkte. Han blev sur og beskyldte mig for at være jaloux, at jeg skulle lære at give slip, for han er voksen og skal bestemme selv.
Lone rystede på hovedet. Børn kan være brutale, de forstår ikke.
Vi skændtes, han ringede mig ikke i en måned. Jeg troede, jeg havde mistet ham for altid. Så kom han tilbage, bad om tilgivelse, sagde, at han altid vil have mig som sin vigtigste person. Jeg troede på ham.
Gitte satte sig igen med den kølede te.
En måned senere annoncerede de deres forlovelse. Mikkel ringede: Mor, vi skal giftes! Jeg spurgte: Hvornår? Han svarede: Snart, vi har fundet et sted, reserveret restaurant. Kom lørdag, så snakker vi detaljer.
Så du kom?
Ja. Deres nye lejlighed er stor, lys, nyrenoveret, møblerne moderne. Kirstine tog imod mig som en sanitetsinspektør, kiggede på mig med en kølig blik, førte mig ind i stuen og sagde: Sæt jer. Ikke engang en kop te.
Lone rynkede på næsen. Uhøflig.
De viste mig gæstelisten rundt omkring 70 personer. Ingen af mine venner var med. Jeg spurgte om jeg kunne blive inviteret. Mikkel så på Kirstine, svarede: Mor, pladserne er begrænsede, kun nære venner og kolleger. Jeg sagde ingenting. Så begyndte de at vise billeder af det smukke bryllupslokale, menuen alt dyrt og smukt. Jeg tænkte: Hvor er min plads i dette?
Udenfor fløj en flok spurve og satte sig på en gammel poppel. Som barn plejede Mikkel at fodre dem med brødkrummer.
Pludselig sagde Kirstine: Gitte, vi overvejer at låne penge til brylluppet. Vi betaler en del, men en ekstra låne ville ikke skade.
Hvad? udbrød Lone. Hun bad om et lån til deres bryllup?
Ja, svarede Gitte, jeg tjener kun 30.000 kroner om måneden, så får jeg slet ikke et lån. Hvorfor skulle jeg det, når de begge har gode indkomster?
Kirstine svarede, at de sparer på en større lejlighed i centrum, og at forældre normalt betaler brylluppet. Gitte blev rød af forargelse. Hun så på Mikkel, som undgik øjenkontakt. Det gik op for hende, at han var enig med hende. Han forventede, at hun skulle betale.
Jeg afviser, sagde Gitte. I er voksne, betaler selv. Jeg hjælper, så meget jeg kan, men et lån tager jeg ikke.
Kirstine så surt ud: Det er egoistisk, du tror kun på dit eget lykke.
Mikkel rejste sig, gik til døren. Mor, lad være så sur. Kirstine er vant til, at hendes forældre betaler alt. Gitte spurgte: Hvad med dig? Han sukkede, Vi vil have et stort bryllup, men mangler penge. Jeg kunne hjælpe.
Lone hældte te til sig selv og til Gitte. De sad i tavshed. Sådanne situationer sker ofte, når børn gifter sig. Men når det er din egen historie, er det svært at tie stille.
Gitte gik ud på gaden og græd. En nabo, tante Vera fra femte sal, ringede: Gitte, hvad er der galt? Gitte fortalte og Tante Vera sagde, at Kirstine taler med andre om, hvor gammeldags Gitte er, og at hun vil have Mikkel til at se hende sjældnere efter brylluppet.
Gitte sank ned igen, så på sit livsarbejde som mor.
Hun ringede ikke straks til Mikkel. Hun ventede, tænkte han selv ville komme og forklare. En uge gik. Så kom en besked: Mor, brylluppet er lørdag. Jeg sender invitation. En elektronisk invitation, kun et link og adressen på restauranten. Gitte indså, at han nu er en mand, ej længere hendes søn.
Lone sukkede tungt.
Måske påvirker Kirstine ham? spurgte Lone. Han er 27, en voksen mand. Hvis han ville, ville han beskytte dig. Men han holder med hende.
Klokken slog halv tre. Gitte så ud af vinduet, forberedte sig på at se gæsterne samle sig. Kirstine stod i hvid kjole, Mikkel så nervøs ud. Gitte var ikke der.
Har du ringet ham? spurgte Lone. Jeg sagde, at jeg ikke kommer. Han spurgte hvorfor. Jeg sagde: Fordi jeg ikke er ønsket.
Hvis du vil, sagde Lone, så kom.
Jeg vil ikke, svarede Gitte, for jeg vil ikke sidde som en fremmed blandt fremmede.
Mikkel kom hjem senere med en slidt jakkesæt, øjnene røde af søvnmangel.
Må jeg komme ind? spurgte han stille.
Gitte gik til side, gik i køkkenet, tændte kedlen og satte to kopper på bordet.
Du kom ikke, sagde han til sidst.
Ikke.
Hvorfor?
Gitte så på ham, sin søn, så voksen og så fremmed.
Fordi jeg følte, at jeg ikke var velkommen, svarede hun. Jeg er ikke længere din mor, du har din egen familie.
Mor, nej
Du valgte Kirstine, det er din ret. Men lad være med at lyve, hvis du ikke har brug for mig.
Mikkel lukkede ansigtet med hænderne, Det er pinligt, stammede han. Gitte hældte te og satte den foran ham.
I går jeg på alteret, sagde han, så jeg kiggede rundt alle gæsterne er her, men du er væk. Jeg indså, at jeg havde ladet hende såre dig. Jeg var tavs, da Kirstine talte bagvendt. Jeg satte hendes ønsker over dine følelser.
Ja, indrømte Gitte.
Undskyld mig, sagde han, tårerne løb. Jeg var en idiot, faldt for det smukke billede, status, al ballade, men så glemte jeg den vigtigste person dig.
Gitte lyttede, overvejede om hun kunne tro på ham.
Jeg har sagt til Kirstine, at hvis hun ikke respekterer dig, så giver jeg mig væk. På brylluppet sagde jeg, at du er vigtigere end enhver ambition.
Kirstine blev rød, løb på toilettet, kom tilbage, undskyldte.
Mikkel sagde, at han vil gøre det bedre. Gitte mærkede en varm brise i brystet.
Jeg vil rette op på det, sagde han, og holde dig med i vores liv, så vi kan være en familie.
Gitte tog hans hånd.
Jeg elsker dig også, hviskede hun. Jeg var bare så såret.
Jeg ved det, og jeg vil gøre, så du ikke blir såret igen, lovede han.
De sad og holdt hinanden, mens gamle sår langsomt helet. Tilliden ville tage tid, men hans erkendelse betød meget.
Kirstine vil tale med dig, spurgte Mikkel. Skal hun komme?
Gitte tænkte. Hun ville ikke se hende, men hvis hun virkelig ville forbedre tingene, så måtte hun give det en chance.
Lad hende komme, sagde hun. Vi får se.
Mikkel smilede første gang i lang tid, så omfavnet han sin mor hårdt. Gitte lagde sit hoved på hans skulder og følte, at hendes lille dreng stadig var der.
Telefonen vibrerede med en besked fra Lone: Hvordan går det?
Gitte svarede med et smil: Mikkel kom hjem. Jeg tror, det hele ender godt.
Livets veje er snoede, i dag gør ondt, i morgen kan glæde. Det vigtigste er ikke at miste håbet og huske, at selv i de sværeste situationer findes en udvej man skal bare lede den på et andet sted end man er vant til.
Gitte gik i køkkenet, fandt mel, æg og sukker og besluttede at bage en kage. I aften skulle Mikkel og Kirstine måske komme forbi, så der skulle være noget at byde på. Selvom sårene endnu ikke var helet, var første skridt mod forsoning taget.
Det vigtigste er, at hun stod ved sine grænser, sagde nej til et bryllup, som gik imod hendes følelser. Hun vidste, at hun er en person med egne rettigheder, ikke en genstand i andres liv. Hvis Mikkel lærer af dette, så har hun gjort det rigtige.
