Mads, hvor mange gange vil du have mig til at gentage det? Karen bankede med fingerspidserne mod bordet, og den tunge klap rungede gennem den lille lejlighed på Nørrebro, så de blottede vægge vibrerede. Jeg sagde jo, at du ikke skulle tage den her snak i gang.
Men mor
Ingen men! hun sprang op fra stolen, så nær ved at vælte den halve kop kaffe på kanten. Jeg har mine egne problemer op til nakken. Tror du, det er nemt at starte på ny? Find et arbejde? Betale lejen?
Mads krøllede sig sammen, stirrede på den halvt spiste æggekage med de skøre blomster, de havde købt på udsalg. Blommen flød ud som en gul plet, der mindede om den triste efterårs sol udenfor en bleg, livløs disk. Regnen silede finere ned udenfor, og den slidte lejlighedsblok i grå beton smeltede langsomt ind i tågen, mens de få forbipasserende gik som spøgelser gennem gaderne.
Det er bare den nye skole
Hvad med den nye skole? afbrød Karen, mens hun nervøst fik håret på plads foran det lille spejl, der hængte skævt på køleskabet. Du kan jo ikke engang tale normalt? Din skyhed er din egen fjende! Vær modig, så ordner det sig.
Hun greb sin slidte lædertaske, kastede et hurtigt blik i spejlet i gangen. Den var så smal, at to personer knap kunne passere i denet andet af de mange ubehagelige træk ved den nye lejlighed, som Mads ikke kunne vænne sig til.
Jeg skal på arbejde. Og vent ikke på mig om aftenen jeg har møde med Jens.
Døren smækkede bag ham, og stilheden i den tomme lejlighed blev kun brudt af byen, hvor biler susede forbi og en hund i en lejlighed ovenover gøede uroligt. Mads langsomt rejste sig fra bordet, vaskede op uden at tænke, samlede sin rygsæk. Skolen lå for enden af en drømmeagtig gåbanelyse: en gammel rød murstensbygning fra 70erne, som om den var en kopi af hans gamle skole, men med en ekstra dosis mørke. Ingen kendte ham, ingen ville kende ham. Han var blot et mål for de kede af sine klassekammerater.
Hey, stille fyr! Hvad er der, din mors dreng? Kom nu, fortæl, hvordan far gik fra dig! De ord fulgte ham som en tåge af bleget grøn maling på væggene, mens han gik gennem korridoren, hvor der altid hang en svagt knitrende lampe.
I pause på første etage, i det mørke hjørne ved toilettet, hvor lampen aldrig tændtes, blev han omringet af tre ældre elever. Den ene, en høj, rodet fyr ved navn Rasmus Tomat, med røde kinder og fregner på næsen, grinede:
Så, nykommer, giv lidt penge.
Jeg har ingen, mumlede Mads, mens den kolde luft trak i hans ryg. En af de andre greb ham i kragen på den slidt denimjakke, og Rasmus rodede i lommerne.
Han trak en krøllet 50kroneseddel frempenge til indkøb, som Mads skulle bruge efter skole.
Det er alt, sagde Mads, og sveden løb ned ad ryggen.
Nu er de mine, lo Rasmus og skubbede ham ind i væggen. Mads slog hårdt mod maven, bøjede sig i to, mens han slugte den støvede, fugtige luften. Et andet slag ramte hans øjne, og verden gik sort.
Han gik ikke i timen. I det grimassefyldte spejl i skolens toilet, hvor vand dryppede fra en utæt hane, besluttede han: nok er nok. Han ville ikke holde ud længere.
Han løb op på taget, hvor den gamle jernport stod på klem. Vinden rev i hans hår, mens byen under ham sang med motorernes brummen, hundes gøen og børnenes skrig fra legepladsen. Betonparapetten var kold og ru under hans hænder.
Stå! råbte en stemme, og hans hjerte sprang.
En skrøbelig vagt, en gammel mand i en hængende grå sweater, greb ham i jakken og trak ham væk fra kanten med overraskende stærke, skæve hænder.
Der fulgte en kakofoni af råb. Skolelederinde, en kraftig dame i en stram dragt, trommede nervøst med en perlekæde. Skolepsykologen, en ung kvinde med milde øjne, talte om obligatorisk terapi og traumebehandling. Morsken, som kom fra arbejde, med pudderspild under øjnene, skreg:
Er du skør? Vil du bringe mig i skam? Har jeg ikke nok problemer?
Mads udbrud blev sluktingen behøvede hans problemer. Næste dag kæmpede han sig til skole. Den grå bygning truede som en dom, nu med nye kaldesignaler: psyko, selvmorder, idiot. De fløj efter ham gennem gangene, sprængte væggene og forstærkede sig i ekko.
Midt i denne tåge så han en ny stemme:
Må jeg sidde her? sagde en rolig, let spøgende stemme, som skar igennem larmens mur.
Mads løftede blikket. En høj, spinkel dreng med isblå øjne stod dér, iført blege jeans, en slidt hættetrøje og slidte sneakers.
Der er ledige pladser, mumlede Mads og pegede på de tomme bænke.
Ja, men jeg kan li det.
Mads trak på skuldrene. Hvad gør det?
Jeg hedder Søren, sagde drengen og rakte ud. Hånden var varm og tør.
Mads.
For Mads blev Søren den første ægte ven.
Ved du, hvad dit problem er? sagde Søren en eftermiddag på skolegården, mens efterårssolen brød gennem de gamle træers kroner og malede mærkelige mønstre på gruset. Du lader andre bestemme, hvem du er.
Hvad mener du? spurgte Mads, mens han stak den fugtige jord med tåen på sin sko.
De kaldte dig svag du troede på dem. De sagde, du er ingenting du accepterede det. Prøv selv at bestemme, hvem du er.
Mads rystede på hovedet, gravede i den våde jord:
Så hvem er jeg?
Se, sagde Søren med et listigt smil. Hans lysende øjne glimtede som sølvtråde i solens skrå stråler. Jeg vil ikke fortælle dig. Du må selv finde ud af det. Kom nu, jeg har fundet noget.
Det noget viste sig som et lille boksehjørne i kælderen i en bygning nær skolen. Et slidt skilt hængte: Bokseklub.
Jeg kan ikke begyndte Mads, mens han så på de træningsglade drenge.
Bare prøv, sagde Søren og afbrød ham.
Mads gik i gang. Først var det hårdtmusklerne brændte, kroppen nægtede at adlyde. Sveden løb i øjnene, og træneren, en kraftig mand med grå hår og et ar over øjenbrynene, så ud som en tyrann. Men ingen lo længere af ham. Og langsomt begyndte noget at ændre sig. Ikke kun kroppen, men ham selv.
Søren gik også i boksehallen, men sad mest på en gammel bænk langs væggen og så på.
Det vigtigste er ikke slagkraft, sagde han en aften, da de gik gennem de regnvåde gader, hvor gadelygternes lys spejlede sig i vandpølerne. Det vigtigste er selvtillid. I dig selv, i din ret til at være dig.
En dag, da Rasmus Tomat igen forsøgte at provokere ham i gangen, så Mads ham i øjnene, roligt og fast. Rasmus trak sig tilbage, mumlede noget for sig selv.
Ser du? smilede Søren. Du har forandret dig.
Den aften tog Mads mod til en ærlig samtale med sin mor. Hun sad i køkkenet, træt efter jobbet, med en gryde lun te i hænderne.
Mor, vi skal tale.
Begynder du igen? sukkede hun.
Ja. Jeg er din søn, og jeg eksisterer. Mine problemer er ikke bare lunefulde humørsvingninger.
Hun fryste et øjeblik, lyttede til ham.
Du har ændret dig sagde hun, som om hun første gang så ham.
Ja. Jeg vil have, at vi er en familie igen.
De talte natten lang, hørte hinandens stemmer for første gang i lang tid. Moren græd, smurt af mascara, fortalte om sine frygt og den svære nye tilværelse. Mads åbnede sig om sin ensomhed, mobning, den mørke fortvivlelse, der førte ham til taget. Mens de talte, bryggede de te, fandt en pakke småkager i skabet, og køkkenet, der normalt føltes koldt og fremmed, fik et strejf af varme.
Næste dag mødte Søren ikke op i skolens lokaler. Hans plads stod tom, og ingen syntes at lægge mærke til det. Mads spurgte klassekammerater, lærere, men alle så forvirrede på hamingen huskede en dreng ved navn Søren, som havde hjulpet ham med algebra eller lavet en biologirapport.
I boksehallen, hvor han trænede om aftenen, var der ingen, der huskede den høje dreng med de lyse øjne, der kom med ham.
Senere, mens han pakkede sin rygsæk i sit lille værelse, hvor væggene nu bar de første plakater, og på bordet lå et træningsfoto, fandt han et sammenrullet stykke papir. På den stod kun to ord: Du klarer det. Mads stirrede på dem, smilede så. Hans ven havde rethan ville klare det.
