Hej du, jeg må bare fortælle dig, hvad der foregår hos mig og Maren, den 87årige bedstemor, som nu insisterer på at blive mor igen så hurtigt som muligt. Hun suser ud af sengen med et knirkende knæ og brummer: Jeg skal føde nu, ellers bliver jeg bare en gammel knas. Maren har næsten glemt, hvordan livet føltes, men både barnebarnet og oldebarnet pillede hende på armen og rystede på en stok: Bliv bare ved med at bære den blå strømper, for så bliver du til en gammel historie, men så er det for sent.
Nu er Maren faldet i en afgrund af melankoli. Hun vil ikke længere kigge op fra sin lænestol, hun laver små råb til hele husstanden: Hvorfor skulle jeg vække jer, I irriterende myrer, så I kan sove til frokost? og så brager der i køkkenet med grydeklap omkring klokken halv syv om morgenen. Hele familien bliver på vagt.
Femårige oldebarn, Ane, spørger: Bedstemor, hvorfor bander du ikke mere på os? Maren sukker: Jeg er ved at dø, pige, jeg er ved at dø. Hun taler så med en blanding af sorg over den forsvundne ungdom og et håb om noget bedre end jeres grå gryderet, som I så tydeligt har glemt at lave.
Ane løber ind i køkkenet, hvor resten af slægten gemmer sig. Maren har en muldvarp døde! råber hun, og fortæller alt, hvad hun har hørt i sin lille efterretningsmission. Hvilken muldvarp? spørger familiens overhoved, Marens ældste søn, Viggo Sørensen, med hævede øjenbryn, der ligner en gammel sømand fra et eventyr. Den er sikkert gammel, sukker Ane og trækker på skuldrene hun har jo aldrig set den levende.
Næste dag kommer lægen, en rolig fyr ved navn Dr. Jensen, ind. Der er noget, der går skidt med bedstemoren, siger han. Det er tydeligt, siger Viggo, og slår sig selv på lårene, hvis vi skulle kalde ham noget! Lægen ser på ham, så på hans kone, og siger: Det er alderdom, men jeg ser ingen alvorlige afvigelser. Hvad er symptomerne?
Viggos kone, en kvinde med grå hår, siger med en hæs stemme: Hun giver ikke længere besked om, hvornår vi skal lave frokost eller aftensmad! Hun har hele livet stikket næsen i vores forretninger og sagt, at mine hænder er kommet fra en anden verden, men nu går hun ikke engang i køkkenet. På familiens fælles møde med lægen beslutter de, at dette er et alarmerende tegn.
De er så trætte af bekymringer, at de falder i søvn som om de har kollapset. Om natten vågner Viggo op af det velkendte sus fra tøfler. Men denne gang er det ikke den hastige slags, der skriger, at man skal stå op og arbejde. Mor? hvisker han i gangen. Et dovent svar kommer fra mørket: Hvad så? Hvad så? spørger han igen. Jeg tror, jeg skal snige mig ud på en date med Mikkel Jørgensen, mens I sover, mumler Maren, mens hun endelig ser et glimt af klarhed. Hvor skal du på toilettet?
Viggo tænder lyset i køkkenet, tænder for kedlen og sætter sig med hovedet i hænderne. Er du sulten? spørger Maren, der står i gangen og kigger på ham. Ja, jeg venter på dig. Hvad skete der, mor? Maren går hen til bordet. Jeg har siddet i stuen i fem dage, så pludselig ramte en due vinduet bam! tænker hun. Det er sikkert et dårligt tegn, men jeg låner mig i sengen og venter. Jeg har ventet en dag, to dage, og så vågnede jeg i nat og tænkte: Hvorfor skulle det her dårlige tegn gå hen til skovens fe, så jeg brænder mit liv i lagner? Hæld mig kaffe, gør den varm og stærk. Tre dage har vi ikke rigtig snakket, så lad os indhente det.
Viggo falder i søvn omkring fem om morgenen, mens Maren bliver på køkkenet og forsætter med at lave morgenmad selv, for ingen af de hvide hænder kan fodre børnene ordentligt uden hende. Sådan er livet hos os lige nu kaotisk, men med en smule håb og en masse kopper te. Vi ses snart, jeg lover at sende dig flere historier. Kram.
