Familien Nielsen tog den gamle kvinde ind. Ikke bare en bekendt, men en fjern slægtning, næsten en fremmed. Hun var blind, svag i hukommelsen og, for at sige det mildt, næsten helt ude af sig selv. Det var en handling, som de fleste ville kalde skør, men de tog hende alligevel.
De boede i en lille landsby på Sjælland, hvor livet gik i et roligt tempo. Familien var fattig, havde tre børn, og den ene søn havde allerede to børnebørn. Det var en stor, enkel og hårdtarbejdende husstand, men med et samvittighedsfuldt hjerte. De kunne ikke sende den gamle kvinde på plejehjem eller bare lade hende sidde alene om aftenen; hun boede på den anden side af landsbyen, langt væk, og kunne ikke længere klare sig selv. Så de tog hende med.
De bragte hendes knap så værdifulde ejendele ind i huset, badede hende i friskt vand, lagde et rent håndklæde om nakken som man plejer, og gav hende en skefuld suppe på en lille tallerken. På væggen hængte de et tæppe med elge, selvom hun ikke kunne se det. Dage gik med græskarsuppe, grødbøtter, kinesisk nudler og te med sukker. De førte hende på toilettet, skiftede hendes klæder, når det var nødvendigt, og lyttede til hendes sagte, forvirrede stemme, der mumlede nonsens uden pause.
En aften sagde den gamle, Florinda Mikkelsdatter, med sin spinkle stemme: Der er en tyv i skuret. De løb ud i skuret og fandt den berusede nabo, som stjal kartofler og hvidkål. Det var som om hendes ord altid ramte plet. Senere advarede hun: Rinat skal ikke tage i byen i dag. Bilen vil gå i stykker. De trofaste Nielsener lukkede bilen, så Rinat og hans ven måtte blive hjemme. Vennen styrtede i en voldsom ulykke, mens Rinat heldigvis slap uskadt.
Florindas forudsigelser fortsatte. Til sidst sagde hun, at hun ville have et lotterisedler. Hendes far, Anders, kørte til den store by i nærheden og købte et lodd. Heldigvis vandt de en enorm sum omkring fire hundrede tusinde kroner. De talte kun en masse og en hel formue, som man gør i små landsbyer, men pengene betød alt. De købte en ny morgenkåbe, en kurv med småkager og et smukt, broderet tæppe til hende, selvom hun ikke kunne se det med egne øjne. Hun så verden på sin egen måde, og alt omkring hende blev smukt.
Selvom hun fortsat sagde mærkelige ting og glemte alt, kunne hun ikke selv spise eller nå toilettet uden hjælp. Alligevel smilede hun varmt, sad på det nye tæppe i den rene morgenkåbe og det fine tørklæde, som om hun var en dukke i et eventyr. Hun gik roligt med hænderne gennem sine rosaryperler, mumlede en venlig sætning med sin skrøbelige stemme og nikkede stille med hovedet, mens hun tog en dyb indånding af den stille landsbyluft.
