Hvor har du været henne, lille Kathrine? spurgte moren, da hun så datteren komme hjem fra gåtur.
Kathrine kastede et blik i spejlet. Der sad spindelvæv i hendes hår. Hun trak de slidte jeans af, og et egetræskrage faldt ud af lommen. Hun samlede den op, skyndte sig ind på sit værelse og lagde den under puden.
Gå og vask dig, far kommer snart, og så spiser vi middag! sagde moren.
Kathrine dukkede ned i badeværelset. Hun havde ingen lyst til at spise.
«Sidder jeg på telefonen det er dårligt, går jeg ud også dårligt», tænkte hun dystert.
Moren hørte hendes tanker:
Når man går kultiveret på gaden, så får man ikke spindelvæv på tøjet! lød det fra køkkenet.
Kathrine fyldte badekarret, skummede vandet op.
Hun indså, at moren havde ret: at vandre alene i gaderne i København var ikke særlig spændende. Og så hørte hun to ældre damer i supermarkedets kø købe snak.
Fru Petersen, i DET gamle bygning, har de fået en ånd igen! hviskede den ene.
Det ord, DET, blev udtalt med en særlig, lokkende tone. Hvad den anden dame svarede, hørtede Kathrine ikke hun blev distraheret af kassepigen, der scannede hendes varer og gav hende en kvittering, men svarede også på en anden kvinde i køen:
Vi må melde det til politiet!
Kathrine forstod, at kassepigen var lokalt orienteret og vidste, hvad der foregik.
Hvilken politi? Hvad kan de gøre mod en ånd? udbrød stemmer bag hende.
Hun pakkede indkøbene i en pose og gik ud af butikken. På trappen så hun kvinder, der gestikulerede og talte om noget usynligt. Kathrine rystede på hovedet ånder i det 21. århundrede? Hun skubbede tanken ud af hovedet.
Om aftenen stod hun på altanen. Huset var bygget for nylig, men de omkringliggende fem-etagers blokke, der stod to hundrede meter væk, var omkring tredive år gamle. Der var en lille butik, hvor de gamle kvinder talte om ånder. Omkring Kathrines bygning var haven stadig under anlægsarbejde. Heldigvis kiggede hendes vinduer ud over en bred række store træer, og lyden af maskiner fra den nye højhusbygning var næsten uhørt.
Træerne i skoven var ikke så høje. Oprindeligt skulle området være en park, men så blev planerne ændret. Nogle træer blev fældet, og boliger blev opført, inklusive den tårnhøje bygning, hvor Kathrines forældre havde købt en lejlighed. De resterende bøgetræer skilte de nye huse fra nogle meget gamle strukturer, som også skulle rives ned men så viste man sig at de var kulturhistorisk værdifulde, og de blev indhegnet af et højt hegn.
Kathrine så over trætoppene. Kun et lille glimt af de gamle tage var synligt.
Måske var det en herskabslejlighed fra før revolutionen, tænkte hun.
Hun huskede butikssnakken:
Der er sikkert en ånd i den gamle bygning! sagde hun til sig selv, og grinede: Den kan jo ikke bo i højhuset.
Først kom hun i tanke om den klassiske heks, men så forestillede hun sig en stor gryde, der parkerede på taget og larmede som en karrusel.
Kathrine, kom og spis! kaldte moren.
Efter middagen så Kathrine en film, snakkede med far, og så kom en snak om skolebytte. Skolen i den nye bydel var tæt på, så hun ville ikke skulle pendle så langt. Kathrine ville blive på den gamle skole vennerne, de kendte ansigter.
På den nye skole får du også venner, og du kan sove længere, sagde moren. Men Kathrine protesterede så meget, at hun blev sendt i seng med løftet om, at de ville tænke over det.
Før hun sov, gik hun igen ud på altanen. Hun løftede blikket mod de mørke træer, og pludselig syntes noget at glimte i mørket en, to, tre glimt lige dér, hvor hun om dagen så de gamle tage. Det var som et signal.
Hun prøvede at se nærmere, men mørket samlede sig igen, og glimtene forsvandt.
Kathrine, gå i seng!
Jeg går, mor, svarede hun.
Hun lå i fem minutter og så intet mere. Så besluttede hun, at det bare var en drøm.
Næste morgen vågnede Kathrine, mens forældrene allerede var på arbejde. En tung suk af en lang dag gik gennem hende. Hun kunne besøge sine veninder, men de var på ferie ved havet eller hos bedsteforældre. I år var der ingen af dem i byen hvad skulle hun så lave?
Hun gik ud på altanen igen. Hvad kunne hun finde på at lave? De fem-etagers blokke interesserede hende ikke. Gaderne, der var blevet anlægsarbejde, lå langt væk, og hun så intet der tiltrak hende.
Pludselig huskede hun butikssnakken igen: Ånder. Hvorfor ikke undersøge den gamle bygning? Hendes nysgerrighed voksede, så hun trak jeansene på, fandt sine gamle sneakers, og som om hun dansede, løb hun ned fra den tyvende etage. Elevatorerne var ude af drift, men det gjorde hende ikke noget.
Udenfor gik hun gennem den lille gård og ind i skovbryggen.
Hvor er du på vej hen, lille pige? hørte hun.
Da hun vendte sig om, stod en gammel kvinde foran hende en heks, som fra eventyr.
Kathrine stoppede, rystede på hovedet og så igen på kvinden. Hun syntes, at kvinden blev yngre på én gang.
Man skal lytte mindre til damer i butikken, tænkte hun.
Den gamle kvinde gentog:
Hvor skal du hen?
Ud at gå! svarede Kathrine kækelt. Er det forbudt?
Den gamle kvinde nikkede langsomt og sagde:
Gå, men far ikke vild.
Kathrine gik videre på en smal sti, men så snart hun så sig om, var den forsvundet. Træerne omsluttede hende fra alle sider. Hun så til højre, så til venstre men i stedet for den velkendte række af bøgetræer omkring husene, var der ingen træer overhovedet. Det var som om skoven havde opslugt sine egne linjer.
Hun huskede butikssnakken igen:
Ånder, hvad en skrømt!
Hun lo over stedet og fortsatte ind i skovens dyb. Efter to minutter stod en enorm, næsten baobablignende træ i hendes vej. Den var så bred, at hun ikke kunne kravle over den. På begge sider af den smalle stien voksede tætte buske som en mur, så hun næsten ikke kunne trænge frem.
Hun følte, at nogen i hendes hoved hviskede:
Tilbage! Tilbage! Tilbage!
Kathrine trak vejret dybt og svarede:
Jeg tror ikke på ånder i dagslys!
Hun lagde sig på maven og krøb under den lavthængende gren, men sank fast. Efter et øjeblik brød hun fri, rejste sig, børstede bladene af sig og gik videre. Pludselig hørte hun en stemme:
Besværlig pige hvad skal jeg gøre med dig?
Hun løftede blikket og så den samme gamle kvinde stå foran hende, mens en sort, kæmpe kat gik langsomt frem. Dens pels glimtede som nattehimlen.
Kathrine blinkede, men hverken kvinde eller kat forsvandt.
Hej, sagde hun forsigtigt.
Katten så på hende med en skarp, men næsten venlig, blik.
Besværlig, mumlede den.
Kathrine strakte hånden ud og kælede katens store hoved. Den spændte sig, men brummede blidt.
Er du bange? spurgte den, men Kathrine rystede på hovedet.
Katten så ud til at blive skuffet, men sagde så:
Så, hvad vil du så?
Kathrine tænkte på sit ønske: hun havde altid drømt om en kattekilling. Hendes forældre havde lovet, at når de flyttede ind i den nye lejlighed, skulle de få en. Men indtil nu var der kun gadekatte, som hun fodrede, når hun havde penge.
Jeg vil have en killing, svarde hun.
Katten trak på skuldrene, men så på den gamle kvinde, som nikkede.
Så får du den, sagde den gamle kvinde og sendte katten af sted. Katten gik hen til en stor egekorn, som lå i en revne, og trak den frem. Katten lagde den i Kathrines hånd.
Det er din, men du skal gå nu, sagde kattestemmen.
Den store egekorn glimtede som en lille sol, og kattestemmen åbnede en dør i skovbryggen. Kathrine gik igennem og stod på en lysning, hvor et gammelt hus lå. Døren til huset var kun en enkelt planke, smukt udskåret med mønstre, som om den var hugget i et urørt træ.
Hun trådte ind i en stor, lys sal måske et værelse. Der var ingen lamper, men stearinlys flammede overalt på træbordet i midten, og rundt om bordet stod hævede træbænke. En lille, ældre mand med et langt, hvidt skæg sad på en af bænkene.
Kan du lide det, pige? spurgte han.
Ja! udbrød Kathrine.
Katten, som stadig fulgte med, brummede:
Ikke løgn.
Manden nikkede.
Sæt dig ved bordet, sagde han.
Kathrine lagde sig på en bænk, men så så hun, at bordet var fyldt med tallerkener og fade med forskellige retter.
Smag, sagde den gamle mand.
Hun tog en lille bid af en tærte, som var fyldt med bær, hun aldrig havde smagt før. Den var sød og saftig. Hun drak en lille smuk drik fra en høj, udskåret krus og følte sig mæt.
En skive mere? spurgte katten, men Kathrine rystede på hovedet.
Tak, jeg er mæt, svarede hun.
Manden så på hende med et venligt blik og sagde:
Vær ikke beskeden, lille pige. Ønsk dig noget.
Kathrine tænkte på sin drøm om en killing.
Jeg vil have en lille kat, sagde hun.
Manden lo blidt.
Så får du den, sagde han.
Katten sprang op på bordet, spiste en sidste bid af tærten, og gik ud af rummet, åbnede døren og sagde:
Farvel!
Kathrine gik ud på en sti, som nu var lige og bred. Træerne stod ikke længere så tæt. Pludselig stod en høj, tremeter høj stak af store træstammer foran hende.
Er der optagning i gang? spurgte hun.
Katten snøftede:
Det er bare en drøm, men du må gå videre.
Kathrine gik gennem stakerne, og da hun kom ud på den anden side, så hun sit eget hus i horisonten, lystende i den sene aftenlys. Hun vendte sig om, men katten var væk. Hun rystede på hovedet og hviskede:
Hvad var det? Var det kun en drøm?
Hun mærkede smagen af den søde bærdrik på sine læber og fandt den lille eg i lommen den hun havde gemt i natten.
Hun trak vejret dybt, gik ind i huset og lukkede døren bag sig.
Senere på dagen ringede telefonen, og hun løb ud af badet.
Far er hjemme, sagde hun glad, mens hun tørrede sit hår og tog sin morgenkåbe på.
Faderen holdt frem en lille, orange kattekilling, som så ud som efterårsblade.
Jeg vil kalde ham Bølle, sagde hun.
Hun tilbragte resten af aftenen med Bølle, som om han altid havde boet i deres lejlighed, spiste, drak mælk og krøllede sig på hendes pude. Da natten kom, krøb den lille killing op på hendes pude, spandt højt.
Sov sødt, min skat, sagde hun, mens døren lukkedes.
Katten fortsatte med at spinde, og hun faldt i søvn, mens en svag stemme i drømmens tåge hviskede:
Glem ikke egetræskernen
