Jeg har ikke lyst til at blive efterladt i min alderdom
Det er nu ti år siden, min søn gifte sig. Siden da bor han, hans kone og deres lille datter i en trang lejlighed med kun ét værelsesrum. For syv år siden købte Duarte et jordstykke og begyndte langsomt at rejse et hus. I starten var der kun stilhed. Efter et år gik væggene op, og fundamentet blev lagt. Så kom stilheden igen pengene manglede. Således gik de år for år videre: langsomt, med besvær, men han sparede på materialerne uden at give op.
I hele den periode har de kun fået den første etage opført. De drømmer om et toetasjes hjem, hvor der er plads til dem og til mig. Min søn er altid venlig og siger: Mor, du skal også bo hos os, du får dit eget værelse. For at kunne finansiere byggeriet har de endda byttet en toværelses lejlighed ud med en mindre og brugt overskuddet på konstruktionen. Men nu lever de klemme, især med barnet.
Hver af deres besøg ender i snak om byggeriet. De fortæller, hvor badeværelset skal stå, hvordan væggene skal isoleres, hvordan den elektriske installation skal løses Jeg lytter, men mit hjerte strammer. Der er ingen omtale af min sundhed, ingen interesse for min trivsel kun vægge, rør og lofter.
En dag spurgte jeg direkte:
Så, vil I have mig til at sælge mit hus?
De blev begejstrede, begyndte at tale om, hvor glad de ville være for at bo alle sammen under ét tag. Men jeg så på min svigerdatter og vidste, at jeg ikke ville dele loftet med hende. Hun har svært ved at holde ud med mig, og jeg holder mig tilbage fra at sige, hvad jeg egentlig mener.
Det gør mig ondt for min søn. Han kæmper hårdt. Det vil tage ti år mere at færdiggøre huset, hvis jeg ikke hjælper. Jeg vil helst lette hans byrde, sandt som det er. Men jeg spurgte det væsentlige:
Hvor skal jeg så bo?
Svaret kom hurtigt. Min svigerdatter, der altid har geniale idéer, sagde:
Du har den lille have på landet, du kan bo der. Roligt, fredeligt, uden at genere nogen.
Haven findes, ja. Men der er kun en gammelt træhus fra før fyrre år, uden varme. Om sommeren kan man overnatte, trække vejret i den friske luft, bage et fikentræ. Men om vinteren? Skære brænde? Gå gennem sneen til huset? Mine ben er svage, blodtrykket svinger. Jeg frygter at blive alene der, og de foreslår, at jeg tilbringer VINTEREN der?
Jeg prøvede at forklare:
Men det er koldt, badeværelset er udenfor, der er ingen faciliteter.
De svarede:
Sådan lever folk i landsbyerne, de dør ikke af det.
Det er alt. De har ikke engang spurgt, om jeg kan blive hos dem, indtil huset er færdigt, de har kun sagt: Sælg dit hus byggeriet står stille!
For nylig hørte jeg min svigerdatter i telefonen med sin mor:
Vi kunne flytte hende til naboen, så de bor sammen. Så kan vi hurtigt sælge lejligheden, før hun skifter mening.
Mine ben ryster. Sådan er planen. De har allerede bestemt min skæbne. Jeg troede, jeg i det mindste ville få et værelse i deres hus. Men hendes plan er at skubbe mig over til naboen og snuppe nøglerne fra mig
Jeg går for at besøge Artur, naboen. Han er en gammel enkemand, bor alene. Vi drikker te, mindes ungdommen. Men at bo hos ham?! Endnu mere tvunget? En ydmygelse.
Jeg sidder og overvejer: Måske skal jeg sælge mit hus? Give pengene til byggeriet, hjælpe min søn. Måske giver han mig et lille hjørne? Måske er han venlig?
Men så ser jeg på svigerdatteren, husker hendes ord Frygten vokser: Vil de smide mig ud senere? Vil de igen foreslå haven og sige tak?
Jeg er næsten tres år. Jeg vil ikke ende på gaden. Jeg vil ikke blive en hjælpeløs gammel kvinde, som bliver skubbet frem og tilbage. Jeg vil ikke dø i det kolde træhus under et tæppe, med rotter omkring mig. Jeg vil heller ikke være en byrde for min søn og hans kone.
Jeg ønsker blot en rolig alderdom. I mit eget hjem. I min egen seng. Hvor jeg ved, hvor alt er. Hvor jeg kan lukke øjnene uden frygt.
Jeg er mor, ja, men jeg er også et menneske.
