Hej, du, jeg har lige noget vildt at fortælle dig om Niels og hans perfekte kone. Så lad mig starte fra starten lægen nikkede bare mod siden og sagde, at du virkelig har haft held med din hustru. Niels var skrækkelig bange for, at Sille skulle finde ud af, hvordan han endte på hospitalet. På den måde ville han aldrig få den omsorg og opmærksomhed, han altid havde længtes efter.
Han fandt ud af af samtaler med sygeplejerskerne, at hun faktisk vidste alt. Niels var en rigtig snakkesalig fyr, altid i toptre på salg i firmaet, så han havde let ved at charme piger. Udseendet var han ikke velsignet med, og rigdomkenne heller ikke, men han havde masser af karisma og det var nok for ham.
Det gik faktisk ret let for ham at vinde den beskedne, søde forældreløse pige Sille, men hun fangede ham på en måde, andre piger ikke gjorde. Halvandet år efter, da de først havde mødt hinanden, lagde han et frieri på bordet, og hun sagde ja med et smil.
De flyttede ind i en toværelses lejlighed, som Silles bedstemor havde efterladt dem, mens Niels lille ettal blev udlejet en lille indtægt, men nok til at holde dem flydende. Den lejlighed havde hans mor givet ham i 18års fødselsdag.
Nu er det op til dig, sagde Tove, Niels mor, da hun gik videre med sine egne planer. Jeg skal endelig få noget tid til mig selv igen. Niels kørte kun sjældent til den lille by i den naboregion, han ville ikke give den nye stedfar for meget blødt fodfærd eller generere unødvendigt stress for sin mor.
Nu havde han sin egen familie, og han var glad. Vennerne drillede ham: Sille har ramt dig, makker! Skal du nu blive en kæphøjt mand? og han svarede bare: Lad dem bare være stille. Min kone er perfekt, så skal I bare se selv.
Det var faktisk sandt. Sille var en supergod husmor, hun råbte aldrig, drillede ikke, og som landskabsdesigner tjente hun også en god løn. Niels mente, at hun kun havde én fejl hun var alt for godhjertet. Ikke bare over for ham, men for alle omkring hende. Hun delte sin godhed ud som så mange små gaver.
Den gamle nabo, Ida, kunne næsten have glemt, hvordan man kalder en sygeplejerske, for Sille tog sig af hendes injektioner og leverede medicin. Alle hvalpe og killinger i kvarteret blev leveret til Sille, som både fandt dem og fandt nye hjem til dem. På arbejdet hjalp hun altid de dovne kolleger, og på gaden delte hun ud til de trængende.
Sille, du kan ikke være så blød! udbrød Niels nogle gange. De udnytter dig! Sille så på ham med et lille smil og sagde: Ikke alle har vores held, så vi skal hjælpe, hvis vi kan.
Efter fire år i ægteskabet begyndte Niels at blive irriteret over, at Sille ikke var særlig vild med fester. For hende betød hvile en gåtur i skoven, frivilligt arbejde i et dyreinternat, eller et besøg i teatret. Det var selvfølgelig fint, men Niels foretrak at slappe af efter en lang arbejdsuge i en larmende bar, på en natklub eller på et sommerhus ved kysten. Sille gik sjældent med ham ud.
Den aften kranglede de igen om dette, og så begyndte Sille at tale om børn igen. Niels var ikke klar til det de var begge knap 30, så hvorfor skynde sig? Han sagde, at han måtte holde en vens fødselsdag i aften på den nye klub, så han smed det over til hende.
Sille dukkede ikke op i klubben. Hun svarede kun med en besked om, at hun simpelthen ikke kunne komme, og at hun ville forklare senere. Niels blev rasende: Hvad skal jeg forklare? Hun spiller den evige martyr igen! Gå din vej! selv fødselaren Morten, der altid stod ved hans side, sagde: Rolig nu, mand, bliv bare rolig.
Niels drak cocktails en efter en, slikkede op på de unge piger i klubben, og endte med at tage én af dem med hjem. Han husker kun sløret, hvad der skete efter de hængte ud i lejligheden, så faldt han i søvn, vågnede til skrig og røg. Der var kun hvid røg omkring ham, og Sille var væk.
Han fandt ikke udgangen i den fremmede lejlighed, sprang ud af vinduet på tredje sal, lander på græsset, mistede bevidstheden og vågnede i hospitalet. En uge gik før han kom helt til sig. Lægen sagde: Alvorlig hjernerystelse, brud på benet på to steder, tre brækkede ribben, hæmatomer og ridser men du slap heldigvis relativt let, unge mand. Niels nikkede bare, hans hoved var en tåge af medicin.
Lægen nikkede igen: Du har held med din kone. Hun har ikke forladt dig et eneste sekund, hele personalet har stået stille. Niels så til Sille, der smilede med et trist Hej! og hun var stadig der. Hun tog fri fra arbejdet, organiserede en privat sygeseng, sov ved hans side og gik hjem om dagen for at lave mad til ham.
Han var bange for, at hun skulle finde ud af, hvordan han endte på hospitalet, men sygeplejerskerne fortalte ham, at hun vidste alt, og også politiet, der tog hans vidneudsagn, bekræftede det.
Du er heldig, kammerat! En anden ville have smidt dig ud, men din er sagde de, mens de slog en hånd på hans skulder. Efterforskerne fortalte, at brandmanden var startet af berusede naboer i den lejlighed, Sille var den første, der vågnede og løb ud uden at tænke på ham. Da brandfolkene kom, fortalte hun først om ham, men de nåede ikke at redde ham før han allerede var faldet ud af vinduet.
Selv de smukke sygeplejersker, som han normalt ville glide en kompliment ind i, så på ham med foragt. Han bandt sig selv i vrede, men kunne ikke spole tiden tilbage.
Det gik hurtigt op for ham, at Sille ikke ville forlade ham. Hun talte roligt med ham, bandede ham ikke for ulykken, og han slappede af. Han indså, at hans Sille var en hellig, god og omsorgsfuld kvinde.
Vennerne forsvandt en efter en. Morten kom forbi et par gange, men Niels sårede ansigt, de sorte øjne og den tynde krop fik ham ikke til at besøge længere. Hans mor kom aldrig forbi.
Jeg regner med, at du overlever, og at nogen tager sig af dig, sagde hun i telefon, uinteresseret. Vi har planlagt en ferie med Frederik, så vi kan ikke aflyse. Hun sendte en besked om hans helbred, og også lidt penge men det var alt.
Penger var det største problem. Niels vidste, at den private seng, medicin og ekstra opmærksomhed fra lægerne kostede en del, og han havde ingen opsparing.
Bekymr dig ikke, jeg har sparet op til et barn, men det er ikke vigtigt nu, beroligede Sille ham. Jeg finder en løsning senere.
I halvandet måned i hospitalet gennemgik Niels to operationer, og efterfølgende skulle han i rehabilitering, men han følte sig allerede bedre.
Sille hentede ham hver dag, han var evigt taknemmelig og ville lave en romantisk middag (levering af mad er jo stadig en mulighed), undskylde sig igen, og fortælle, at han ville have et barn. Nu var han klar til at gøre alt for sin elskede.
Da han endelig kom ud, vidste han ikke, hvor de skulle hen. Så kom Sille og kørte ham til hans egen ettal.
Jeg har fået vores gamle lejlighed ryddet, rengøringspersonalet har gjort rent, køleskabet er fyldt, internet er betalt, sagde hun roligt. Jeg har ansøgt om skilsmisse. Jeg håber, du ikke vil forhindre mig.
Niels sad målløs, forventede hun ville grine og trække en joke, men hun smilede ikke.
Jeg har allerede sagt undskyld, sagde han. Jeg vil gøre det igen, så mange gange som du vil. Jeg vil knæle for dig, så snart jeg kan. Giv mig en chance!
Sille så ham med en sorgfuld blik: Jeg kan ikke og vil ikke leve med dig længere. Jeg elsker dig ikke længere.
Hvorfor gik du i det hele taget ind for mig? stormede han. Er du bare en blød pige, der laver tåge for folk?
Sille svarede: Min bedstemor lærte mig, at man aldrig skal forlade nogen i nød, også selv dem, der har svigtet dig. Men du har nu nok af min hjælp. Fra nu af er du på egen hånd. Hun vendte sig, gik stille ud og lukkede døren bag sig.
Ordene fra nu af er du på egen hånd lød i hans hoved som en kampklokke. Det var, som om han allerede havde hørt den før, men nu var det helt anderledes. Han besluttede, at han ville vinde hende tilbage. Han ville få et arbejde, stå på benene igen, og så hvad så?
En måned senere fandt han ud af, at Sille havde solgt lejligheden og flyttet til en anden by, nok en gang langt væk fra ham.
Det er så mærkeligt, men jeg tror, du kan se, hvordan livet kan vende på hovedet så hurtigt. Vi snakkes ved næste gang!
