Alt har sin tid
Gitte Rasmussen gik ikke i stå, da hun gik på pension. Hun var af de utrættelige optimister, som synes at lade sig oplade af selve solens stråler. Hun klagede ikke over livet hvad skulle man ellers klage over? Hun havde giftet sig af kærlighed, fået en datter og så skiltes hun fra sin mand, som vandrede væk. Ud af syne, ud af hjertet. Men venner, et elsket arbejde og rejselyst fyldte de nye rum.
Det var rejselysten, der fyldte tomrummet pludseligt. Ikke guidede rundrejser, men egentlige, selvstyrede ture. Hun lærte at bestille vandrehjem, udforme ruter og fange medrejsende biler. I hendes rejsetaske lå altid en lille notesbog med adresser på folk, der ville give hende et værelse hvor som helst i Danmark.
En eftermiddag i den sene efterår, da regnen silede fra morgenen, tog hun til den lille by Højby på Fyn, berømt for sine gamle træhuse. Gaderne glimtede som sølvfloder. Gitte, lidt gennemblødt, nåede frem til et lille, udsmykket hus med en høj veranda. Den skulle åbnes af Søren Pedersen, en gammel ven af hendes barndomsveninde, som havde lovet at tage hende ind for et par nætter.
Døren gik op til en høj, krum mand med grå, men stadig fyldige hår og øjne så klare som efterårs himmel.
Kom ind, Gitte, du er velkommen, sagde han roligt, som til en gammel bekendt.
Huset duftede af gran, brænde og noget svagt genkendeligt måske æblemos. Søren var sparsom med ord. Han lagde et stort, blødt håndklæde på hendes skuldre, stille satte han en tekande på bordet og trak sig tilbage, så hun kunne varme sig ved pejsen.
Aftenen gik i stilhed med te. Samtalen hang som en tung gardin. Han var lukket, hun følte sig som en gæst, der var forblevet for længe. Men da emnet drejede sig om rejser, blinkede en gnist i hans øjne.
Jeg har også rejst meget, sagde han pludselig. Som geolog. Har kortlagt hele landet.
Han rejste sig og rakte hende et gammelt, slidte kort. Det var dækket af noter, linjer, mærkelige symboler.
Det er dit liv, fastslog Gitte uden at stille spørgsmål.
Det var, korrigerede han stille.
Næste morgen stoppede regnen. Søren overraskende foreslog at vise hende byen. I stedet for de store gader førte han hende gennem smalle gyder, kun kendt af de lokale. De så huset, hvor den berømte maler Niels Bohr blev født, og et forladt smedeværk med en dør, hvor låsen stadig var sort af årtusinders rust. Hans få ord var præcise, som en mand der passer på sin stemme.
Gitte lyttede, så på ham og indså, at hun var dybt fascineret. Ikke som på de solrige pladser i Syddanmark eller de travle markeder i København, men en anden slags interesse rolig som vandet i et skovsø.
Hun skulle rejse om to dage, men hun blev. Hun sagde, at ruten kunne ændres. Søren nikkede uden overraskelse eller begejstring. Alligevel vækkede han hende ved daggry næste dag.
Lad os gå, sagde han. Jeg vil vise dig et sted.
De gik på en dugvåd sti gennem en fyrrestræ. Luften var tung og duftende. Pludselig åbnede skoven sig og afslørede en spejlblank sø, stille som et spejl. Det tidlige morgenlys farvede himlen lyserød og gylden. Der var så stille, at man kunne høre jordens åndedrag.
De stod tavse. I stilheden var der ingen akavethed, kun fylde. Fylde af øjeblikket, af naturen, af usagte ord, svævende mellem dem.
Efter min kones død troede jeg, livet var forbi, sagde Søren uden at se på hende. Jeg så ikke meningen længere. Så kom du og fortalte om, hvor smukt det er ved daggry. Så huskede jeg, hvad det vil sige at ville se det igen. Derfor er vi her nu.
Gitte så på hans stærke, arbejdede hænder, på rynkerne ved øjnene, på den klare, rolige blik. Hun sagde intet pompøst. Hun lagde sin hånd over hans.
Jeg bliver måske en dag mere, sagde hun. Hvis du har noget imod det?
Han vendte sig mod hende, og i hans øjne så hun ikke efterårets kølighed, men det klare, varme sommerlys.
Jeg er imod? spurgte han. Jeg er for.
De gik tilbage, og stilheden mellem dem var nu dyb og forståelig som søens overflade. Deres hænder mødtes lejlighedsvis, så naturligt som en bølge, der kærtegner stranden.
Søren gik uden at blive spurgt ud og begyndte at hakke brænde til pejsen, mens Gitte fandt mel og en krukke med honning i køkkenet.
Vil I have pandekager? råbte hun gennem vinduet.
Bag træstakken lød kun et anerkendende grin, et mellemrum mellem hoste og latter. Hun gik i gang med at stege, og køkkenet føltes overraskende hjemligt.
Han kom ind, vaskede hænderne.
Det dufter som himlen, sagde han, og for Gitte var det den højeste ros.
Hun blev ikke kun en dag. En uge fløj som den morgen ved søen. De talte om alt. Han viste sine geologiske dagbøger, skitser af klipper og mineraler. Hun fortalte om skøre medrejsende og om natten i en forladt kirke på Bornholm. De grinede. Meget grinede. Det var forbløffende at finde en mand, hvis latter ramte hendes eget bryst som ekko.
Billetterne blev købt igen, og datteren ventede i København. Virkeligheden bankede på døren. To dage før afrejsen sad Gitte på verandaen og så på, hvordan Søren lagde en fuglekasse.
Jeg skal snart afsted, sagde hun, som om hun testede ordenes styrke.
Han nikkede, fortsatte sit arbejde.
Jeg ved det.
Ved aftensmaden lagde han pludselig gaffelen fra.
Jeg har en sag, Gitte, sagde han formelt. Der er et sted, tre timers kørsel væk, en ukendt revne med unikke bjergarter. Jeg skulle ud… Vil du være min guide, som hobby?
Hun så ind i hans mest ærlige øjne og forstod, at dette var hans måde at bede hende blive.
Hvor mange nætter skal vi pakke? spurgte hun legende alvorlig.
Så mange som du ønsker, svarede han, mens han holdt blikket. Stedet er vildt, ingen hoteller. Kun telt.
Det var mere end et tilbud. Det var en invitation til hans verden, til hans stilhed, til hans liv.
Jeg er fri de næste to dage, smilede hun. Meget fri.
Næste morgen kørte de i hans gamle bobbel på en bumpet vej mellem søer og grantræer. Vinduerne flåede, og luften bød på fyrretræ, en hund og noget umiskendeligt mandligt måske værktøj eller blot vejen.
Da de nåede kanten af revnen, på et stejlt skrån over en turkis flod, stod Gitte stille. Det var ikke kun et smukt billede; det var styrke, årtusinders stilhed og storslåethed.
Han stod ved siden af og så ikke på landskabet, men på hende.
Så? spurgte han lavmælt.
Jeg bliver, Søren, svarede hun stille, vendte sig mod ham. Længe, hvis du har noget imod det.
Han smilede.
Jeg er imod? gentog han deres første spøg. Jeg er for.
Og højt over floden, under ensomme fugles skrig, omfavnede to pensionister, der havde fundet hinanden i livets revner, hinanden så fast, som om de frygtede at slippe dette skrøbelige, utrolige lykke. Det kom for sent alt for sent. Men præcis da det var nødvendigt.
