Kære dagbog,
Uheldet ramte mig, som om vinteren faldt ned over hovedet uden varsel. Jeg har altid vidst, at det kan ske, men man venter aldrig på det, før det rammer. Jeg er Anders, lastbilchauffør på de lange ture mellem Danmark og Sverige. Fem år har jeg styret rattet fra København til Malmö og tilbage igen. På forruden hænger et foto af min elskede kone Mette, fra radioen strømmer DR P4, og i termosen er den stærke kaffe, som enhver veteran på vejen har brug for. Men selv de små ting er ikke nok; jeg savner den varme duft af den strikkede tørklæde, som min mor plejer at lave, farens faste håndtryk før hver afgang og den sikre viden om, at der venter et kærligt hjem.
En dag vendte jeg ikke tilbage. Efter et par dage fik Mette besked om, at jeg lå på en sygehusafdeling i Aarhus. En anden lastbil havde mistet kontrollen i en sving, og vi kørte ind i hinanden, så begge køretøjer væltede på siden. Jeg overlevede med en alvorlig hovedskade, men det værste var, at de dele af hjernen, der styrer hukommelsen, blev beskadiget. Jeg kunne hverken huske mit navn, hvem jeg var, eller hvad der var sket. Da familien kom ind i mit værelse, så de fremmede ud for mig lægerne var de eneste kendte ansigter. De kunne ikke give mig et optimistisk prognose; menneskets hjerne er stadig et stort, uudforsket mysterium, og kun Gud ved, hvad der vil ske.
Da jeg blev udskrevet, blev realiteten endnu sværere. Ikke kun den fjerne hukommelse var væk; min korttidshukommelse svigtede også. Jeg kunne ikke huske, hvad der var sket for tre timer siden, og mange huslige færdigheder var forsvundet. Jeg kunne hverken varme mad på komfuret eller gå en tur på egen hånd. Der var også en reel frygt for, at jeg aldrig ville finde vej hjem igen. Heldigvis mistede jeg hverken min intelligens, vilje, motorik eller følelser jeg blev ikke dum kun hukommelsen var på flugt, og den kunne måske vende tilbage med tiden.
Mette var gravid og gik på barsel. Nætterne græd hun ofte, mens hun tænkte på, hvordan jeg plejede at bringe en lille legetøjsbil hjem fra hver tur til den ufødte pige.
Hvorfor, Anders? sagde hun, mens tårerne løb. Det er for tidligt. Man siger jo, at man ikke skal købe gaver på forhånd. Det er en dårlig overtro.
Åh, skønne overtro, min kære, grinede jeg, mens jeg holdt hende i armene. Jeg vil have, at vores datter, når hun første gang ser sit værelse, bliver fyldt med glæde. Så mange legetøj, som havet er stort.
Jeg pakkede legetøjet på hylder, placerede det på vindueskarmen, hængte det over bassinet. Da jeg blev udskrevet, gav sygeplejersken mig en lille bjørneklods.
Hvad er det for en talisman, du bærer med dig? spurgte Mette ironisk.
Det er min held og lykke, svarede jeg.
Mette placerede lille bjørn på min natbordslåge, ikke i datterens værelse, men ved min side.
Vi gik ofte ture i parken, lo og spiste is sammen. Folk troede måske, vi var et lykkeligt par, der ventede på et barn. Det var næsten sandt, men efter en lur i parken glemte jeg både gåturen og at jeg havde en gravide kone. Så måtte Mette igen og igen starte forfra: forklare, at jeg var hendes ægtemand, at vi snart skulle få en lille pige, at min far og svigerfar hjalp til med alt.
En aften kaldte min far mig ind på køkkenet, lukkede døren og sagde:
Mette, vi forstår, hvis du en dag vælger at gå fra Anders. Du er ung, smuk, har et langt liv foran dig. Men du vil snart blive træt af ham, og hvis hans hukommelse aldrig vender tilbage? Vi ser ingen fremskridt. Du skal ikke bekymre dig om vores barnebarn; vi vil elske hende uanset. Vi hjælper, hvis du har brug for det.
Det gik op for mig, at hans ord ramte mig som en kold brise. Jeg tøvede, men smilede så og bøjede let hovedet mod ham. Min far, Jens, strøg mig på de lyse hår og hviskede:
Du skal ikke give op, du er stærk, selv med den lille på din mave.
Mette var altid slank og lille, så jeg virkede som en kæmpe ved hendes side. Da jeg først tog hende med hjem til mine forældre, blev de forbløffede, men de sagde straks:
Hun er som et krystalklart lille glas! Hvor har du fundet sådan en?
De elskede hende med det samme. Hun var blid, en smule genert, men viste straks stor varme over for sine svigerforældre. Jeg kaldte hende ofte krystalklare og hun blev såkaldt krystallin i vores familie.
Vores lille pige, Mille, kom til verden. Jeg gik sammen med mine forældre ind på fødestuen og så min kone for første gang med barnet i armene. Jeg var lykkelig. Næste morgen spurgte jeg:
Hvad er det for en lille fyr?
Mette måtte igen starte historien om vores liv på ny, men nu med den ekstra lille del af historien Mille. Hver gang jeg løftede hende, lyste hans øjne som stjerner.
I de første uger flyttede Mette Milies vugge ind i sit eget soveværelse, så hun altid var tæt ved. Jeg holdt vagt om natten, for måske ville jeg få brug for en vandflaske eller noget andet. Mette sov næsten aldrig. De søvnløse nætter og den vedvarende træthed gik ud over hendes mælkebeholdning, så vi måtte gå over til flaske.
Min svigermor, Kirsten, foreslog:
Skal vi ikke flytte ind hos dig? Det er svært at klare alt alene.
Mette afslog høfligt:
Jeg klares selv, så jeg ikke bekymrer jer, der er lidt ældre nu, og jeg må lære at være stærk.
Mille blev overgået til kunstig ernæring. En nat vågnede jeg til en svag vuggesang, som ingen sang, men som syntes at komme fra væggene:
Legetøj er spredt i rummet.
Børn drømmer søde drømme.
En ræv stjæler deres små brød.
En elefant driller ved porten.
Dage flyver som sneen udenfor.
Månen maler sin skygge,
søger sit sølvportræt.
Jeg kiggede op og så dig, Anders, som vuggede Mille. Du holdt en lille pakke i den ene hånd, og i den anden en flaske med modermælk. Jeg sætter mig stille på sengen, uden at sige et ord, for jeg vil ikke skræmme dig væk barnet er stadig i dine arme. Månen lyser ind gennem vinduet og gør rummet blødt og hvidt.
Så er lykken her, tænkte jeg.
Du lagde Mille i vuggen, tog den lille bjørn fra natbordet og placerede ham ved siden af hende:
Her, min skat, et lille gave.
Derefter krøb du under dynen ved min side, rystende af kulde, men med et smil.
Jeg hviskede:
Jeg elsker dig, min krystallin.
