Mor, skal du virkelig ud på dates? Du skal snart passe børnebørn, og du leger stadig med kærligheden!
Kirsten holdt fast i sin tekop, mens Rikke sad overfor og roede i sin te med en spatel. Et drilsk halvt smil lå fast på Rikkes læber, og noget knugede sig indeni Kirsten. Hun lagde langsomt koppen på underlaget, så hun ikke afslørede rystelserne i fingrene.
Rikke, begyndte hun stille, jeg har været alene i fem år, og jeg er kun halvt halvt århundrede gammel. Jeg vil også gerne have lidt lykke i livet, ved du.
Rikkes latter fløj som en skarp kniv gennem rummet.
Du kan da drømme, selvfølgelig, svare hun mens hun lænede sig tilbage i stolen. Men det er svært at finde en ung fyr i din alder, og du, du har jo travlt. Det er jo ikke den rigtige tid.
Kirstens kinder rodede sig rødmen, og såren steg som en knude i halsen. Hun rejste sig fra bordet, samlede kopperne, mens hænderne ikke ville følge med.
Te-selskabet er slut, sagde hun med tør stemme.
Rikke trak på skuldrene, sagde farvel med et nik og gik ind på sit værelse. Kirsten blev alene i køkkenet, stod ved vasken og så ud på den grå gård gennem vinduet. Rikkes ord sad som en torn i hendes sind. Var hun virkelig ikke længere ønsket? Var hendes tid forbi?
De næste to dage gik Kirsten nedstemt rundt i huset, undgik samtaler. Anders forsøgte at finde ud af, hvad der var sket, men hun børstede ham af. Hvad skulle hun sige? At klage over sin svigermor? Nej, hun ville ikke være den svigermor, der såder splid i familien.
Den tredje dag ringede Birgit, en veninde fra skole, og inviterede hende på en kop kaffe. Kirsten sagde ja en forandring i miljøet havde hun brug for.
Birgit mødte hende med et varmt kram og førte hende ind i køkkenet. De satte sig ved bordet, og da Kirsten så ind i Birgits øjne, mærkede hun, hvordan noget i hende begyndte at smuldre.
Birgit, jeg tror, mit liv har taget en forkert drejning, begyndte hun og krammede den varme krus med begge hænder. For et år siden flyttede Anders’ kone ind. De unge sparer på deres eget hus. Jeg prøver at være en god svigermor. Forholdet er varmt, jeg er glad på hans vegne. Men jeg savner at blive elsket og at elske igen Og min svigerdatter siger, jeg er for gammel til nye forhold. Måske har hun ret
Birgit lagde hånden på hendes og sagde:
Åh, Kirsten, den dame har ingen ret, svare hun fast. Jeg blev alene som trediveårig efter en skilsmisse. Jeg har brugt hele livet på børnene. Jeg glemte mig selv. Resultatet? De flyttede ud, jeg stod tilbage. Nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal finde en ny partner. Du har dog stadig tid grib chancen.
Kirsten lyttede, og en lettelse skyllede ind over hende. Birgit forstod hende.
Birgit fortsatte eftertænksomt:
Hør her, Kirsten Jeg har en fætter, Lars. En god fyr, ærlig som færgen i Århus. Han er femogtredive, blev skilt for fem år siden, har to voksne børn. Skal jeg sætte jer sammen? Tag ham med ud, så ser vi, hvad der sker
Kirsten frøs et øjeblik. Hjertet hamrede hurtigere. Det var skræmmende at sige ja, men det var endnu skræmmende at blive alene for altid.
Lad os prøve!
De aftalte at mødes på en lille café i Frederiksberg. Kirsten kom lidt før, og nervøst gnubbede hun i sit kjolebånd. Snart dukkede den høje, grålige mand op i døren. Kirsten genkendte straks Lars.
Kirsten? Det er en fornøjelse at møde dig. Birgit har fortalt mig meget om dig, sagde han med et smil.
De bestilte kaffe og begyndte at snakke. Først akavet med pauser, men langsomt smeltede isen. Lars fortalte om sit job som ingeniør, sine to døtre, der nu bor for sig selv, og om, hvordan han efter skilsmissen havde troet, han aldrig ville finde lykken igen. Kirsten delte sine tanker om tabet af sin mand, som pludselig var væk, og om den lange sorg, der havde hobet sig op.
Begge bar på et helt liv, så der var masser at tale om. De behøvede ikke holde facaden eller spille roller. De sad overfor hinanden, to trætte, men ubøjelige sjæle, klar til at give sig selv en ny chance.
Da aftenen sluttede, fulgte Lars hende til busstoppet og gav hende en lille buket vilde margueritter fra en bod på torvet.
En smule beskeden, men ægte, sagde han genert.
Kirsten pressede blomsterne mod sit hjerte og lo bredt.
Tusind tak, de er smukke, svarede hun.
Hjemme ventede Anders. Da han så buketten, pudsede han med et blink:
Mor, se dig selv! Du stråler som en solrig dag i Tivoli!
Kirsten lo og omfavnede sin søn. Det var rart, at han ikke så noget problem i hendes nye lykke.
Det er tidligt at snakke om fremtiden, svare hun lidt genert, men jeg havde en dejlig aften med en god mand.
Pludselig steg Rikke ind i køkkenet med et hårdt blik.
Hvad nu? Hvor fører de her dates dig hen? spurgte hun skarpt.
Kirsten tøvede.
Rikke, jeg sagde jo, det er for tidligt at tale om det. Vi har lige mødt hinanden.
Åh kom nu, svarer Rikke hårdt. Du ved, han ser dig kun på grund af din lejlighed, ellers ville han ikke have noget med dig at gøre!
Tårerne begyndte at trille i Kirstens øjne. Anders sprang op, greb Rikkes hånd.
Rikke, hvad er det for noget vrøvl? Du kender ham slet ikke! Hvorfor så hurtigt anklage?
Rikke rakte hånden frem.
Jeg anklager ikke, jeg ser bare, hvad der foregår. Der er så mange svindlere i dag. Kun familien kan man stole på, Anders.
Kirsten gik ind på sit værelse, lukkede døren og satte sig på sengen. Buketten lå på natbordet så uskyldig, så enkel. Måske havde Rikke ret? Måske var hun for naiv? Men svigermodernes ord var som en kold brise i sommerens varme, og det værste var, at hun sagde det foran sin søn for at vende ham imod sin mor.
De næste uger gik Kirsten på dates med Lars. Hver date bragte latter og småøjeblikke af glæde. De gik ture i Østre Anlæg, så film på Østerbro, sad på caféer og snakkede i timevis. En aften talte Lars om fremtiden.
Kirsten, jeg vil ikke presse dig, men ville du overveje at flytte sammen med mig? Vores lille lejlighed vil nok blive trang, men jeg har et sommerhus ved søen, hvor vi kan tilbringe varme sommerdage. Jeg søger et seriøst forhold.
Kirsten lyttede, og varmen bredte sig i hendes bryst. Rikke havde taget fejl.
Da hun gik hjem, ville hun fortælle om Lars’ ord. På vej hjem så hun Rikke med en veninde ved bænken. De talte højlydt, så Kirsten næsten kunne høre:
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre! Anders vil have børn, men jeg er ikke klar endnu. Jeg havde regnet med, at svigermor skulle passe barnebarnet, mens jeg er på arbejde. Nu har hun fundet kærlighed og svæver i skyerne. Jeg har prøvet at stoppe hende, men hun lytter ikke!
Kirsten gik stille rundt om huset, undgik dem. Hun indså, at Rikke kun tænkte på sig selv.
Senere ved aftensmaden spurgte Kirsten sin søn:
Anders, hvor mange penge mangler I til udbetalingen på jeres første lejlighed?
Anders løftede øjnene overrasket.
Omkring femhundrede tusind kroner. Men vi beder dig ikke om hjælp
Jeg ved det, svarede Kirsten. Jeg vil låne jer en del af mine opsparede penge, så I endelig kan få jeres eget hjem.
Anders sprang op, omfavnede hende.
Mor, tusind tak! Det er helt fantastisk!
Rikke knibe piben, men Anders vendte sig mod hende.
Rikke, kan du takke hende!
Kirsten så direkte på svigerdatteren.
Jeg vil ikke blive en gratis barnepige. Jeg har valgt mig selv.
Anders stod målløs.
Hvad? spurgte han.
Kirsten fortalte alt: om samtalen på gaden, om Rikkes plan om at bruge hende som barnepige, og om hvorfor hun ville ødelægge forholdet til Lars.
Anders blegnede. Han vendte sig mod sin kone, og ansigtet hans forvredes.
Er det sandt, Kirsten?
Rikke så stille på gulvet.
Svar! råbte Anders.
Rikke svarede:
Jeg ville bare det bedste for os. At have nogen, der kan hjælpe med barnet.
Flyt ud! Pak dine ting og gå! Jeg vil ikke se dig igen! råbte Anders.
Anders, du er skør! svarede Rikke.
Du er bare en brik i min plan. Jeg vil have skilsmisse! råbte han.
Rikke begyndte at græde, men tårerne rørte ikke Anders. Han gav hende tid til at samle sine ejendele. Døren smækkede i bag hende.
Anders sank ned i stolen, holdt ansigtet i hænderne. Kirsten gik hen, lagde armen om ham.
Undskyld, mor. Undskyld, jeg ikke så hende for, hvad hun virkelig var. Jeg skulle have beskytter dig.
Det går nok, min dreng. Alt kommer til at ordne sig
Tre år senere.
Sommerhuset lå omgivet af grønt. Juliens sol brændte, men under pergolaen, hvor et langt bord stod, var skygge. Kirsten gik rundt med salater og smilede. Lars lavede grillen klar. Anders holdt en tremåned gammel dreng, Max, i armene, mens hans kone, Irene, dækkede bordet. Lars’ to døtre, Katja og Lena, legede med barnet og lavede små griner.
Åh, hvor er han sød! udbrød Katja, mens hun kildede Max under hagen. Anders, hvordan fik du så en så fin dreng?
Det er Irene, jeg har ingen finger i, grinede Anders.
Lena satte sig ved siden af og lavede ansigtsudtryk til Max.
Kirsten så på dette liv og kunne ikke holde op med at kigge på den store familie omkring bordet. Latter, glæde, varme. Hun fangede sin søns blik, og i hans smil lå al taknemmelighed, kærlighed og lykke.
Hun smilede tilbage. Alt var faldet på plads for hende og for ham.
