Mikkel havde aldrig forestillet sig, at en helt almindelig samtale ved middagsbordet én gang skulle blive til en sand prøvelse.
Han hævede sig lidt på stolen, tilfreds efter en aften med god mad. I luften hang duften af stegte grøntsager og krydret kød Kirstine havde, som altid, lagt ekstra omhu i madlavningen. Så fulgte hun med en perfekt brygget kop sort kaffe.
På det lille café ved hjørnet af Aarhus Universitet begyndte han drømmende de serverer stadig de samme wienerbrød.
Kirstine løftede blikket fra tallerkenen.
Hvilket café?
Åh ja, du har jo aldrig været der Mikkel strøg sig under hagen, som om han ledte efter et gemt minde. Jeg og Jytte, min studiekammerat, plejer at sidde der efter timerne, især når regnen siler ned så er det hyggeligt, og kaffen er i top.
Skeppet i hendes hånd fryste op på vej til læberne.
Hun havde aldrig mødt Jytte. Hun havde hverken set hendes ansigt eller hørt hendes latter. Men nu malede hendes indre øje et lille café med dugfriske ruder, hvor to studerende delte wienerbrød, mens regnen strømmede ned udenfor. Hun kunne endda se Jytte knække et stykke af dejen og give det til Mikkel en gestus, så intim, så personlig.
Bare nogle venlige stunder, tilføjede Mikkel, men hans ord forsvandt allerede i Kirstines indre forestilling.
For i hendes bevidsthed var caféen blevet så virkelig, som om hun havde tilbragt hundredvis af aftener der. Hun kendte duften en blanding af frisk bagværk og let bitter kaffe. Hun hørte døren knirken ved indgangen. På væggene hang gamle fotografier i trærammer.
Og det mest skræmmende var, at hun kendte Jytte. Den, hvis tilstedeværelse i Mikkels fortid pludselig føltes så håndgribelig, så levende. Den, som delte wienerbrød og små stykker af hans liv, som nu altid ville ligge gemt i det lille hjørnecafé.
Mikkel indså pludselig, at han huskede Jytte bedre end mange af sine egne bekendte. Han huskede noget, han aldrig havde set.
Sådan fungerer jalousi den maler billeder, hvor der kun har været antydninger, og fylder tomrum med mening.
Kirstine trak vejret dybt og lagde skeen på bordet.
Ved du, hendes stemme lød mærkeligt rolig jeg får pludselig lyst til at prøve de berømte wienerbrød.
Mikkels øjenbryn gik op overrasket:
Nu?
Ja, lige nu.
Han ville protestere, men hun var allerede på vej ud mod gangen. Fem minutter senere susede de gennem nattens København i en sort Volvo, mens Kirstine stirrede ud af vinduet, og Mikkel kastede sig et skjult blik på hendes knyttede næver.
Caféen viste sig at være en lille perle med en falmet tavle. Indenfor duftede det af kaffe og nybagt wienerbrød.
Her er det bord, pegede Mikkel mod et hjørne.
Kirstine gled langsomt fingeren over bordpladen der var virkelig en lille ridse, præcis som hun havde forestillet sig.
Da tjeneren satte wienerbrødene på, tog hun ét, brød det forsigtigt i to.
Sådan gav hun dig dem? spurgte hun og rakte en halvdel til Mikkel.
Han stod stille. I hendes øjne lyste noget farligt.
Kirsti
Vent, hun bøjede sig tættere på, jeg vil forstå. Sådan kiggede hun på dig? Sådan smilede?
Mikkel mærkede, at han stod på kanten af en afgrund. Det var ikke kun jalousi det var noget dybere. Kirstine ville ikke blot finde ud af, hvem Jytte var hun ville blive hende.
Det mest skræmmende var, at han ikke ønskede, at hun skulle blive det.
Mikkel tog langsomt imod den halve wienerbrød. En trykket stilhed fyldte rummet, kun brudt af den stille klirren af porcelæn ved disken.
Du er ikke hende, udbrød han fast, mens han lagde wienerbrødet tilbage på tallerkenen. Og jeg har ikke brug for, at du bliver det.
Kirstine knugede servietten hårdt.
Men du husker de øjeblikke så kærligt
Jeg husker ungdommen, Kirstine. Den første eksamen, duften af bøger i biblioteket, følelsen af, at hele livet lå foran os. han greb hendes hånd blidt. Jytte er en del af de minder, men kun så meget som en gammel lærebog eller en bænk på skolegården.
Udenfor begyndte regnen at sile ned igen, præcis som i hans beretning. Regndråberne trommede mod ruden og skabte en hyggelig atmosfære.
Ved du, hvorfor jeg i dag kom i tanke om netop dette café? vendte Mikkel hendes ansigt mod sig. Fordi du brygger kaffe på samme måde som de gør med et nip salt for at fremhæve bitterheden. Du erstatter ikke mine minder du gør dem dybere.
Kirstine mærkede spændingen i halsen lette. Hun så deres refleksion i den spejlede væg i caféen to voksne silhuetter i skyggerne fra fortiden.
Skal vi bestille mere kaffe? foreslog Mikkel. Og prøve at skabe vores eget minde om stedet.
Da tjeneren kom til deres bord, bestilte de ikke wienerbrød, men en æblekage til to. Pludselig gik det op for Kirstine nu tilhørte caféen også hende.
Da de forlod caféen, var regnen holdt op. Natteluften var klar og frisk, og gadebelysningen kastede gyldne glimt på fortovet. Kirstine stoppede, vendte sig mod Mikkel.
Ved du, hvad jeg lige har forstået? hendes stemme var let igen. Jeg behøver ikke slette din fortid. Den har jo bragt dig til mig.
Mikkel smilede og trak hende ind til sig:
Jeg har også indset, at du er den eneste, jeg vil dele både wienerbrød og livet med. Selv de mest almindelige øjeblikke bliver specielle ved din side.
Kirstine lo, og hendes latter bar ingen spor af den tidligere uro.
Så lad os love hinanden én ting, sagde hun alvorligt. Lad os ikke frygte vores gamle fortællinger. I stedet skabe nye, som vi en dag vil huske med et varmt smil.
De gik mod bilen, hånd i hånd, og Kirstine så ikke længere Jytte. Fortiden lå bag dem i det falmede café, mens nutiden og fremtiden lå foran dem på den stille gade under stjerner, der netop begyndte at titte frem gennem de spredte skyer.
Kærlighed er ikke en konkurrence med fortidens spøgelser. Det er kunsten at skabe nye erindringer, hvor gamle historier kun er en del af den store rejse. Det smukkeste er at vide, at de bedste øjeblikke stadig venter, og at vi kan leve dem sammen uden frygt.
I det øjeblik sprang Kirstine pludselig frem foran bilen, sprøjtede vandpytter, og Mikkel, grinende, jagtede hende. De løb ned ad den øde nattevælde som to studerende, der var blevet blæst af tidens vind.
Fang mig! råbte hun over skulderen, og stjernerne levede i hendes øjne.
Da han endelig omfavnede hende ved et sving, forpustet, hviskede hun:
Jeg har en idé. Lad os i morgen gå tilbage til caféen. Kom tidligt, når ingen er der, og læg noget på deres opslagstavle
Hvad for noget?
Mikkel + Kirstine. Begyndelsen på en ny tradition.
Han lo og kyssede hende midt på gaden, mens en nysgerrig natkat kiggede fra vindueskarmen.
Kærlighed betyder ikke at slette hans historie, men at skrive nye kapitler i den. De bedste sider er dem, vi sammen udfylder, her og nu.
