**Dagbog**
*Mandag, den 3. oktober*
“Er det virkelig for svært at tage skraldet ud? Du sidder jo bare derhjemme!” kastede min voksne datter efter mig, da hun kom hjem fra arbejde. Morgenen før var jeg officielt “gået på pension.”
“Mås, er det for besværligt at tage skraldet med ud? Posen har stået der i tre dage. Du sidder jo bare derhjemme hele dagen og laver ingenting!”
Lige ind ad døren, uden at tage jakken af. Mette Kirsten stivnede med viskestykket i hånden. Hun havde lige pudset det tolvte glas i den gamle krystalreol. Bare fordi det skulle skinne. For at huset føltes hyggeligt.
Hun så op på sin datter. Freja, hendes voksne, trediveårige, kloge Freja. I en elegant frakke, med en dyr taske, træt efter en lang dag på kontoret. Smuk, men med sammenknebne læber – som om hun lige havde bidt i en citron.
Og selv? Mettes ryg gjorde ondt – hun havde lige trukket tæpperne ud og vasket under sofaen. Knæene var ømme – Frejas nye silkebluse havde hun vasket i hånden, for ikke at ødelægge den i vaskemaskinen.
Og fingrene? De lugtede stadig af hvidløg. Hun havde lavet karbonader – kylling, Frejas yndlingsret, med blød kartoffelmos. Aromen fyldte hele lejligheden – så hjemlig, så varm…
“Jeg… jeg glemte det, Freja,” sagde Mette stille. Og hendes hjerte sank ned i bunden af de ømme knæ.
Ikke et “tak, mor, det dufter lækkert.” Ikke et “er du træt?” Bare en bebrejdelse. Som om hun ikke var mor, men en tjener. Eller en robotstøvsuger, hvis program var gået i stykker.
“Ja, du glemte det…” fnøs Freja, smed de dyre sko midt i gangen. “Jeg har været på arbejde siden klokken otte! Møder, rapporter, en chef der er et bæst. Jeg kommer hjem og drømmer kun om en ting: at slappe af. Og så står der en skraldepose foran døren. Fantastisk!”
Hun gik ud i køkkenet uden at kigge på sin mor. Tasken – smæk – på stolen, låget af grynen – klirr.
“Nå, karbonader. Nå, det er da noget.”
“Noget”… Mette klemte viskestykket så hårdt, at knoerne blev hvide. Der lå en klump i halsen, så hun hverken kunne synke eller trække vejret.
Åh, hvor ville hun bare råbe!
Fortælle, at hendes “ingenting” startede klokken seks om morgenen, da hun i frostvejret traskede ned på torvet for friskt kød til de karbonader. At hun derefter strygede Frejas skjorter, fordi “mor, du gør det bare bedre, uden rynker.” At hun havde stået i kø i en time for at betale regninger, fordi Freja “ikke havde tid til den slags.” At hun først havde sat sig for en halv time siden!
Men hun tav. For hvad skulle det nytte? Freja hørte det ikke. Hun havde aldrig hørt det.
Hun tænkte på sidste uge. Freja ringede fra arbejdet:
“Mor, hej! Kan du huske min hvide bluse, den jeg elsker? Jeg smed den i vasketøjet. Vil du ikke nok vaske den? Jeg skal bruge den til et møde i morgen.”
“Freja, den ligger jo med farvetøj…” begyndte Mette forsigtigt.
“Åh, mor, hent den da! Er det for svært? Du sidder jo derhjemme!”
Og hun hentede den. Og vaskede den. I hånden.
Eller historien med gardinerne? Freja kom ind, snusede:
“Det er kvalmt herinde, mor.”
Og forsvandt ind i sit værelse, fordybet i telefonen. Næste dag stønned
